The Other Woman
Udgivet 30. apr 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Pitch på en ny romantisk komedie:
– Vi har en film om en kvinde, der bliver bedraget.
– Det har vi sgu set før.
– Ja, men her er det elskerinden, der bliver bedraget!
[Lyden af brede producerkæber, der rammer et mahognibord, og et krystalglas med Evian, der splintres.]
– Ok ok ok! Hvad sagde du lige der?!
– Ja, altså to kvinder bliver bedraget af den samme mand, og vi følger dem sammen på hævntogt.
– Min verden er lige vendt på hovedet, elskerinden har følelser? Orj det er dybt!
– Vi skal bare finde tre forskellige, men ikke for forskellige, hvide kvinder i 30’erne.
– Fedt vi modcaster med nogle, der aldrig laver romantiske komedier, ligesom for at understrege, hvor meget vi bryder med formen.
– Cameron Diaz er ellers ledig…
– Jeg ringer!
For der er absolut intet nyt under den sol, som man jo ikke skal have for meget af, hvis man vil bevare sin hud og holde på sin mand efter de 35. Smuk kvinde møder en mand, der bare virker så perfekt, at noget må stikke under. Mon der stikker noget under? Nickolaj Coster-Waldau er gift, så da CamCam dukker op i sexet blikkenslagerkostume, er det konen, der åbner. Hold op hvor pinligt! Jeg er smuk og har en flot karriere, og her står jeg i et fjollet kostume. Sådan er de fleste af de komiske scener bygget op. Nedbrydningen af den pæne overflade som de her utroligt velhavende mennesker går rundt og polerer for hinanden. Om det så er præmiehunde, der skider på gulvet, eller præmietyre, der skider i de dyre chinos, er den komiske opskrift at lade korthuset ramle på det værst tænkelige tidspunkt.
Men skræller man al sin indignation over fastlåste seksualmønstre væk, og sætter man forventningen lidt ned, står man tilbage med en film, der leverer nogle solide grin, og så er man jo et næsten nået halvvejs i mål med en romantisk komedie. Skal vi blive i filmens retorik, har Judd Apatow lånt sin kone, Leslie Mann, ud til lidt hyggelig hystadekomik, og hun gør saftsuseme en stor forskel. Hendes karakter er den eneste med noget på spil, der bobler et nervesammenbrud under overfladen, og hendes desperation bliver så troværdig, at den er den altoverskyggende motor for filmens komik. Hun er virkelig, virkelig sjov, og for mig meget mere tiltrækkende end Cameron Diaz’ stjerneadvokat.
“The Other Woman” bruger sine få virkemidler ret effektivt og skaber en komedie, som jeg tvivler på, de færreste ser som en åbenbaring. Problemet er mest at dens selvbillede peger lidt i den retning. Det er uheldigt, når den underliggende præmis kun lige viger lidt fra den slagne romancevej ved at lade tre kvinder tage udspekuleret hævn over den dumme mand. Den læner sig op ad “Sex and the City”, men prøver at være lidt mere skør og hælde afføringsmiddel, hundesavl og østrogenpiller i cosmoen. Men det bliver forceret og en lille smule hult, når den første og bedste hunk med bløde brune øjne gør dem rundtossede. Idéen bliver ikke fulgt til dørs, og det er kun Leslie Mann, der redder den hjem. Cameron Diaz skal måske se sig lidt bedre for, hvis hun vil blive ved med at kværne billetsalg hjem i million-klassen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet