Rambo: Last Blood
Udgivet 19. sep 2019 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Som hvis en idiot havde lavet “Logan“. Sådan vil jeg beskrive “Last Blood”.
Det handler nemlig om det samme. En ældre helt, der nu tager på én sidste mission for at redde en ung pige.
Den formel gav i 2017 Hugh Jackman den bedst mulige afslutning på karrieren som Wolverine i “Logan” – nu giver den selv samme formel Sylvester Stallone den værst mulige afslutning som John Rambo.
Det ligger ellers en god idé gemt i at igen gøre en “Rambo”-film til en lille størrelse hjemme i USA.
Efter missioner til Vietnam, Afghanistan og Burma vender Rambo nu retur til en ranch i Arizona, hvor han lever det stille liv som cowboy sammen med en kvinde og en pige – deres forbindelse til Rambo blev aldrig tydelig.
Det hele begyndte også hjemme i USA, hvortil Rambo vendte hjem med posttraumatisk stress som Vietnam-veteran i “First Blood”.
Dengang i 1982 var Rambo ingen actionmand, men en stakkel, der blev mødt med modstand af et USA, som tog afstand fra krigens mænd. En følsom efterkrigsfilm, hvor der hverken var gode eller onde – selv om man holdt med Rambo.
I “Last Blood” er hjertet revet ud. Rambo er nu småracist, der belærer om, at Mexico er et farligt sted.
Men det er pigen Gabrielle ligeglad med. Hun leder efter sin mexicanske far, selv om Rambo advarer om, at han er en ond mand – verden er simpel.
Og Rambo får naturligvis ret. Mexico er farligere end Europa i en “Taken”-film. Der går ikke mange minutter, så er Gabrielle fanget i en kælder med udsigt til et liv som ufrivillig prostitueret.
Efter en kort tur over grænsen får Rambo lokket de generiske Mexico-gangstere hjem til et sidste opgør, der kan beskrives som John Wick alene hjemme – bare uden stil, charme eller klasse.
Her er kun afstumpet vold, hvor John Rambo knivstikker den ene chanceløse mexicaner efter den anden, hvis de da ikke får hugget hovedet af, bliver sprængt i luften eller tortureret til døde.
Det er til det sidste uklart, hvorfor han gør, som han gør. Og hvorfor mexicanerne gør, som de gør.
Endnu mere uklart er det, hvorfor Sylvester Stallone er gået med til det her.
“Creed”-filmene har givet passende oprejsning til Rocky Balboa, der gik på pension med ære.
John Rambo pensioneres derimod i vanære med “Last Blood”. Her er ingen respekt for den rørende “First Blood”-fortælling, som satte veteraners vilkår til debat tilbage i 1982.
Tilbage er kun et hævnmonster med en stor kniv, der har skåret hjertet ud af John Rambo – og enhver mexicaner i nærheden. Hvil i fred.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet