Rejsning på Saturn

Makkerparret Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg kan vel efterhånden uden de store skæmt anerkendes som dansk films gulddrenge par excellence, når det kommer til leveringsdygtighed inden for minefeltet manuskripter til danske kassesuccesser. Sjældent har de to drenge dog formentlig været i skudlinjen for en eksplicit forherligelse af særligt de mandlige kønsorganer, som tilfældet er det i “Rejsen til Saturn”, den animerede filmatisering af en af Claus Deleurans tegneserier.

Det er et stærkt krydderi, der her er tilsat, og det vil formentlig skræmme sarte sjæle, mens svage ditto til gengæld udsættes for muligheden for unødigt hjertestop. Tonen er kompromisløs og svælger i en politiske ukorrekthed, hvor der spilles på det danske samfunds faldgruber i al almindelighed og kendte personers bagsider i særdeleshed. Danske politikere og særligt den siddende regering står til verbale øretæver, ligesom toppen af dansk erhvervsliv også kan forvente et solidt drag over nakken. Grundlæggende kan de fleste dog regne med et skudsmål, for filmen har nemlig blik for det polemiske og sigter bramfrit til blandt andet de seneste års danske krigsdeltagelse og – ikke at forglemme – Muhammed-krisen.

I “Rejsen til Saturn” dikteres stemmerne bag figurerne i allerhøjeste grad af komikerparret Casper Christensen og Frank Hvam samt den lokale omgangskreds, der vanligt befolker tv-serier som “Klovn” og “Langt fra Las Vegas”. Her er rammerne imidlertid nogle ganske andre, og vi følger fortrinsvis fire astronauter, som med større eller mindre offervilje tager rejsen til Saturn, angiveligt for at finde nye energiformer, der kan sikre klodens fremtid. Sandheden er dog en ganske anden, og en skruppelløs finansmand, der på umiskendelig facon minder om Kurt Thorsen, har planer om at lokke udefrakommende rummænd til Jorden i håbet om, at de vil dræne denne for vand, så han selv kan leve fedt af at sælge de sidste vandreserver til ågerpriser.

De fire i cockpittet er vist, hvad man kan kalde en blandet landhandel. Truppen føres an af en paranoid befalingsmand med krigstraumer i Arne – hvem sagde B. S. Christiansen? – mens Per som gennemsnitsdanskeren af vanvare havner på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han har ikke de fjerneste forudsætninger for at klare sig som astronaut, men alligevel er forventningerne til, at han redder klodens befolkninger fra deres endeligt tårnhøje. På sidelinjen har vi den brovtne Ole, der knalder bajere på stribe, har et sprog, der ville gøre en hvilken som helst havnearbejder grøn af misundelse, og i øvrigt en sund interesse for kvindens erogene zoner. Han suppleres af iranske Jamil, der håber på at blive dansk statsborger, har dumpet indfødsretsprøven, men håber på en ny chance, hvis han tager en tur i rummet for konge og fædreland.

Et langt stykke ad vejen er “Rejsen til Saturn” en urkomisk størrelse, der forstår at dissekere det danske system fra enden til anden. Danske politikere har de seneste år været på kant med den internationale scene, menneskerettigheder med mere, men nu skal det ikke udelukkende handle om politik, og mange andre emner berøres lige så frivolt. Filmen finder ind til danskheden igennem fikseringen af porno, potens og drikfældige jens’er, mens universet her samtidig er befolket med fallossymboler på et plan kun sjældent set, hvis nogensinde før. Trods en tradition for til tider at målrette animationsfilm de alleryngste poder, er det i hvert fald her ikke tilfældet.

Undervejs fortsætter stridighederne med de udefrakommende gæster fra rummet. De har åbenbart store planer for kloden og helmer ikke et sekund. Mens vores hovedpersoner tvivlrådigt flakker om i det ydre rum, forsøger Susanne, Pers forhenværende kæreste, derfor at holde skansen som teknisk leder af rumcentret på Jorden. Men om det lykkes at vippe de dominerende gæster af pinden, vil kun tiden vise. “Rejsen til Saturn” har ikke den dybdeføling, som gjorde “Terkel i knibe” så elskværdig. Alligevel er filmen en legesyg og fantasifuld størrelse, der dog kæmper en smule for at få de 90 minutter til at hænge sammen. Men underholdende er det da. For det meste.

Video

“Rejsen til Saturn” præsenteres i et indbydende anamorphic widescreen 1.85:1-format, som er stort set uden mislyde. Looket er skarpt og drænet for edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger af nogen art. Både farvetemperatur og kontrast holder sig konstante, og som det eneste kan en smule blødhed i enkelte tilfælde detekteres. Alt i alt et fremragende transfer.

Audio

De to dansksprogede DTS- og Dolby Digital 5.1-lydspor gør sig også ganske godt. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, atmosfæren velfunderet, og effektlydene dejligt distinkte. Der er desuden flere eksempler på vellykkede lydpanoreringer, mens underlægningsmusikken synes en kende dilettantisk.

Ekstramateriale

Lige så underholdende som filmen i sig selv er ekstramaterialet, som blandt andet byder på et easter egg – og det skal tages ganske bogstaveligt. Herudover er staffagen skabt af en lang række teasere, trailere og klip, som har været del af en viral markedsføring. Bedst er dog en kort animationsfilm på knap tyve minutter, der giver Karl-Mar Møller fri lejlighed til at lufttørre kronjuvelerne. Svært underholdende.

En sjov rumrejse

Folkene, der gav Anders Matthesens “Terkel i knibe” liv på det hvide lærred, er tilbage med en ny animationskomedie med højtflyvende ambitioner. Børn, skolegårde og den politisk ukorrekte humor, som var at finde i “Terkel i knibe”, har de ladet ligge for i stedet at koncentrere sig om Claus Deleurans’ tegneserie “Rejsen til Saturn”.

Danmark er nået til den epokegørende dag, hvor man skal sende en ekspedition til planeten Saturn for at klarlægge, hvordan den kan drænes for energiressourcer, alt sammen finansieret af den mægtige forretningsmand Karl Maj. Desværre får teamets navigatør salmonellaforgiftning i sidste øjeblik, og der må derfor findes en afløser i en fart. Valget falder på den helt almindelige Per, der gerne vil føre sig frem som astronaut. Begejstret bliver han dog ikke, da han finder ud af, at han er tiltænkt pladsen som navigatør i det i forvejen brogede astronautteam.

Pers tidligere kæreste Susanne, der er teknisk chef på projektet, er heller ikke begejstret for Pers indtræden i rummissionen. Hun mener ikke, han har evnerne til en sådan opgave og forsøger at stoppe det. Det lykkes ikke, og snart er Per og resten af astronautteamet af sted på deres ekspedition til Saturn. Foruden Per består de af Arne Skrydsbøl; en skydegal militærmand, der gerne vil styre teamet med stram disciplin; den naturfilmentusiastiske og øl-tørstige Ole; samt indvandreren Jamil, der som led i at få dansk statsborgerskab er med på turen. Ekspeditionen bliver dog overrasket, da de ved ankomsten til Saturn finder ud af, at planeten allerede er indtaget, og at de fremmede væsener langtfra er venligsindede.

Animationen af “Rejsen til Saturn” er forholdsvis enkel, som det var tilfældet i “Terkel i knibe”, men alligevel anderledes og væsentlig bedre. Væk er de sugerørstynde ben og arme såvel som de store hoveder. Figurerne i “Rejsen til Saturn” ser lidt mere “normale” ud lige på nær deres enorme næser, som er på størrelse med et miniflute. Den enkle animation er ikke noget minus, da der på intet tidspunkt er tvivl om, hvad der foregår, og animationen bliver samtidig båret af en god og sjov historie.

Stemmerne bag de mest fremtrædende figurer i filmen leveres af Casper Christensen, Iben Hjejle, Frank Hvam, Simon Jul Jørgensen samt Ali Kazim, og de kræver næppe nærmere præsentation. Resultatet er bedre end forventet, når der tages højde for de stereotype roller, som de næsten altid optræder i. Særlig skal Frank Hvam, Simon Jul og Ali Kazim have ros for deres indsats. Ikke fordi deres stemmer udskiller sig meget fra deres normale, men fordi de leverer stemmerne i en grad, der går fremragende overens med deres fornøjelige karakterer, godt hjulpet af manuskriptet, der giver dem en lang række sjove replikker.

Dem, der skuffer, er Casper Christensen og Iben Hjejle, der ikke får meget ud af deres roller som Per og Susanne. Til deres forsvar skal det siges, at deres karakterer ikke er videre interessante og slet ikke har fået den karisma, som de andre karakterer er i besiddelse af, hvilket har givet skuespillerne noget mindre at arbejde med. Alligevel burde Iben Hjejle være i stand til at fremstå som noget mere end blot en mørkhåret udgave af sig selv.

“Rejsen til Saturn” oser af samfundssatiriske indspark, der i høj grad lægger op til grin, og selvom både gud, konge(hus) og fædreland bliver taget under behandling, så er det især indvandrere og opfattelsen af indvandrere, som kommer under kærlig behandling.