Flugt fra eget blod

’Du har glemt, hvem du er'. Sådan lød de udødelig ord fra Mufasa til Simba i Disney-klassikeren “Løvernes konge”. Jeg er enig. For alle har sine rødder, som for altid vil være en del af ens liv. Alligevel prøver Elle Marja at undslippe sit liv som samer og bare være en almindelig svensk pige. Men som så mange gange før er det sværere end først antaget. Og som så mange gange før virker det.

Det begynder, da Elle Marja hedder Christina. Hun er blevet en ældre kvinde. Søsteren er død, og hun tager meget modvilligt til begravelsen sammen med sin søn og et barnebarn. Hvorfor er hun så modvillig? En ældre samer genkender hende til begravelsen. Hun reagerer ikke på navnet, Elle Marja. Hun nægter at tale samisk. Hun vil kun tale svensk. Hvorfor? Det ved fortiden. Hvad skete der tilbage i 1930’ernes Sverige, der gjorde, at Elle Marja blev til Christina? Man gjorde de anderledes fortræd.

Det hele bunder i en længsel efter muligheder og kærlighed. Samerne var ofrer for racebiologisk undersøgelser. Præcis som jøderne var ofrer i resten af Europa. Elle Marja er ikke, som svenskerne vil have, samerne skal være. Hun er klog. Hun gider ikke have rensdyr. Hun vil have en uddannelse og finde kærligheden. Men samerne lærer ikke det samme i skolen, som almindelige svenske børn, og kan derfor ikke få en uddannelse. Det siger lærerinden i hvert fald. Men det vil Elle Marja ikke høre tale om. Jeg næsten hujer hende af sted mod Uppsala og væk fra ødemarken. Det er ren girl power!

“Sameblod” ligner noget, som før er set i nyere skandinavisk film. Der er den forfærdelige skole, hvor det at være anderledes og at sætte sig op imod autoriteterne er nærmest ulovligt. Ligesom i “Ondskab”. Det er historien om at bryde med den kultur, som man er opvokset i for at leve livet som en normal med kærlighed og muligheder. Også selv om det betyder at forlade familien. Ligesom i “To verdener”. Der bliver lånt fra tidligere filmsucceser. Det har virket før. Det gør de igen.

Som Sara også måtte sande i “To verdener”, så er det sværere end som så at give slip på ens rødder. Også selv om man prøver så ihærdigt at slippe væk. Selv om Christina er en svensk pige, der går i almindelig skole og løber efter drengene i fritiden, så kan Elle Marja ikke slippe væk fra rensdyrene, søsteren og at joike. Elle Marjas blod vil uanset hvad altid løbe i årene på Christina. Og måske er blod ikke altid så forfærdeligt, som man troede, da man var ung.