Predators
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 30. nov 2010 | Af: DjBeau | Set på DVD
Okay, kære læsere, lad os nu stå ved sandheden og kalde en spade for en spade: Den originale “Predator” var en stinkende elendig film, som kun legitimeredes gennem brugen af tidens største actionhelt, Arnold Schwarzenegger. Jovist, filmen har opnået kultstatus, men det kun i kraft af, at mange filmelskere, undertegnede inklusive, har en spøjs og nærmest selvpinende tendens til gang på gang at smide filmiske fadæser i afspilleren og grine af, hvor meget elendigt makværk, der rent faktisk smides penge i. Som regel er det sjovt i de første ti minutter, men derefter begynder den ironiske distance ofte at miste sin appel. Der var umiddelbart lagt op til en sviner af dimensioner, da efterfølgeren “Predators” for nylig landede, men til stor forbavselse viste filmen sig at være en rimeligt habil actionfilm.
“Predators” lægger som sagt ud med en vanvittig actionscene, som giver så hårdt et los i måsen, at det er svært ikke at lade sig rive med. Man skal dog nyde det, mens man kan, for filmens resterende actionsekvenser er ikke helt på højde med introen. Der holdes dog et rimeligt fint niveau, og de adrenalinfyldte øjeblikke er såmænd hverken værre eller bedre, end hvad man ellers støder på i andre film af samme type.
Traditionen tro spises vi af med en flok karakterer, der ikke har meget essens, når man skræller camouflagen af dem. En hot action-chick, en mystisk og fåmælt japansk lejemorder, en overordentlig klichéfyldt straffefange i en fin, orange fangedragt, en afrikaner, der med næsten overnaturlig kraft sanser naturen og så ellers nogle store bøffer af nogle soldater. Det er simpelthen så uopfindsomt. Det eneste, der i denne sammenhæng emmer af bare den mindste originalitet, er placeringen af Adrien Brody i hovedrollen. Store geværer og camouflage er ikke just hans sædvanlige følgesvende, men han fungerer faktisk overraskende godt i rollen som actionhelt.
Præsenteret i 2.35:1. “Predators” er en meget mørk film, hvilket fordrer en stabil kontrast, medmindre man foretrækker en masse støj. Her leverer dvd’ens videotransfer heldigvis, og der er faktisk ikke meget at sætte sin finger på. Alle komprimeringsartefakter er undgået, og kun sortniveauet kunne være en anelse bedre – det betyder med andre ord, at de toner, som skal fremstå helt sorte, er en anelse grå, men det er absolut i småtingsafdelingen.
Dolby Digital 5.1. Som det sig hør og bør i en actionfilm, er der masser af smadder på drengen i “Predators”. Sub’en bruges generøst, når det går for sig med eksplosioner og skudsalver, og baghøjtalerne bruges til meget subtile, atmosfæriske effekter. Der er ikke noget ved lydsporet, som på nogen måde distancerer sig fra ethvert andet action-lydspor, men det er habilt håndværk og fungerer ganske fint.
I “Predators” støder vor helte på en predator, som er blevet korsfæstet af sine nære artsfæller. I en kort, vedlagt tegnefilm får vi svaret på, hvordan det er gået til, men den bidrager ikke det mindste til historien og er en noget tam affære. Derudover giver dvd’en os muligheden for at lave en digital kopi af filmen, så man kan se den på en bærbar enhed. På anmeldelseseksemplaret var der dog ikke vedlagt det serienummer, man skal indtaste for at lave kopien, men min erfaring siger mig, at man alligevel ikke kan kopiere filmen til et format, som understøttes af smartphones og iPad, hvilket gør funktionen mere eller mindre ubrugelig.
Der synes at være en tendens til, at de film, som opnår kultstatus, sjældent er specielt gode. Ofte opnår de deres status pga. en uforglemmelig kiksethed, og efter denne anmelders mening er det netop, hvad der er sket for den originale “Predator” fra 1987. Det nyeste medlem af franchisen er derimod noget mere vellykket. Nuvel, det er ikke stor filmkunst, men som actionfilm er den rimeligt velfungerende, og man er fint underholdt hele vejen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet