Kedelige Percy på kedelig mission

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne anmelder ikke har haft den sikkert tvivlsomme fornøjelse at se den første film om Percy Jackson og hans prøvelser. Men efter at have set denne splinternye fortsættelse har jeg heller ikke just fået noget stort behov for atter at gennemgå 90 indholdsløse, barnlige minutter i selskab med Percy og Co.

Percy er søn af havets gud i græsk mytologi, Poseidon, og efter begivenhederne i den første film er han nu i en lejr med andre såkaldte halvblodsguder. Her er han dog ikke lejrens helt, men derimod en lidt kikset type ligesom hans to venner, Annabeth og Grover. Men da en alvorlig fare truer med at tilintetgøre lejren og alle i den, må Percy finde Det Gyldne Tæppe, som af uvisse årsager er det eneste, der kan redde stedet. Percy skal nu igennem en masse strabadser for at få fat i det guldlakerede tæppe, og det er ikke altid lige nemt – især ikke når man også har en mærkelig halvbror på slæb.

“Percy Jackson & Uhyrernes Hav” er ikke en film for nogen over tolv år. Dertil er den simpelthen for barnlig og præget af irriterende overspil. På den anden side vil tilskuere under den foreslåede alder sikkert blive for angste over menneskeædende kykloper og deslige, så det er svært helt at fastslå, hvem filmskaberne forsøger at tiltale med denne effektfyldte affære, der har kostet 90 millioner dollars at lave, men som mest af alt ligner en Nickelodeon-sponsoreret tv-produktion.

Nickelodeon har det nemlig også med at lade sine skuespillere overspille på det groveste, og det er en ideologi, som instruktør Thor Freudenthal tydeligvis har taget til sig. Kun Logan Lerman, der spiller Percy, får lov til at gå uden om denne enerverende skuespilsstil, mens Brandon T. Jackson og Leven Rambin, der henholdsvis spiller Grover og konkurrenten Clarisse, spiller, som var de i et teater for døve og blinde. Den tekniske del af “Percy Jackson & Uhyrernes Hav” er bestemt heller ikke noget at råbe hurra for. Til tider er dens computereffekter nogenlunde, men ofte vil selv femårige børn formentlig ryste på hovedet af dem.

Det virker til tider, som om filmmagerne bare har givet op… Som sagt er skuespillerne rærlige, og Freudenthal virker samtidig totalt uinteresseret i at føje spænding til historien og i at skabe kemi mellem sine skuespillere. Filmen gør simpelthen intet forsøg på at skille sig ud fra markedets utallige andre eventyrfilm, og denne apatiske attitude gør det umådelig svært for tilskueren at engagere sig i karaktererne og fortællingen.