Robin Hood uden pjat

Ridley Scott har med funklende og uopslidelige værker som “Alien” og “Blade Runner” for længst skrevet sig ind i mestrenes panteon. Desto mere undrer det, at han i de sidste 10-15 år har leveret en række middelmådige produktioner, bl.a. den flotte, men ulideligt højtidelige “Kingdom of Heaven”. Nu er Scott så klar med endnu en levendegørelse af middelalderen tilsat en genfortolkning af legenden om Robin Hood.

I det herrens år 1199 møder Kong Richard Løvehjerte sit endeligt på slagmarken i Frankrig. Blandt hans krigere er bueskytten Robin Longstride, der hurtigt udnytter kongens fald til at desertere. Ved et tilfælde involveres han i et baghold på ridderen Sir Loxley, som skal bringe Richards krone hjem til England. Robin overtager den døde Loxleys identitet, og tilbage i London afleverer han kronen til arvtageren Prins John. På Loxleys herresæde møder Robin Loxleys enke, den smukke Lady Marion, der af nød accepterer Robin både som husbond og godsejer. Men Robin får ikke megen tid til at nyde rollen som herremand, for både indre og ydre magter truer England, og kongen har brug for mænd af Robins støbning.

Meget er ændret i denne nye udgave af legenden om Robin Hood. Fremfor den klassiske fortælling om den fredsløse helt i Sherwoodskoven, der ta’r fra de rige og gi’r til de fattige, handler det her mere om de politiske stridigheder i 1100-tallets England mellem aristokrati og kongemagt. “Robin Hood” er således mere i tråd med Scotts tidligere historiefilm “Gladiator” og “Kingdom of Heaven” end Hollywoods kulørte varianter af myten om Robin Hood.

Det fremstår imidlertid noget tåget, hvad der egentlig er Ridley Scotts projekt. På den ene side fjerner han sig med højtidelig seriøsitet og realisme fra eventyrets verden for i stedet at iklæde sig historikerens formidlende klæder. På den anden side er det Historien ifølge Ridley Scott. Ikke et ondt ord herfra for at bøje historien lidt, så den bliver filmisk underholdende, men hvorfor så al den højtidelighed, når det nu alligevel bare er for underholdningens skyld? Når det drejer sig om at underholde, gøres det bedst i de kolossale slagscener. Scott mestrer kampens realisme og intensitet, så vi som seere er tilstede på slagmarken midt imellem fygende sværdhug og hvislende pile i et inferno af blod, sved og brækkede lemmer. Desværre fremstår filmens største slagscene – en middelalderlig pendant til D-Dag – grandios, men uden den store spænding, da udfaldet er afgjort, før det rigtigt får begyndt.

På mange måder er denne scene symptomatisk for hele filmen, for selv om man undervejs er engageret i fortællingen, er det som om, det hele er givet på forhånd. Alt følger stødt de skabeloner, instruktøren har brugt i sine øvrige historiefilm. Der er den vise faderskikkelse og den uerfarne og ærgerrige kongesøn. Der er de gode og de onde rådgivere og de trofaste hjælpere osv. Og selvom karakteren Robin Hood i skikkelse af den firskårne Russell Crowe langt fra er lige så ulidelig som Orlando Blooms korsridder i “Kingdom of Heaven”, er begge karakterer støbt af den samme grundform. Begge stiger fra pauvre kår til adelig stand i kraft af deres evner, og begge får derved en kvinde af ædel byrd med i pakken. Det er ikke uden en vis ærgrelse, at man konstaterer, at Ridley Scott er gået vel meget på repeat. Dermed ikke sagt, at han har mistet grebet om den gode fortælling, for “Robin Hood” er for det meste medrivende, og snarere end at kede sig føler man sig i velkendt, behageligt selskab filmen igennem.