The Producers – Forår for Hitler
Udgivet 10. okt 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Bedst er netop samspillet mellem de to karakterer Bialystock og Bloom. Replikkerne falder veloplagt og som perler på en snor, når de to rutinerede kræfter i Zero Mostel og Gene Wilder for alvor folder sig ud i rablende vanvittige, bindegale situationer, der gør det så umådeligt svært at bevare fatningen. Mel Brooks’ velslebne musicalkomedie er simpelthen satire, når det er allerbedst. Og de to herrer trækker sit publikum rundt i manegen med et lebendigt og tilbagelænet glimt i øjet igennem hele seancen.
Det er crazykomik på allerhøjeste plan. Men under overfladen lurer katastrofen. Ingen tvivl om, at “The Producers – Forår for Hitler” fra Mel Brooks’ side har været tænkt som en kritik af den måde, Hollywood-apparatet er skruet sammen på. Men hvad gør det, når måden, det leveres på, er så livlig og underholdende, som det her er tilfældet. Ironien er bestemt til at føle på, og situationens alvor til at gennemskue midt i mellem de muntre indslag, der læner sig op af, men aldrig bliver platte.
Tempoet er en udfordring for nutidens mediebevidste publikum. Instruktør Mel Brooks sætter for alvor fart på i filmens anden halvleg, mens første del bruger tid på at komme i gang. Heldigvis er det af mindre betydning, al den stund filmen gennemgående er krydret med crazykomik og veloplagte pointer, der vender vrangen ud på filmbranchens krop og sjæl.
Og så er musikken i sig selv en nydelse. De velkomponerede numre falder stemningsfuldt og passende ind, mens skuespillerne i filmens teaterstykke gjalder med på ‘Forår for Hitler’. “The Producers – Forår for Hitler” er fuldt ud forståeligt gået over i historien som en af Mel Brooks’ største bedrifter, og det er da også nærmest utænkeligt ikke at kunne lade sig rive med af dette galgenhumoristiske og næsten fuldendte stykke film, der for ganske nyligt tilmed var sat op som teaterstykke på de hjemlige breddegrader.
“The Producers – Forår for Hitler” i sin oprindelige udgave er et fabelagtigt gensyn med en af Mel Brooks’ mest træfsikre produktioner. Samspillet mellem Gene Wilder og Zero Mostel er altafgørende, den veloplagte og vanvittigt komiske fortælling fængslende, og replikkerne velsmurte og rappe. Filmen byder endda også på rimelige tekniske kvaliteter og fejrer dermed endnu en udødeliggjort klassiker.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet