Polsk-fransk urværk fra mester Kieslowskis værksted

Jeg ved ikke, hvorfor instruktører altid skal lave trilogier – fra Von Trier over Sergio Leone og Wachowski-søstrene til George Lucas. Der må være noget ved tallet, der tiltrækker dem. De er dog ikke garanteret succes. “Matrix”-filmene har stået på mål for en del kritik, Von Trier måtte opgive tredje del af sin Amerika-trilogi, og hvor Lucas’ første trilogi unægtelig er en klassiker, kan det nok ikke siges om hans anden. Som jeg skrev om “Hvid”, så har Kieslowskis forsøg med den tredelte historie sine svagere elementer, men samlet set er der altså en grund til, at de er klassikere.

“Rød” illustrerer glimrende én af årsagerne til den betegnelse; den er ualmindeligt velkomponeret. Her er ingen løse plottråde, tvivlsomme anløb til symbolik eller unødvendige scener. Kieslowski har sammen med sin faste manuskriptpartner, Krzysztof Piesiewicz, skruet et plot sammen, hvor alle dele opererer som små, nøjagtigt indstillede tandhjul, der hele tiden skubber frem mod sit klimaks. Dermed ikke være sagt, at det er et simpelt plot. Det er snarere ekstremt indviklet med masser af sidespor, der også skal bindes ind i den større fortælling med jævnlige referencer til netop “Blå” og “Hvid”.

Et så finmekanisk plot kunne nemt blive til et stift urværk, men det forhindrer to ekstravagante elementer: Preisners sublime musik (ja, jeg ved godt, jeg har påpeget det i tidligere tekster) og så de sublimt smukke og stemningsfyldte billeder. Som i de første film dukker den relevante farve hele tiden op og efterlader et indtryk, der muligvis er mere underbevidst end realiseret. Alt i billedet har betydning og ofte kommunikeres der mindst dobbelt så meget med små bevægelser og blikke end med ord.

Som i scenerne mellem hovedpersonen, den naive, men godhjertede model, Valentine, og modstykket, den kyniske og misantropiske dommer, Kern. De to befinder sig aldrig på samme niveau. Hvis hun sidder, så står han. Hvis han sætter sig, så sidder hun på hug. En banal højdeforskel anskueliggør den enorme filosofiske forskel mellem de to. “Rød” er proppet med detaljer som dem. Det er sådan noget filmskoleelever elsker at bruge timer på at påpege over for alle de kender, og som mange prøver at eftergøre, men forsvindende få lykkes med.

Temaet er broderskab – det sidste ord fra det franske motto, der her fortolkes som solidaritet eller empati. Kern starter ud med at være blottet for det, mens Valentine besidder det i overflod. Så meget, at hun ikke kan få sig til at sige sin modbydelige kæreste imod. Som hun konstant leger telefon-tagfat med. Meget af dialogen foregår over telefon. Den fysiske afstand bruges til at vise en mental eller følelsesmæssig ditto. Derfor er det også kun i relationen mellem Kern og Valentine, som mødes ansigt til ansigt, hvor der rent faktisk sker en udvikling.