Quiet Ones, The

InstruktionJohn Pogue

MedvirkendeJared Harris, Sam Claflin, Erin Richards, Olivia Cooke, Rory Fleck-Byrne

Længde98 min

GenreGyser

IMDbVis på IMDb

I biografen30/10/2014


Anmeldelse

Quiet Ones, The

4 6
BOOH – Britisk Organ for Okkult Hjemmevideo

Jeg synes film på film, har en særlig evne til at vække uhygge. Lige fra “Skjulte øjne” og “Blow-Up”s mysterier i negativet til “Blair Witch Project” og de klamme videoer i “The Ring” viser filmhistorien, at jeg vist ikke er den eneste. Nogle forsøger at pakke historien ind i realisme og håndholdte kameraoptagelser fra forsvundne filmhold. Andre går på rov i smalfilmenes hakkende brune utydeligheder af glemte, men ikke helt døde børn. “The Quiet Ones” blander det hele og lader den unge Bryan og hans kamera være vidnet til et urovækkende psykologisk eksperiment.

Inspireret af virkelige begivenheder kredser historien om forsøget på at kurere den psykisk syge Jane Harper med nye revolutionerende metoder. Vi er 70’ernes England, hvor psykiatrien stadig er ved at finde sig selv, og hvor filmkvaliteten på Bryans kamera er tilpas dårlig til at lægge et skummelt slør over scenerne. Var der et eller andet i det hjørne? – synes kameraet næsten at foreslå, mens det panorerer henover det isolerede gamle hus, som gruppen selvfølgelig udfører eksperimentet i.

Anført af professor Joseph Coupland arbejder holdet på at bevise en hypotese om, at Janes voldsomme psykiske udsving har skabt en anden bevidsthed med telekinetiske evner. Her er den tynde forbindelse til virkeligheden det ægte “Philip”-eksperiment i Toronto fra samme årti. Det er næsten blevet kutyme at smække ’based on a'-stemplet på en gyser, men her er det næsten synd, for det ubehagelige manuskript kan godt stå alene. Ellers gennemprøvede dæmonskrig og menneskeskrål holdes tilpas friske. Ikke fordi der hele tiden skrues lidt mere på de knirkende, blodrøde knapper, men fordi tvivlen om Jane og andres mentale tilstand ikke forsvinder før til allersidst.

“The Quiet Ones” sætter langsomt og sikkert sit gys i scene med typiske figurer, der er lige præcis fængende nok til at bevare interessen. Jared Harris’ brændende intensitet og knækkede stemme arbejder fint for videnskabsmanden, der måske er mere gal end sin patient. Over for ham er det et plus, at Olivia Cooke giver en portion menneskelighed til den spøgelsesblege pige i hvid kjole. Svagere står de unge medhjælpere. Sam Claflin er en ok udgave af den reelle unge mand, mens Rory Fleck-Burne og Olivia Cooke mest ender som en seksuelt frigjort udgave af Fred og Daphne fra “Scooby Doo”.

Desværre er vinklen lagt hos Sam og hans umotiverede forelskelse i Jane. Den får ham til at smide sit kamera og lede efter en forklaring i de arkane bøger på Oxford Folkebibliotek. Der er intet overraskende i hans fund eller den store finale, og sidste tredjedel af filmen er klart den dårligste. Men indtil da bliver der heldigvis serveret masser af grynet hjemmevideo med susen og prusten fra de nederste af helvedes syv cirkler. Det er ikke originalt, men forskrækkelserne bliver bare store, når de kastes lige ind i synet på tilskueren og ikke skal forbi en blond pige eller en veltrænet ung mand først.

“The Quiet Ones” bruger i lange perioder håndholdt realisme til et veludført angreb på dårlige nerver og ville være en endnu bedre film, hvis den blev lænket strammere til den tynde væg mellem at tale med de døde og tale med en psykiater. Selv om den ikke finder balancen 100 procent, demonstrerer den langt hen ad vejen, hvad vi egentlig godt vidste: rigtig uhygge gemmer sig ikke i monstrenes brøl, men i sindets stille hvisken.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

I en afsides bygning uden for London sætter en gruppe af studerende gang i et eksperiment på pigen Jane Harper, der har mistet hukommelsen og opfører sig besynderligt. Eksperimentet skal bevise at det overnaturlige ikke findes, og at Jane ikke er besat. Den unge Brian (Sam Claflin) filmer eksperimentet, og bliver undervejs fascineret af Jane, som han også får sympati for. Men efterhånden som eksperimentet skrider frem, sker der flere uforklarlige ting, og sandheden om Jane viser sig at være langt mere frygtindgydende end nogen af dem havde regnet med.