Det burde være simpelt. Monstre vs. militær. Sådan var det dengang i 1980’erne, hvor man spillede “Rampage” i arkaden.

Men “Rampage”-filmatiseringen er blevet mere dum end simpel. Som en alvorligt ment og meget dyr udgave af “Sharknado”, hvor hajtornadoerne er blevet erstattet med en genmodificeret abe, øgle og ulv.

Den del er den mindst ringe del af “Rampage”. for det er da okay sjovt at se en kæmpe abe tæve en kæmpe øgle i centrum af Chicago. I de få minutter det varer.

Dwayne Johnson tager sig nemlig af hovedparten af skærmtiden som dyreven, men heldigt nok også tidligere medlem af special-styrkerne. Og manden med muskelhunde-nakken er da måske også en ret logisk casting til en film om unaturligt store dyr.

The Rock har udviklet sig til action-eventyrets Liam Neeson. Altid den samme stærke, sjove fyr, der redder dagen, hvad enten det foregår i “San Andreas” eller inde i “Jumanji 2”.

Denne gang skal han redde Chicago fra store dyr, atombomben og to slemme business-typer, der bor i et højhus. Men han gør det ikke med et ironisk glimt i øjet som Ian Ziering i “Sharknado”.

I stedet kan den her udgave af Dwayne Johnson oprigtigt ikke lide mennesker. Han kan kun lide dyr, siger han til den lækre, kloge forskerkvinde, der bliver hans makker.

Menneskene er nemlig kun onde krybskytter, fortæller han i et sentimentalt flashback, hvor muskelmanden redder baby-aben George, som nu er blevet lidt for stor, fordi den har sniffet noget grønt gift fra rummet, som er et menneskeskabt masseødelæggelsesvåben, men nu… Spørg ikke! Det er ligegyldigt.

Det er hele “Rampage”. Og lige så formularisk som Brad Peytons katastrofale katastrofefilm, “San Andreas” – også med Dwayne Johnson.

Nu er makkerparret igen samlet om et manuskript, hvor Johnson siger ting som ’Oh no!', ’Oh shit!', ’That sucks!', ’Let’s kick some ass!' og den lidt længere ’You mess with my friend, you mess with me, motherfucker!'.

Det er så dovent og gammeldags, at Arnold Schwarzenegger ikke ville gide at læse det op.

Lige så gammeldags er det med det stædige militær, der ikke vil lytte, og blondinen, som foretrækker muskelmanden frem for nørden med briller.

“Rampage”-spillet fra for mange år siden virker til sammenligning langt mere moderne end filmatiseringen, der ikke har fanget det smukke i det simple: Monstre vs. militær.

Så hellere sommerens “Sharknado 6”, hvor der garanteret bliver meget mere mand mod monster.

Selv om jeg så må nøjes med Ian Zierings tynde nakke i 2D.