En sidste gang i ‘Rampelyset'

“Rampelys” virker på mange måder som en film om Charlie Chaplins liv. Ikke den sjove Chaplin inde i filmene, men ham udenfor. For der er én stor forskel på denne sene Chaplin-film og det meste af hans katalog: Dens primære formål er ikke at være sjov. Hvordan håndterer Chaplin så det? Han reflekterer i stedet over det at have været sjov, ikke være sjov længere og at længes efter at være sjov. Men det handler ikke internt om Chaplin. Det sjove kan ses som stand-in for enhver anden bestræbelse i livet. Det handler om, hvad man er god til.

Her inde i lydfilmens 1952 er Chaplin klovnen Calvero. En afdanket en af slagsen. Hans storhedstid ligger langt tilbage – måske Chaplin havde det på samme måde? Han er fuld hele tiden, kan ikke stå på en scene uden først at have været en halv flaske igennem. Alligevel lykkes det ham en dag at redde balletdanseren Therezas liv. Hun har ikke lyst til at leve mere, men sammen kan de måske begynde forfra? Finde tilbage til livet.

Med det udgangspunkt udspiller størstedelen af den film, der originalt hedder Limelight”, sig i Calveros lejlighed. Chaplins brug af one location er perfekt. De er begge lukket inde. Til at begynde med kan de betragte verden udenfor igennem vinduet. Calvero fortæller om sin storhedstid, men den kan han jo ikke blive ved med at leve af og i. De er nødt til at komme udenfor, og gradvist lader Chaplin dem så også træde udenfor. Når de endelig får lov til at komme ud, er det en lettelse. Så længe har de været lukket inde.

I mødet mellem Calvero og Thereza får Chaplin opstillet fortid kontra nutid, det gamle og det nye. Som stumfilms-stjernen i “The Artist”, der møder nutidens tale. Calvero drømmer sig tilbage til sine bedste præstationer, men til tider bliver det næsten for meget. Fra drøm til mareridt. Han er nødt til at drikke det væk, dulme fortiden. Men den indhenter jo som bekendt alle. Kampen er illustreret i Chaplins berømte overskæg. Bedst som man tror, Chaplin er tilbage på toppen, viser overskægget sig i “Rampelys” at være falsk. Calvero forsøger at snyde sig tilbage til storhed.

Præcis som Calvero så er Chaplin her i 1952 en mand af fortiden, han er ikke helt skarp mere. For de jokes, der trods alt er, mangler timing. Der bliver dvælet nogle sekunder for længe ved scenerne. Det samme gælder for de dramatiske. Måske er det med vilje? Kan det ses som en meta-kommentar på Calveros visnende evner? Måske, men det skal jo stadig være en god film. Til tider er det, som om Calvero har instrueret.