Shh… Det er regel nr. 1. En finger for munden, så er det alvor. Så simpelt kan det siges. Så simpelt kan man opbygge intensitet. Nervepirrende, intens stilhed. For Guds skyld shh! Men så kommer sønnen til at tænde for den larmende legetøjsraket. Stilheden bliver afbrudt af gys!

Det er sjovt, at det i disse dage er de komiske skuespillere, der laver gode gys. For blot en måned siden hev Jordan Peele en Oscar hjem for historien til “Get Out”. Nu er det så John Krasinskis tur til at indtage gyserverdenen efter at være vokset op på “The Office”. Han kan begge steder.

Men hvor Jordan Peele lavede en samfundskritisk gyser om race og fordomme, så handler det for Krasinski mere om familieforhold.

Krasinski selv spiller farmand, der vil gøre alt for at beskytte sin gravide kone, sin skræmte søn og sin døve datter, der er overbevist om, at han bebrejder hende en tragedie. Det er et familiedrama indhyllet i gys.

Og “A Quiet Place” tager sig god tid. Til trods for korte 90 minutter. Det er en slow burner.

Den tager sig tid til at introducere deres verden, hvor vejen til byen foregår på bare tæer på en sti af tavst sand. De spiller brætspil på tæpper og spiser af lydløse blade. Det er en gennemført verden. Men med én lyd så er alt på spil.

I en verden, hvor alt skal foregå i stilhed, så kan én lyd ændre alt. Det er sindssygt intens, når nogen taber noget. En lampe vælter. Kommer de? Hørte de os?

Men på grund af familiedramaet, så er det ikke konstant ‘lyd, åh nej, lyd, åh nej’-stemning. Krasinski ved nemlig, at det er mere effektivt, når det sker sjældent. Men altså… Emily Blunt er gravid. Meget gravid. Shhhit!

For stilheden varer som bekendt kun til lige før stormen. En uundgåelig storm for den lille landfamilie. Og når først den rammer, så forsvinder en smule af intensiteten også. En smule!

Det er ligesom med “Don’t Breathe”. Stilhed for at undgå truslen. Bang! Så flygter vi igen. Action. Stilhed. Action. Ikke at det bliver kedeligt. Bestemt ikke. Men jeg lod mest være med at trække vejret, da det var de små ting, der faldt på gulvet.

Alligevel virker den stormfulde action. Det skyldes det intime setup. Det foregår kun på gården. Der er kun familien. Der er ingen “Cloverfield”-monstre, der hiver hovedet af Frihedsgudinden, selv om der har været rygter.

Der er ingen paradoksale, videnskabelige årsager. Det står for sig selv. Det foregår på gården og det omkringliggende område. Det gør det kun mere nærværende, personligt og forbandet intenst.

I stedet for at invitere mig til et satirisk gys a la Peele, så tager John Krasinski mig på en nervepirrende tur ind i stilheden. Her bor en familie, der bearbejder sorgen. De nyder det stille familieliv om aftenen. Det er et til tider rørende familiedrama.

Men så tænder Krasinski for kontakten på legetøjsraketten… Shh! Stille!