Med fødderne solidt forankret i de japanske anime traditioner har Anders Morgenthaler skabt rammerne for en både modbydelig og også ganske barsk fortælling. “Princess” egner sig nemlig på ingen måde til mindreårige og andre svage sjæle, men ikke desto mindre rummer den ingredienserne fra et gennemgående fascinerende animationsunivers.

Der skal nemlig ikke herske tvivl om, at billedsiden i perioder udspiller indholdet. Og gid filmmageren Morgenthaler dog havde haft dette med i sin overordnede kalkule, før filmen blev sendt på markedet. Som helhed er “Princess” en krydsklippet præsentation mellem den tegnede streg og de bevidst kornede hjemmevideooptagelser, der er med til at opbygge den grumme fortælling.

Rammerne for “Princess” er ikke dårlige, men visse moralske skrupler kan den bestialske historie ikke undsige sig. Det er nemlig den (i stærkt banaliseret form) alt for realistiske fortælling om pornoindustriens førende stjerne, Princess med det borgerlige navn Christina, der dør efter adskillige opslidende år på livets skyggeside. Hun efterlader sig den 5-årige datter Mia, der sit unge liv til trods har oplevet lidt af hvert. I nødens stund træder Christinas bror, August, til, hjemvendt fra det store udland som missionerende præst og overtager dermed det formynderiske forældreansvar.

Om det er Christinas miserable liv eller Mias ditto opvækst, der er anstødsstenen er ikke helt sikkert, men det er i hvert fald sikkert, at omstændighedernes vilkår, og Augusts sorgbearbejdning samt Mias uvaner, fra en foreløbig opvækst på et bordel hos de usleste lowlifes, tænder en usigelig hævnlyst hos den bibelsk skolede August. Og her sætter Morgenthalers “Princess” sig selv i lidt af et dilemma. For hvordan kan man bruge filmmediet til at kritisere pornofilmens slagsider, når man samtidig forherliger vold ved at ophøje den til æstetisk kunst a la den formel, Quentin Tarantino gjorde brug af i det lignende hævntogt i “Kill Bill” filmene med Uma Thurmans Black Mamba?

Samtidig har Morgenthaler dog en række velberettede pointer, der ikke bør negligeres. Når pornomagasinerne med mor på forsiden placeres i Mias øjenhøjde i den lokale bladkiosk, og når Mia nærmest per automatik griber ud efter Augusts kønsdele, når hun skal have sit bad, hvilket hun forståeligt nok ikke er meget for, så er der grund til forargelse og vrede. I hvert fald lægger August præstekjortlen på hylden og sætter ud på et dræbertogt for at hævne Christinas død og Mias indtil nu miserable opvækst. På allerblodigste vis er der lagt op til en velmenende udrensning i den københavnske pornoindustri, om end metoderne så sandelig kan diskuteres.

Tegnefilmens underholdningskvaliteter står derimod ikke til diskussion. August, der kæmper med sine indre dæmoner og en korrupt industrialisering af pornografien, bæres frem af Thure Lindhardts stemme, mens Margrethe Koytu, Tommy Kenter og Christian Tafdrup er blandt de danske skuespillere, der lægger stemmer til filmens øvrige karakterer.

Luften er tæt af blod, sved og tårer, når August for alvor sætter sit vendetta i gang, og dermed er “Princess”, morale eller ej, tegnet underholdning på et ganske højt niveau efter danske forudsætninger.

VideoBilledsiden til “Princess” leveres i et 2.35:1 anamorphic widescreen format og tager sig grundlæggende ganske fint ud. De fint tegnede scenarier fremstår lækkert og forstyrres kun af flere tilfælde af edge enhancement. Til gengæld er farverne velvalgte og supplerer fint den fortalte historie, ligesom der ikke er nævneværdige eksempler på støj eller udtværinger.

AudioLyden er noget af det bedre ved “Princess”. Den fås i de dansksprogede Dolby Digital 5.1 og DTS spor. Og det er ingen underdrivelse at påstå, at alle kanaler er i brug. Lyden kommer rent og differentieret ud og er et fantastisk supplement til de mange actionfyldte scener. Den underbygger imidlertid også scenariet, når de mere stille sekvenser præges af den japansk inspirerede musik. Eneste anke er, at lyden ikke altid helt følges ad med karakterernes mundbevægelser.

EkstramaterialePå ekstramaterialet kan man først og fremmest se Anders Morgenthalers kortfilm, “Araki – The Killing of a Japanese Photographer”, der tydeligvis har visse lighedspunkter med “Princess”. Derudover er der en ganske interessant, timelang, debat mellem Morgenthaler og pornostjernen og -producenten Jeppe, der i “Jeppe Vs. Morgenthaler” kommer med hver deres individuelle synspunkter på pornoindustrien i almindelighed og den danske pornoindustri i særdeleshed. Endelig har der indfundet sig en trailer og en teaser for “Princess”. Især de to førstnævnte trækker det tunge læs og får ekstramaterialet til at fremstå som en udmærket bonus.

Fuck porno!Anders Morgenthaler er nok mest kendt som den anden halvdel af duoen Wulffmorgenthaler, der dagligt bringer deres absurde stribe på bagsiden af Politiken, og som bl.a. skabte den fascistiske blå flodhest Dolph. Men nu er han også debuteret som spillefilmsinstruktør, med den barske anime-historie “Princess”, der – modsat tegneserien – er alt andet end sjov, finurlig og satirisk. Det absurde univers er afløst af et ubehageligt hævntogt gennem pornoindustrien og de bristede drømme den fører med sig, men det lykkes rent faktisk at få en vedkommende film ud af den ganske grove, tegnede form.

Præsten August vender hjem fra sin missioneren i udlandet, da hans søster Christina dør. Hendes sørgelige eksistens fik et tragisk endeligt efter mange år i pornobranchen, hvor hun var kendt under kunsternavnet The Princess. Hun efterlader sin fem år gamle datter Mia, som August beslutter at tage sig af, og samtidig sætter han sig for at rense sin søsters navn, ved at destruere al materiale knyttet til The Princess. Dette leder til en voldsom konfrontation med den pornografiske underverden, der stadig søger at tjene penge på den afdøde pige, samt med Christinas gamle kæreste Charlie, der fik hende ind i branchen.

Det er langtfra nogen indbydende historie, vi bliver præsenteret for, og skønt det hele udspiller sig i Danmark, er det et dystopisk og lidet flatterende skyggebillede der aftegnes. Alle bruger hinanden, blod flyder i stride strømme, og pornofiseringen af det offentlige rum er trængt ind i børneværelset. I den forbindelse passer den hakkende og kantede animation godt overens med den trøstesløse stemning, der hænger over det meste af filmen. Man har valgt at bruge færre end 24 tegnede billeder i sekundet, hvilket forhindrer gnidningsfri og glidende bevægelser hos personerne, og det tager lidt tid at acceptere denne uperfekte tegnestil, men når det er sagt, så får “Princess” det bedste ud af sine begrænsninger. Den er visuelt opfindsom til tider, især i sin brug af beskæringer, og det fungerer til filmens fordel at benytte live action optagelser i flashbacks, der alle ses ud fra Augusts videokamera. På den måde lykkes det, at kæde de tegnede og stiliserede figurer sammen med rigtige mennesker af kød og blod, hvilket styrker identifikationen og dermed indlevelsen i karakterernes skæbner.

Vedkommende animeI modsætning til så mange anime-film formår “Princess” rent faktisk at engagere sit publikum følelsesmæssigt, ikke blot gennem visuelt blændværk, men ved at have en vedkommende, ambivalent og barsk fortælling i førersædet. For der er ting på spil her – jordnære ting, som man kan forholde sig til, samtidig med at Morgenthaler ikke går af vejen for at krydre paletten med den ene voldseksplosion efter den anden. Når det går blodigt for sig, lægges der ikke fingrer imellem, og selv om det er tegnede lemmer der flyver til alle sider, er det skam ikke for børn.

Ganske vist har filmens bæger sine stænk af malurt, og netop den skrabede tegnestil giver bøvl med synkroniseringen i forhold til lydsiden. De to dele følges ikke lige heldigt ad, men bevarer ofte en afstand mellem hinanden som skurer lidt i helhedsbilledet. Den danske tale, der måske nok ville have gjort sig bedre the American way on the mean streets of N.Y. forsøger hæderligt at gøre den hårdkogte lingo kunsten efter, men snubler enkelte gange, især hos den mere klodsede dialog blandt nogle af bipersonerne, selvom dette er småting.