Findes der virkelig et paradis i himlen, eller skal man tugtes med et helvede på jord? Der ligger med sikkerhed ret tunge overvejelser bag, da de to selvmordsbombere, Khaled (Ali Suliman) og Said (Kais Nashif), i den palæstinensiske “Paradise Now” melder sig som selvmordsbombere i kampen for et frit Palæstina.

Om metoden er den rigtige, kan selvfølgelig diskuteres, og det er da også det ærinde, filmen helt åbenlyst er ude i. Men motivet er nu egentligt ikke så svært at få øje på. De to venner og kolleger – de arbejder begge som bilmekanikere og fordriver fritiden med filosofiske udredninger, indtil den ene bliver fyret – er vokset op i palæstinensiske flygtningelejre i den historiske by, Nablus, på Vestbredden. De nærer et naturligt had til besættelsesmagten og er rede til at ofre sig for det palæstinensiske folk, den dag det ønskes. Som den ene lakonisk bemærker – ”kroppen er det eneste kampmiddel, vi har mod besættelsen.”

Det lyder naturligvis ensidigt, men er det i virkeligheden ikke. For da de to venner efter års venten endelig udpeges til at tage den ærefulde tur til Tel Aviv i Israel for at hævne israelernes – efter deres synspunkt – konstante overgreb, opstår komplikationerne i det kølvand og dermed også filmens mest nuancerede budskab. Deres fatale mission fejler i første omgang, Said er tvivlrådig, Khaled stadig dedikeret, mens kvinden Suha (Lubna Azabal), der nærer stærke følelser for Said, men er imod deres togt, blander sig i diskursen.

For eller imod. Det er så det ultimative valg, de to oprørere står over for i det lange og øjensynligt inkonsekvente mellemstykke, der umiddelbart fremstår fjollet og meningsløst. Det er det bestemt ikke. Undervejs, mens missionen er gået i skuddermudder, og Said er på en eksistentiel (og fysisk) flugt, mens Suha og Khaled desperat leder efter ham, sker der et holdningsskifte hos begge hovedaktører. Betænkeligheden ved projektet bliver da heller ikke mindre for især Said, der, i sin hvileløse søgen efter det rette valg, stadig er påklistret den bombe, han er tiltænkt at detonere.

Nu lyder “Paradise Now” unægtelig som et tonstungt drama. Det er heldigvis ikke tilfældet. Den besidder en pæn portion underfundig humor og skævvreden lommefilosofi, der gør det alvorstunge emne væsentligt, og hvor blandt andet vort svenske broderfolk får et ordentligt drag over nakken. Filmens til tider muntre toner står med andre ord i skelsættende kontrast til det ellers dystre emne, der for i øvrigt understøttes afgørende af et larmende fravær af underlægningsmusik.

“Paradise Now” stiller en række relevante spørgsmål til det ømtålelige emne, som den årelange mellemøstkonflikt er, og uden at pege fingre kan det konstateres, at krig kan føres på mange forskellige planer. Så længe ingen af parterne vil give sig, vil konflikten blot forblive uløselig.

Det kræver sine mænd og sin kvinde at udfylde de tre bærende roller med autoritet og nærvær. De krav opfylder de tre hovedaktører med brillans. Deres indlevelsesevne er skræmmende, men også et vægtigt remedium for, at filmen, bortset fra emnevalg og pointer, fungerer så fremragende, som det rent faktisk er tilfældet – trods sin elementære fremgangsmåde. Den gennemsnitlige selvmordsbomber tænker formentligt ikke over den perlerække af begivenheder, et selvmordsangreb kan sætte i gang. Ikke desto mindre burde “Paradise Now” have netop den eksplosive effekt.

Video”Paradise Now” fremstår i et 2.35:1 anamorphic widescreen format. Trods gennemgående eksempler på gryn i billedet og enkelte digitale udfald er billedkvaliteten af en rimelig beskaffenhed. Desuden hører de forskellige indstillingers ofte gode udnyttelse af dybdeskarpheden til filmens absolutte visuelle forcer.

AudioLyden leveres i et Dolby Digital 5.1 lydspor, der, som det oftest er tilfældet med denne type film, ikke er blevet vægtet voldsomt højt. Bagkanalerne er ikke i brug, mens fronthøjtalerne er ambassadør for dialogerne, der til gengæld kommer klart og tydeligt ud. Men prangende lyd er der ikke tale om.

EkstramaterialeDenne udgivelse har, ud over en enkelt trailer for filmen, ikke skyggen af ekstramateriale at byde på. Det er synd og skam, det alvorstunge emne taget i betragtning.

Reaktionen på Oscar-nomineringen af “Paradise Now” fik slæbt manges fordomme ud i lyset. En palæstinensisk film om selvmordsbombere?! Uacceptabelt! lød størstedelen af kritikken, primært fra folk der kun havde hørt plottet blive ridset op i én eller to sætninger. Som om “Paradise Now” var en smagløs glorificering af fundamentalisme fra et af ideologiens hovedsæder, eller måske endda en blåstempling af sådanne handlinger.

“München” fra sidste år tog også godt fat om konflikten mellem Israel og Palæstina. Men selvom “München” var en fremragende film, der forholdte sig voksent og nuanceret til et sprængfarligt emne, var det enormt sjældent, man fik et stærkt indtryk af begivenhedernes gang fra palæstinensernes side. Det modsatte er gældende for “Paradise Now” – skudt on-location i Palæstinas primært snavsede og ucharmerende gader af og med palæstinenserne selv. Derudover finder “Paradise Now” sted i vor tids turbulente dagligdag, hvor ordet ‘selvmordsbomber’ er blevet en endnu større del af vores kollektive bevidsthed end tilbage i 70’erne, afbilledet i “München”.

Vi følger to palæstinensiske venner, Said og Khaled, som tilsyneladende er stilfærdige, venlige typer, der i starten af filmen ser ud til at leve en relativt normal hverdag. Men nærmest ud af den blå luft bliver de udvalgt til at være selvmordsbombere og bedt om at tage til Israel og tage flere med sig i graven. Så vil de dermed få direkte øjeblikkelig adgang til Paradis, får de at vide, og de takker øjeblikkeligt ja til opgaven.

Det er her, “Paradise Now” fungerer bedst: I afbildningen af den på mange måder direkte sindssyge og ufattelige mentalitet, der ligger til grund for fundamentalisternes handlinger. Det virker ofte som om, at selvmordsbomberne og deres ‘kolleger’ ikke føler noget, for det de gør. De har blot gjort det så længe og er efterhånden blevet så stærkt indoktrineret, at de ikke kender til andet. Det er blevet en syg hverdagskost. En måde at affeje virkeligheden og løsninger på. Said og Khaled får af bagmændene at vide med et gyseligt smil på læberne, at alle misunder dem for deres snarlige ankomst til Guds fantastiske rige. Men mimikken og øjnene afslører, hvor stor en løgn det er, og hvor store kujoner bagmændene selv er.

Det kommer især til udtryk i filmens klart bedste scene, hvor de to venner foran kameraet får lov til at sige endeligt farvel til deres elskede. Kameramanden er fuldstændig uduelig og kan ikke få kameraet til at makke ret. Hans ligegyldighed overfor de to mænd og deres situation er stærkt enerverende. Og at han og resten er mere fokuseret på et videokameras minimale fejl end to menneskers endelige afsked er forbløffende og enormt frustrerende.