Resident Evil: Afterlife (3D)
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 5. mar 2011 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Paul W.S. Anderson virker som en rigtig fin fyr. I interviews fremstår han som regel ydmyg, nede på jorden og endda intelligent. Hans største idoler er virtuoser som Ridley Scott og James Cameron, og Anderson har slet ikke den samme selvfede attitude som Uwe Boll – en anden nedsablet filmmager, som også er bedst kendt for at filmatisere videospil. Men desværre er det altså ikke gode intentioner, som forsyner en films benzintank, men derimod ambitioner, mod og talent – tre ting, som Anderson desværre lader til at være foruden. Det føles, som om “Resident Evil: Afterlife” er Andersons 117. fadæse i streg.
Milla Jovovich, Andersons hustru, er tilbage i rollen som zombiejægeren Alice, som leder efter overlevende i en raseret verden spækket med levende døde. Efter en kort (og enormt forvirrende) prolog befinder Alice sig pludseligt i Alaska, hvor hun forgæves forsøger at finde andre overlevende. Hun flyver lynhurtigt videre til Los Angeles, hvor hun støder på en håndfuld mennesker i et fængsel omringet af zombier. Sammen forsøger gruppen at kæmpe sig frem til kajen, hvor der måske er et skib, som kan føre dem væk fra alle de blodtørstige bæster.
Bortset fra et par effektive chok er “Resident Evil: Afterlife” slet ikke uhyggelig, fordi tempoet er så højt, og computereffekterne er så vanvittigt kunstige, at man aldrig fornemmer, at der er fare på færde. Af samme årsag leverer actionsekvenserne sjældent varen, og når de endelig fungerer, er det som regel, fordi de plagierer bedre film. Starten er praktisk talt tyvstjålet fra “The Matrix Reloaded”, men i virkeligheden er der intet i filmen, som genrens fans ikke allerede har set utallige gange før. “Resident Evil: Afterlife” blev en kæmpe succes i biffen, så serien vil nok fortsætte med at slentre langsomt mod sin uundgåelige undergang som en udmattet zombie, der langsomt dør af sult. Suk. Og den første halvdel af “Event Horizon” var ellers så lovende, Paul…
Præsenteret i 1080p/MVC-3D 2.35:1. Eftersom dette er Filmz’ første anmeldelse af en 3D-Blu-ray, er det oplagt lige at gennemgå vores udstyr. Vi afvikler filmene via en PS3 med den seneste firmware installeret, vores monitor er et Samsung 63″ CC7705 Plasma 3DTV, og vi bruger Samsungs egne SSG-2200AR 3D-briller. Men selvom der står “3D” med store bogstaver på udgivelsens etui, kan fans, der ikke ejer et 3DTV, ånde lettet op: Man kan også se filmen i 2D, og uanset hvordan man vælger at se filmen, er billederne knivskarpe, farverne er kraftige og naturtro, kontrasten er perfekt, og ingen komprimeringsfejl eller glorier forekommer.
Men de fleste læsere er nok mere interesseret i at høre om skivens 3D-transfer, og kort sagt: Det leverer varen. Jeg har efterhånden set en del 3D-udgivelser, og “Resident Evil: Afterlife” er afgjort en af de mest imponerende, hvilket giver god mening, eftersom filmen faktisk blev skudt i 3D og ikke blev konverteret til 3D efter optagelserne. Objekter kommer tit flyvende mod tilskueren, og 3D-effekten er ofte så troværdig, at man bliver tvunget tilbage i sædet. Men der er konstant en pragtfuld dybde i billedet, og adskillelsen mellem de forskellige lag er immervæk imponerende. Alices dyst med en maskeret kæmpezombie er filmens 3D-højdepunkt – man frygter helt, at man ikke kan tørre blodet af linsen.
Skivens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er et aggressivt og voldsomt lydspor, som bombarderer lytteren med voldsomme lydeffekter, der har masser af slagkraft og kommer klokkeklart igennem, og hverken replikkerne eller Todandandys udmærkede musik overdøves nogensinde. Subwooferen giver især musikkens dybe toner ekstra slagkraft. Filmen er nærmest én lang actionsekvens, og lydsporet er spækket med superbe panoreringer, som gang på gang får os til at dreje hovedet i frygt for, at stuen er blevet invaderet af zombier. Men selv filmens få stilfærdige scener imponerer, hvor der er læssevis af stemningsfulde, subtile lydeffekter på menuen.
Anderson har indtalt et knastørt kommentarspor til filmen sammen med producerne Jeremy Bolt og Robert Kulzer. Det medfølgende video-kommentarspor er langt bedre, men der er indimellem et markant interval mellem de viste videoklip. Derudover er her 47 minutters overfladiske dokumentarer, en lille stak slettede scener, nogle fornøjelige fraklip og en håndfuld trailere. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.
Udkommer der monstro nogensinde en seværdig filmatisering af et videospil? “Resident Evil: Afterlife” er rodet og ringe, men hvis du ejer et 3DTV, er den næsten værd at eje på Blu-ray, fordi den så fornemt demonstrerer, hvor godt 3D kan fungere i hjemmebiografen. Men hvis man har et normalt fjernsyn og ikke er fan af franchisen, kan man trygt lade udgivelsen blive på butikshylden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet