Tredimensionelle billeder. Endimensionale karakterer

Tilbage i 1950’erne var 3D-biograffilm en vanvittigt populær dille på linie med hulahopringe og frisbeer. Folk valfartede til de amerikanske kinoer for at overvære alskens monstre, rumvæsner og diverse godtfolk projekteret på det store lærred med både højde, bredde og dybde. Men allerede før Sputnik havde fløjet sin første sejrsgang rundt om planeten i 1957, var 3D-film et mere eller mindre uddødt begreb, og først for nylig har Hollywood genfundet interessen for fænomenet. Hvorfor mon? Den nyproducerede 3D-eventyrfilm “Rejsen til jordens indre” leverer måske svaret.

Lad os først lige få noget på det rene: “Rejsen til jordens indre” er en ganske velspillet familiefilm med flere humoristiske øjeblikke og enkelte medrivende actionsekvenser – deriblandt en hæsblæsende rejse gennem en række snævre tunneller og ned ad adskillige stejle bakker via små minevogne, som vækker minder om togturen i “Indiana Jones og templets forbandelse”. Det er en fantastisk sekvens, som simpelthen tager pusten fra én, når man overværer den iført 3D-briller og hyppigt dukker hovedet for ikke at støde på de faretruende (om end ikke-eksisterende) skilte og træpæle undervejs.

Men i sidste ende er “Rejsen til jordens indre” lidt af en åndløs stiløvelse, som hovedsageligt er optaget af at slynge 3D-effekter i ansigtet på tilskueren i form af alt fra yoyoer og gigantiske insekters følehorn, til kæmpe dræberfisk og flyvende mælkebøtter. “Rejsen til jordens indre” kan vel nærmest betegnes som en gimmickfilm – nærmere en forlystelse end en egentlig film med en ordentlig historie eller mindeværdige karakterer. “Rejsen til jordens indre” tager ganske vist udgangspunkt i Jules Vernes elskede roman, men de to værker har meget lidt tilfælles, og filmen behandler sine få dialoger og karakterer som uvæsentlige distraktioner mellem de mange 3D-effekter, og man bliver hurtigt træt af det evindelige sansebombardement.

Og måske var det netop derfor, at folk ikke længere gad bruge penge på 3D-film i 50’erne? For når drengen har råbt ”Ulven kommer imod dig i 3D!” nok gange, gider man vel ikke høre på ham meget længere? Lad os i hvert fald håbe, at de mange 3D-film, som Hollywood i øjeblikket har i støbeskeen, har flere og større ambitioner end “Rejsen til jordens indre”. Takket være nye filmteknikker er det nu muligt at gøre 3D-film mere livagtige end nogensinde før, men hvis man kun benytter formatet til at få seeren til at spjætte i stolen, går der nok ikke længe, før de fleste biografgængere udelukkende tager til takke med almindelige 2D-film.

Modsat billederne er fortællingens figurer snarere endimensionale end tredimensionelle, og manuskriptet giver dem desværre sjældent andet at lave end at spæne og skrige. Men Brendan Fraser, islandske Anita Briem og Josh Hutcherson (det unge talent fra “Terabithia – et hemmeligt land”) er alle charmerende og veloplagte i rollerne som de tre nysgerrige vovehalse, som i fællesskab drager til jordens indre. Skuespillernes computergenererede omgivelser og rekvisitter er uheldigvis ofte decideret grimme, men lydsiden er upåklagelig, og en håndfuld muntre 3D-øjeblikke samt skuespillernes afvæbnende entusiasme gør det værd at rejse til videoforhandleren for i det mindste at leje “Rejsen til jordens indre”.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 1.85:1. To transfers befinder sig på skiven: Et 2D-transfer og et 3D-transfer. Desværre springer filmen tilbage til det aktuelle kapitels begyndelse, når man skifter mellem de to transfers. I alt fire 3D-briller medfølger, og de to plastiklinser er hhv. farvet rød og grøn. 3D-transferet fremstår meget grønt, men også lysere end eksempelvis 3D-transferet på BD-udgivelsen af “Polar-Ekspressen”, hvorfor 3D-effekten her er mere overbevisende og markant. Man får dog indimellem en fornemmelse af, at man bare overværer flere (indimellem lettere forskudte) 2D-lag ovenpå hinanden frem for regulær 3D, og man bliver hurtigt lidt bims i hovedet af at have brillerne på, men sædvanligvis har billedet en imponerende og overbevisende dybde.

2D-transferet er nogenlunde, men det er tydeligt, at man har skudt filmen på digital video, og at man har skruet så højt op for lysstyrken som muligt for at styrke 3D-effekten. Derfor virker kontrasten til tider utilstrækkelig – sorte farver og skyggeområder, som burde have fremstået dunkle, har det med at være nærmest grålige, og kontrastniveauet vakler en sjælden gang imellem fra skud til skud. Farverne savner også saft og kraft og virker indimellem blege. Billedet er dog skarpt, støj og komprimeringsfejl optræder virkelig sjældent, og edge-enhancement forekommer aldrig.

Audio

Det er en anelse skuffende, at man ikke har valgt at smække et ukomprimeret lydspor på denne Blu-ray, men skivens Dolby Digital 5.1-lydspor har en høj bitrate og er absolut et af de bedste DD5.1-lydspor på markedet. Lydsporet har en solid bund, og subwooferen og de andre højtalere leverer ofte dybe, slagkraftige lydeffekter med samme skånselsløse punch som mange af de bedste ukomprimerede lydspor. Men der er også massevis af subtile atmosfærelyde, der supplerer billederne perfekt, samt effektive panoreringer i hobetal (den førnævnte togtur har flere af de bedste i mands minde). Dialogen virker en sjælden gang imellem lidt spids og tør, og lydsidens højeste toner får ikke lov til at komme lige så meget til orde som de dybeste, men dette er under alle omstændigheder et imponerende mix.

Ekstramateriale

Instruktøren Eric Brevig og Brendan Fraser har indtalt et tørt og teknikorienteret kommentarspor til filmen, og derudover medfølger blot tre ultrakorte dokumentarer (samlet varighed: ca. 19 min.), hvori teenageren Hutcherson taler om optagelserne og en række forskere diskuterer, hvad der i virkeligheden befinder sig under vor planets overflade. Omslaget hævder, at spillet “Adventure at the Center of the Earth Challenge” burde befinde sig på skiven, men undertegnede kunne ikke finde det.

Jordens tredimensionelle inderside

Vi var vist var mange, der troede, at 3D med et par enkelte undtagelser ville forblive i 1950’erne, men ikke desto mindre er den tredje dimension nu tilbage for alvor og farer bogstavelig talt lige i hovedet på en i “Rejsen til jordens indre”.

Det sker faktisk kun få minutter inde i filmen, hvor Brendan Fraser svinger en yo-yo direkte mod lærredet, og man som publikum per instinkt dukker sig blot for at opdage, at man er blevet snydt. Yo-yoen er ligesom resten af filmen fotograferet med 3D-digitale kameraer og giver dermed en smag på en teknologi, som vi kan forvente at se meget mere af i fremtiden.

Historien er baseret på Jules Vernes klassiske roman, men er snarere en slags fortsættelse end en genfortælling. Den handler om forskeren Trevor Anderson, spillet af Fraser, der sammen med sin nevø opdager, at Vernes roman rent faktisk er baseret på rigtige begivenheder. I selskab med den kønne Hannah undersøger han sagen nærmere, indtil de alle tre uundgåeligt bliver fanget i den indre verden, der viser sig både at byde på ganske anderledes planter og dyreracer, hvoraf mange bestemt ikke er ufarlige.

Af alle Jules Vernes herlige historier er “Rejsen til jordens indre” måske den, der er ældet med mindst ynde, eftersom den i dag står som den mest åbenlyst forvrøvlede af hans fortællinger. Som fantasihistorie har den imidlertid bestemt stadig magt, og denne film er da også lavet som ren eskapisme. Handlingen og personudviklingen er minimal, og i stedet er al vægten lagt på de forskellige udfordringer, som de tre må overleve.

“Rejsen til jordens indre” er instrueret af Eric Brevid, der hermed får sin spillefilmdebut. At han har en fortid i special effects lader sig dårligt fornægte, og filmen føles da også langt hen ad vejen som en tur i et tivoli, hvor de forskellige forlystelser bliver vist en af gangen. Eftersom historien ikke indeholder en egentlig skurk, er hovedpersonernes eneste fjende de farlige omgivelser, der skiftevis prøver at tage livet af vore helte. Det ville utvivlsomt gøre oplevelsen dræbende kedsommelig i en konventionel film, men takket være 3D-gimmicken underholdes man alligevel, når dræberfisk, sten, dinosaurer og kødædende planter fare mod en, og man gentagne gange må undertrykke trangen til at dukke sig.