Paul
Udgivet 8. jun 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Simon Pegg og Nick Frost, briternes svar på en komisk guldgrube, vender tilbage i glimrende form med endnu en veloplagt spoof-komedie. Denne gang tager d’herrer sci-fi-genren under kærlig behandling i historien om det yderst veltalende og karismatiske rumvæsen Paul (med Seth Rogens stemmetalent) og dennes flugt fra regeringens mystiske mørkemænd.
Fræsende gennem den sorte nat støder de ind i det udflippede rumvæsen Paul, som efter eget udsagn er på flugt fra regeringen, der har holdt ham under skarp bevogtning siden 1950’erne, hvor han styrtede i sit intergalaktiske fartøj. Nu vil Paul hjem, og det er op til Graeme og Clive at få ham sikkert frem. Ikke let med en hel flok mænd i sort i autocamperens bakspejl og en illegal alien ombord, der ikke er bleg for at fyre den fede.
Perlerækken af komisk talent, som Mottola har fået stuvet sammen i “Paul”, er imponerende og en fornøjelse at iagttage. Ud over duoen Pegg og Frost sørger de to Bill Hader og førnævnte Kristen Wiig (der ligeledes stod for en stor del af morskaben i Mottolas lille indie-komedie “Adventureland”) for sikre grin. Seth Rogen får vi på papiret måske kun i stemme-form, men det med en dreven røst så distinkt hans egen, at han faktisk er Paul. I øvrigt fremragende CGI-arbejde fra folkene på Double Negative. I en lille, men bestemt nævneværdig rolle som servitrice på den virkelige diner Little A’Le’Inn, leverer den altid veloplagte Jane Lynch punchlines med både bid og glimt i øjet. Bliv endelig siddende under rulleteksterne, hvor Lynch i en afsluttende insider-joke voldflirter med Wiig.
“Paul” skal tages for det, den er. Her er der ikke tale om en genopfindelse af hjulet, men et veloplagt stener-spoof over sci-fi-genren og hele fankulturen, der er knyttet dertil. Der er masser af billige “E.T.”-, “Star Trek”-, “Star Wars”- og “Alien”-point at hente hjem på den konto, men Mottola og Pegg/Frost gør det med en utvetydig kærlighed til stoffet fra start til slut. Konstellationen de tre imellem resulterer i et hylemorsomt roadtrip, hvor lige dele americana og besk, britisk brovtenhed koges sammen til en velsmagende, komisk kompot.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet