Det konstante forræderi

Det er det modsatte af troskab. Forræderi. Det er der masser af i “Our Kind of Traitor”. Her er de fleste forrædere. Undtagen Susanna White. Instruktøren. Hun er vældig tro over for John le Carrés spionstil. Tør og betragtende, sjældent agent-action som hos James og Jason. Her handler det ikke om aktion, men om det, der ikke sker. Paranoiaen.

Men først og fremmest handler det altså om forræderi. Om Perrys, når han er utro over for sin smukke advokatkone. De er taget til Marokko for at give det en ny chance. Her møder de mafiarevisoren Dima, der planlægger at forråde russerne til gengæld for et nyt liv og sikkerhed for familien i England. Han vil veksle USB-oplysninger, der kan fælde forræderne i det britiske system, der modtager penge fra den russiske mafia. Endelig er der MI6-agenten, som måske vil forråde Dima, selv om han får informationerne, som skal bruges til at hævne et personligt forræderi fra fortiden. Troskaben har det svært.

Det er en tydelig og tematisk elegant film. Måske også lidt for tydelig, hvis man sammenligner med min Carré-favorit på film, “Dame, Es, Konge, Spion”, der også elegant vævede det store og det private forræderi sammen til et tæt spiontæppe. Der skulle der holdes øje. Her står det meste klart frem med “Traitor” i titlen og Ewan McGregors poesi-professor Perry, der tidligt afsløres som utro. Forræder. Han spiller den samme type, som han gjorde det i Roman Polanskis “Skyggen”. Den normale og udenforstående, der trækkes ind i en hemmelig magtverden, som han ikke selv kan overskue. Hvem kan han stole på? Stellan Skarsgårds indsmigrende russer med tilbagestrøget frisure eller Damian Lewis’ mystiske agent?

Det er svært at vide, hvad man skal tro. Og det er det gode ved “Our Kind of Traitor”. En trætransport er forulykket i det fjerne. Hændeligt uheld eller et baghold? Sådan sættes der løbende paranoia-fælder op, men som langt fra klapper hver gang. Der arbejdes med simpel suspense. Perry skal agere mellemmand i Paris. Spille mistænkeligt umistænkelig tennis med Dima, afhopperen. MI6-agenten dukker op i omklædningsrummet. Der forhandles. Ikke dramatisk i sig selv, men tiden går, imens mafiaen fatter mistanke udenfor. Tik-tak. Er det nu, der sker?

Der sker ikke så meget mere imellem Perry og konen. Omkring det private forræderi. Det bindes aldrig op på den store sag, russerne og spionerne. Ikke som i “Dame, Es, Konge, Spion” eller mere moderne Carré som “The Constant Gardener”, hvor det private utroskab åbner op for afsløringen af det store. Det, der gælder millioner af dollars imellem verdens rige røvhuller. Det er det forræderi, som i sidste ende interesserer instruktør White mest. Og det er faktisk lidt en skam.