Percy Jackson & Uhyrernes Hav
Udgivet 14. aug 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne anmelder ikke har haft den sikkert tvivlsomme fornøjelse at se den første film om Percy Jackson og hans prøvelser. Men efter at have set denne splinternye fortsættelse har jeg heller ikke just fået noget stort behov for atter at gennemgå 90 indholdsløse, barnlige minutter i selskab med Percy og Co.
“Percy Jackson & Uhyrernes Hav” er ikke en film for nogen over tolv år. Dertil er den simpelthen for barnlig og præget af irriterende overspil. På den anden side vil tilskuere under den foreslåede alder sikkert blive for angste over menneskeædende kykloper og deslige, så det er svært helt at fastslå, hvem filmskaberne forsøger at tiltale med denne effektfyldte affære, der har kostet 90 millioner dollars at lave, men som mest af alt ligner en Nickelodeon-sponsoreret tv-produktion.
Det virker til tider, som om filmmagerne bare har givet op… Som sagt er skuespillerne rærlige, og Freudenthal virker samtidig totalt uinteresseret i at føje spænding til historien og i at skabe kemi mellem sine skuespillere. Filmen gør simpelthen intet forsøg på at skille sig ud fra markedets utallige andre eventyrfilm, og denne apatiske attitude gør det umådelig svært for tilskueren at engagere sig i karaktererne og fortællingen.
Så hvad er egentlig godt ved “Percy Jackson & Uhyrernes Hav”? Jo, der er da en morsom popkulturel reference halvvejs inde i filmen, der formentlig vil få de voksne tilskuere til at trække på smilebåndet. Og Logan Lerman er også udmærket som den stille Percy med de store evner. Ligesom de andre (mindre dygtige) skuespillere har han dog meget lidt at gøre godt med, da Percy er omtrent lige så kedelig som slutningen af januar. Det ender “Percy Jackson & Uhyrernes Hav” desværre også med at være. En kedsommelig familiefilm præget af dårlig CGI og overdrevent skuespil. Lad os krydse fingre for, at der ikke udkommer flere eventyr med Percy inden for den nærmeste fremtid.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet