Other Guys, The
Udgivet 24. nov 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Samuel L. Jackson og Dwayne Johnson er Highsmith og Danson: Benhårde strømere af den rette støbning, som eftersætter forbrydere i vilde biljagter, mens kuglerne flyver om ørerne, og eksplosioner vælter hen over gaden.
Den ene er Horitz, spillet af Mark Wahlberg. En klassisk hårdkogt strømmer, der stod til selv at bliver lidt af en stjerne, men hvis uheldige nedskydning af en sportsstjerne kostede ham rang og ære, og som nu er forvist til skrivebordsarbejde. Han er også bundet til partneren Gamble i skikkelse af Will Ferrell. Han er en film-politimand af den sjældne type, der rent faktisk foretrækker papirarbejde frem for det vilde liv, og hvis glæde over dagligdagens trummerum går Horitz på nerverne. Da Highsmith og Danson takket være et ekstremt uigennemtænkt stunt pludselig er ude af vejen, aner Horitz dog endelig sin chance for at komme til fadet.
Wahlberg får her chancen for at gøre nar af sit hårdkogte Max Payne-image, og selvom han ikke ligefrem er nogen stor komisk skuespiller, så benytter McKay Wahlbergs blanke udtryk effektivt, og ikke mindst en scene, hvor han bliver konfronteret med Ferrells overraskende hotte kone, er ubetalelig sjov. Filmen er særdeles løst konstrueret, og der er knap nok en rød tråd gennem handlingen til at holde styr på det hele. Det bliver både en fordel og en ulempe. Det er positivt i den forstand, at man for en gangs skyld ikke kan forudse, hvad der nu kommer til at ske, men samtidigt er det også frustrerende, fordi man indimellem har følelsen af, at vi ikke kommer nogen vegne. Filmens overordnede plot – noget om en spekulants lyssky svindelnummer – er så ligegyldigt, at det knap nok behøvede at være med.
I stedet virker filmen næsten som en lang, men ret sjov sketch, hvor de amoralske løse sidebemærkninger gentagne gange tvinger én til latter. På en skoleelevs spørgsmål om, hvad man skal gøre for at undgå fængsel, falder det knap så opmuntrende svar, at man skal prøve på ”ikke at være alt for sort.” Måske er filmen lidt for lang og for løst fortalt, men den er begavet, veloplagt og uforudsigelig.
Tonen skifter lystigt mellem det vanvittige, fjollede og platte, og da filmen slutter med en grafisk fremstilling af kapitalismens onder til tonerne af et nummer med titlen “Pimps Don’t Cry”, er man lige ved at få popcornene galt i halsen. Til så underholdende galskab må man næsten overgive sig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet