Uden hjælpemidler

Giv det et skud. Bare gør dit bedste. Du prøvede i det mindste. I Christian Mungius prisvindende “Prøven” er sådan nogle opmuntrende rygstød til studentereksamen en by i Rusland eller måske snarere i venlige velfærds-Danmark. Her i Rumænien er den afsluttende ‘bacalaureat’ ladet med en helt anden alvor. En skævert betyder en udsigtsløs fremtid i Clujs depressive betonbyggeri. En god præstation kan være vejen til det forjættede EU. Dér hvor det største problem er 12-tals piger, der gør sig for meget umage. Mungius hændervridende drama er en hård samfundsfagstime, et bedrøvet, men trodsigt blik på fremtiden for rumænske unge og deres udmattede forældre.

Eliza drømmer om at læse psykologi på et engelsk universitet. Hendes far, Romeo, drømmer det mindst dobbelt så stærkt. Som læge på et nedslidt hospital i et korrupt system gør han sig ikke længere nogen illusioner om at vende udviklingen i Rumænien post-Ceausescu. Han virker oprigtigt interesseret i sin datters fremtid, men i glimt også træt af at beskytte og være bekymret. Hvis han kan få hende sendt ud i den civiliserede verden til en fin karriere, kan han måske endelig slappe af og nyde livet med elskerinden, Sandra. Desværre falder den endelige eksamen sammen med lige det, han har prøvet at forhindre hele Elizas liv: hun bliver overfaldet og forsøgt voldtaget på vej til skole.

Herfra former “Prøven” sig som en nedadgående spiral, hvor hvert valg, Romeo tager, åbner for et nyt dilemma. Én lang eksamen, der hurtigt går fra gode noter og velforberedte svar til desperate forsøg på at snyde censor, hvilket vil sige det engelske universitet med de strenge adgangskrav. Den bestikkelse, som Romeo ellers altid havde forsvoret, bliver pludselig tillokkende, og en læge har nemt ved at finde tjenester, han kan udføre i bytte. Selvfølgelig er der nogen, der kender nogen, der skal bruge en lever, og selvfølgelig er det først nu, myndighederne begynder at slå ned på korruption.

Adrien Titieni har et vidunderligt træt ansigt med daggamle skægstubbe, der nærmest stikker kradsende ud gennem lærredet. Hans mobiltelefon bryder forstyrrende ind i næsten alle scener, en konstant påmindelse om at være bagud. Alligevel er Romeo næsten flabet rolig. En sten gennem ruden til dagligstuen, en depressiv kone, en gravid elskerinde. Alt preller af på den erfarne hud, mens de røgfarvede briller afslører et mere og mere snævert tunnelsyn. Det er kun den prøve, det handler om, og så kan verden egentlig skrubbe af. Også Eliza, hvis hun nu skulle tro, at hendes mening egentlig talte.

Mungiu veksler hele tiden sine sceners intensitet, så stressede øjeblikke punkteres af ildevarslende ro. En forvildet jagt på den formodede voldtægtsmand gennem slummede baggårde har nærmest karakter af gyser, men går over i et ømt øjeblik med Sandra over en skål bønner. Romeo er altid i centrum, men det bliver langsomt åbenbaret, hvordan verden omkring ham, inklusiv Eliza og kæresten Marius, bevæger sig uafhængigt af hans indsats. Den ordning går kun galt, når han smider sin apati og prøver at kæmpe mod strømmen i stedet for at flyde med.