Et kærkomment kys

Det ville være en overdrivelse at betegne 2D-animationsgenren som død. Den lever trods alt i bedste velgående i Asien, hvor koryfæer som Hayao Miyazaki nærmest spytter håndtegnede genistreger ud på samlebånd. Og så er der selvfølgelig også de talløse gammeldags tegnefilmserier, som kører på flimmerkassens børnekanaler døgnet rundt. Men de 3D-animerede vidundere fra Pixar og Co. synes at have udslettet flertallets lyst til lange tegnefilm af den gamle skole. Øv. Variation fryder ellers. Det er især derfor ærgerligt, at “Prinsessen og frøen” ikke er bedre.

Disneys sidste 2D-tegnefilm i spillefilmslængde, “De Frygtløse – The Muuhvie” fra 2004, blev et kolossalt flop. For at selskabets 2D-afdeling atter kunne få vind under sejlene, var der behov for en storslået nyklassiker… En film med samme gåpåhumør, visuelle gennemslagskraft og musikalske opfindsomhed som “Skønheden og udyret” og “Løvernes konge”. I stedet har folkene hos Disney produceret en hæderlig, men ordinær affære på niveau med “Tarzan” og “Hercules”. Du ved… de relativt flotte, men rutineprægede Disney-film fra 1990’erne, som hurtigt røg i glemmebogen. “Prinsessen og frøen” blev ikke ligefrem et flop, men den genererede kun med nød og næppe profit, hvorfor Disney allerede har trukket stikket ud på ét 2D-projekt, “Snow Queen”, og omdøbt “Rapunzel” til det noget mere moderne “Tangled”. Jøsses.

Men selvom filmen ikke tog verdens biografgængere med storm, ville det være noget af en tilsnigelse at beskrive “Prinsessen og frøen” som tilnærmelsesvis dårlig. Først og fremmest er filmen exceptionelt flot. Der er måske endda tale om Disneys mest elegante, håndtegnede værk i nyere tid. De smukt animerede figurer og detaljerede baggrunde overdænges med overdådige farver, som gang på gang vrikker kæben af led. Man kan vitterligt mærke, hvor meget omtanke og hvor mange kræfter, der er blevet brugt på hvert penselstrøg, og når filmmagerne indimellem tyer til computereffekter for at spare på kræfterne, bider man aldrig mærke i det.

Som titlen antyder, handler filmen om en prinsesse og en frø. Eller nærmere bestemt en servitrice og en prins. Tjenerinden Tiana vil så gerne have sin egen restaurant, og til en fest dukker en talende frø pludseligt op, som tilbyder Tiana pengene til at starte hendes eget etablissement. Hun kysser tudsen, så han kan forvandle sig tilbage til prins Naveen af Maldonia, men i stedet transformeres Tiana selv til en slimet, kvækkende frø. De to forelsker sig naturligvis i hinanden undervejs, og i deres kamp for at finde en kur mod deres frygtelige forvandling støder de på en masse talende dyr og insekter, der synger for og med på soundtrackets mange melodier.

Ja, “Prinsessen og frøen” følger nærmest slavisk opskriften på den traditionelle Disney-film, men i modsætning til mange nye animationsfilm er den hverken proppet med moderne popmusik, skjulte reklamer eller referencer til andre film og tv-serier. Derudover er her nogle virkelig gode sange – især den Oscar-nominerede og vidunderligt jazzede “Down in New Orleans” tager kegler, og det er umuligt ikke at nynne med på den grufulde Shadow Mans musikalske cadeau til underverdenens uhyrer: “Friends on the Other Side”. Men de fleste sange er for ens, for lange og forglemmelige, og så kommer der så mange i rap, at de direkte bremser filmens fremdrift.

Tiana er en lidt for stereotyp heltinde, mens Naveen lægger ud med at være så rapkæftet og kæk, at man ikke kan undgå at forelske sig i kræet. Der går dog ikke længe, før manuskriptforfatterne toner ned for hans skæve charme – måske gør de det for at gøre ham mere sympatisk, men i stedet gør de ham mindre interessant. Men mod slutningen begynder parrets romance for alvor at slå gnister. Shadow Man er Disneys bedste skurk siden Scar, og den gæve guldsmed Ray og den trompetglade alligator Louis er et par særdeles humoristiske sidekicks. Samtlige skuespillere leverer desuden en storartet indsats bag mikrofonen – inklusive Terrence Howard og John Goodman i mindre roller. I perioder er “Prinsessen og frøen” lige så fortryllende som Disneys hovedværker, men filmen skriger selv efter et kys, så den kan forvandle sig til det mesterværk, den kunne og burde have været.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. “Prinsessen og frøen” ser simpelthen ualmindeligt godt ud i HD. Den knivskarpe billedside er fuldstændig pletfri, detaljerigdommen er enorm, ingen komprimeringsfejl eller udtværing forekommer, kontrasten er perfekt, og jeg har sjældent set så flotte farver. Alene skovens lysegrønne nuancer er så smukke, at man næsten får lyst til at slikke fjernsynet.

Audio

Filmen lyder lige så fantastisk på Blu-ray, som den ser ud. Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix leverer læssevis af både dybe og høje toner med exceptionel klarhed. Replikkerne har en superb rumklang og bliver aldrig overdøvet af Randy Newmans melodiske musik eller lydeffekterne. Subwooferen brummer på de helt rigtige tidspunkter, og den tildeler alt fra musikorkesterets slagtøj til alligatorernes brøl ekstra slagkraft. Stort set samtlige højtalere er aktive fra start til slut, der er flere imponerende panoreringer, og den auditive atmosfære er blændende – et væld af spøjse dyrelyde får én til at føle, at man vitterligt er til stede i filmens skove, huler og paladser sammen med de animerede figurerer.

Ekstramateriale

Filmens legendariske instruktører, John Musker og Ron Clements (som også lavede “Den lille havfrue” og “Aladdin”), har sammen med produceren Peter Del Vecho indtalt et både informativt og underholdende kommentarspor. Derudover er her tolv minutters udmærkede slettede scener, et børnevenligt interaktivt spil, en lille times velproducerede dokumentarer om filmens tilblivelse samt adskillige trailere, musikvideoer og billedgallerier. Bedst af alt er muligheden for at se hele filmen i en udgave, hvor animationerne ikke er færdiggjorte – en både fascinerende og lærerig oplevelse. Ekstramaterialet præsenteres i HD, og dvd-udgivelsen af filmen medfølger også.

Fortryllet igen

Nogle gange skal man have tingene hængende lige foran næsen på en, før man bliver klar over, hvor meget man har savnet dem, og det var lige netop, hvad der skete for undertegnede inden for de første minutter af “Prinsessen og Frøen”.

Filmen markerer en tilbagevenden til den klassiske Disney-stil med håndtegnede billeder, iørefaldende sange og en traditionel eventyrfortælling – kort sagt alle de ting, som, man nærmest troede, var væk for evigt. Her er hverken hektiske actionscener eller 3D-effekter, men i stedet en roligt fortalt beretning, der udspiller sig i 1920’ernes New Orleans.

Her møder vi Tiana, der bestemt ikke er nogen prinsesse, men som møjsommeligt må slide og slæbe for at kunne erhverve sig den restaurant, der var hendes afdøde fars store drøm. Til byen kommer også en forkælet prins, som dog snart ved hjælp af sort magi bliver tryllet om til en frø. I den form møder Tiana ham da også, som det står skrevet i eventyret, men det velkendte kys, der skal transformere ham tilbage til menneskeskikkelse, viser sig at have en uventet virkning: I stedet bliver Tiana selv også forvandlet til en frø.

At se filmen er lidt som at træde ind i en tidskapsel, hvori man transporteres tilbage til de dage, hvor Disney stadig kunne finde ud af at lave gode film uden Pixars hjælp, og faktisk kunne man let tro, at filmen stammede fra samme periode som “Den lille havfrue” og “Skønheden og Udyret”. Forbandelser og forvandlinger er klassiske Disney-emner, og da eftersøgningen på det medikament, der kan trylle parret til normal form, begynder, flyttes handlingen ud i Louisianas sumpe, hvor de bl.a. får følgeskab af en jazzglad alligator og en forelsket ildflue. Helt efter bogen leverer de en stor del af filmens humor, men samtidig charmeres man også af den sødmefyldte kærlighedshistorie, efterhånden som frøerne finder fælles fodslag, og fortællingen bliver derved også en påmindelse om, at de velkendte Disneyeventyr også hører til nogle af de mest enkle og rørende romancer.

Begivenhederne understøttes af Randy Newmans musik, der med sin kraftige brug af jazz og gospel har kant nok til at fungere effektivt som forfriskende understøttelse af fortællingen, men samtidig er manglen på deciderede showstoppers påfaldende, og her er næppe nogen numre, der vil fænge uden den visuelle side.