Other Guys, The

InstruktionAdam McKay

MedvirkendeDerek Jeter, Samuel L. Jackson, Dwayne Johnson, Larnell Stovall, Jalil Jay Lynch, Roy T. Anderson, Andrew Secunda, Sara Chase, David Gideon, Joshua Church, Rob Riggle, Damon Wayans Jr., Michael Keaton, Will Ferrell, Mark Wahlberg

Længde107 min

GenreAction, Komedie

IMDbVis på IMDb

I biografen25/11/2010

Anmeldelse

Other Guys, The

4 6
De knap så seje

Samuel L. Jackson og Dwayne Johnson er Highsmith og Danson: Benhårde strømere af den rette støbning, som eftersætter forbrydere i vilde biljagter, mens kuglerne flyver om ørerne, og eksplosioner vælter hen over gaden.

Det lyder jo utvivlsomt allerede som noget, man har set mange, mange gange før, men denne film handler ikke om dem, men derimod om “de andre fyre”: De to knap så glorværdige politifolk, som også hænger ud på stationen i al ubemærkethed. Den slags birolle-politifolk, som altid medvirker i diverse actionfilm og mest af alt tjener til at få de seje betjente til at fremstå endnu mere tjekkede.

Den ene er Horitz, spillet af Mark Wahlberg. En klassisk hårdkogt strømmer, der stod til selv at bliver lidt af en stjerne, men hvis uheldige nedskydning af en sportsstjerne kostede ham rang og ære, og som nu er forvist til skrivebordsarbejde. Han er også bundet til partneren Gamble i skikkelse af Will Ferrell. Han er en film-politimand af den sjældne type, der rent faktisk foretrækker papirarbejde frem for det vilde liv, og hvis glæde over dagligdagens trummerum går Horitz på nerverne. Da Highsmith og Danson takket være et ekstremt uigennemtænkt stunt pludselig er ude af vejen, aner Horitz dog endelig sin chance for at komme til fadet.

Parodier over politi-actionfilm er der allerede lavet en del af, men som regel ender filmene selv med at ligne dem til forveksling, og selv en sjov en af slagsen som “Hot Fuzz” overholder alle genrens konventioner. Anderledes er det imidlertid med “The Other Guys”, der konstant nægter at opfylde ens forventninger og vedvarende udvikler sig mod type. Highsmith og Danson er måske nok tjekkede og beundrede, men de er også opblæste og selvfede, og på trods af at Horitz og Gamble er nogle kvajpander, er det hurtigt dem, al ens sympati løber mod. Will Ferrell havner ofte i uimponerende film, men instruktør og manusforfatter Adam McKay, der også stod bag “Anchorman”, har en bedre fornemmelse end de fleste af, hvordan man anvender Ferrells komiske særkende korrekt, og sammen skaber de en fattesvag nørd, som man ikke desto mindre kommer til at holde af.

Wahlberg får her chancen for at gøre nar af sit hårdkogte Max Payne-image, og selvom han ikke ligefrem er nogen stor komisk skuespiller, så benytter McKay Wahlbergs blanke udtryk effektivt, og ikke mindst en scene, hvor han bliver konfronteret med Ferrells overraskende hotte kone, er ubetalelig sjov. Filmen er særdeles løst konstrueret, og der er knap nok en rød tråd gennem handlingen til at holde styr på det hele. Det bliver både en fordel og en ulempe. Det er positivt i den forstand, at man for en gangs skyld ikke kan forudse, hvad der nu kommer til at ske, men samtidigt er det også frustrerende, fordi man indimellem har følelsen af, at vi ikke kommer nogen vegne. Filmens overordnede plot – noget om en spekulants lyssky svindelnummer – er så ligegyldigt, at det knap nok behøvede at være med.

I stedet virker filmen næsten som en lang, men ret sjov sketch, hvor de amoralske løse sidebemærkninger gentagne gange tvinger én til latter. På en skoleelevs spørgsmål om, hvad man skal gøre for at undgå fængsel, falder det knap så opmuntrende svar, at man skal prøve på ”ikke at være alt for sort.” Måske er filmen lidt for lang og for løst fortalt, men den er begavet, veloplagt og uforudsigelig.

Tonen skifter lystigt mellem det vanvittige, fjollede og platte, og da filmen slutter med en grafisk fremstilling af kapitalismens onder til tonerne af et nummer med titlen “Pimps Don’t Cry”, er man lige ved at få popcornene galt i halsen. Til så underholdende galskab må man næsten overgive sig.

Kort om filmen

Kriminalbetjentene Christopher Danson og P.K. Highsmith er indbegrebet af effektive og kompromisløse politifolk, hverdagens ubestridte helte, der ikke skyr noget middel for at nå deres mål. Men to skriveborde tilbage i lokalet sidder betjentene Allen Gamble og Terry Hoitz. Man har ofte næsten kunnet se dem i baggrunden på fotos af Danson og Highsmith, ude af fokus og med lukkede øjne. De er ikke helte. De er de andre fyre! Men før eller siden oplever de fleste tålmodige politifolk, at det bliver deres dag, og pludselig en dag er det rent faktisk Gamble og Hoitz, der snubler hovedkuls over en tilsyneladende ligegyldig sag, som ingen andre vil røre med en ildtang.