Underholdende barbari

I 1980’erne og de tidlige 90’ere var der ikke mange filmmagere, som leverede lige så mange perler i streg som Oliver Stone. “Salvador”, “Platoon”, Wall Street”, “Født den 4. juli”, “JFK”, “Natural Born Killers”, “Nixon”… Jamen dog. Siden da har den amerikanske filmmager dog mistet en smule af sin mojo, men hans film er altid seværdige, og man må sgu beundre hans alsidighed – siden årtusindskiftet har han lavet alt fra et historisk epos (“Alexander”) over en 9/11-film med masser af patos (“World Trade Center”) til en fyrstelig farce om en tumpet præsident (“W.”). Stones seneste film, “Savages”, er en nervepirrende thriller om to ungkarle, Chon og Ben, som går i flæsket på den mexicanske underverden, da deres “fælleskæreste”, O, bliver kidnappet af en glubsk narkobaron, der vil tvinge fyrene til at overdrage deres legendariske tjald. Ordet “gentagelse” eksisterer simpelthen ikke i Stones ordforråd.

I begyndelsen kunne jeg dog ikke forstå, hvorfor en intellektuel, visionær filmmager som Stone havde lyst til at lave en film om to junkiers hævntogt. Indtil det pludseligt slog mig: “Savages” er en blodbesmurt allegori for finanskrisen. Da vores to potdyrkende helte for første gang møder det mexicanske kartel, som mægtig gerne vil overtage duoens populære pot(te)planter, kommer centralamerikanerne med alskens tillokkende tilbud: Øget profit, hvidvaskning af penge, billige iværksætterlån og forsikringer… Her sidder en gruppe mennesker, der til dagligt beskæftiger sig med narko og nakkeskud og taler som velsoignerede børsmæglere.

Og selvom Chon og Ben selv dyrker pot og til tider svinger en pistol foran deres skyldnere, er der for mig ingen tvivl om, at Stone vil have os til at hylde d’herrer, som var de heroiske helgener. Vi ser dem tilmed bruge deres profit på at hjælpe kræftpatienter og børn i Afrika. Kriminelle, jovist, men samvittighedsfulde kriminelle, der tør udfordre et system lige så fuldstændig fordærvet som finanssektoren.

Den stærkt venstreorienterede og politisk engagerede Stone, som aldrig har været bange for at prikke til det etablerede system (hans to “Wall Street”-film er åbenlyse eksempler), nyder tydeligvis at udleve fantasien om et frontalangreb på finansverdenen bag en mainstreamgenres slør. Selv med en spilletid på hele 141 minutter slækker han sjældent grebet om speederen, og det er mange år siden, at en Stone-film har bugnet så meget af spydig humor og ren vildskab – bare tjek de to kammeraters kaotiske angreb på en række skudsikre biler og filmens sidste, nerveflænsende opgør. Stone dukker tilmed selv op og danser(!) i en kort, gakket og delvist animeret sekvens. Ganske vist er her ikke meget stof til eftertanke (kun masser af stoffer), men “Savages” er solid underholdning begået af en ferm filmmager i fællesskab med et veloplagt, talentfuldt cast.

Det er nu også svært ikke at holde af Chon og Ben – ikke blot fordi deres modstandere er nogle nederdrægtige djævle (dem kommer vi til lige om lidt), og ikke blot fordi deres kidnappede kæreste, O, er en godtroende, sympatisk kvinde, som man nødigt ser tortureret, men også fordi Taylor Kitsch og Aaron Johnson tilføjer så megen charme og varme til de to antihelte, at man ikke kan undgå at holde af dem, selvom man aldrig får meget at vide om dem – hverken før eller efter O’s kidnapning. En ugerning, som kickstarter plottet. Selvom de er i en frygtelig branche, udviser de tilpas med anger og medfølelse til, at deres umoralske levebrød aldrig bliver en hæmsko for ens medfølelse med dem.

Desværre får Chon og Ben sværere og sværere ved at bunde i det enorme hav af kulørte bipersoner. Gudskelov er de alle sammen enormt underholdende, men både Stone (der i øvrigt medforfattede manuskriptet) og tilskueren mister lidt følingen med de to venner i filmens sidste tredjedel, hvor filmmagerne lige skal sammenvæve de (for) mange tråde, som de har spundet undervejs. Men kedelig bliver “Savages” aldrig, og selvom Benicio Del Toro spiller en uhyre grum satan – kartellets #1 håndlanger – er det umuligt ikke at blive tryllebundet af hans fandenivoldske og frygtindgydende præstation, især når han krydser klinger med en gæv John Travolta i rollen som en kujonagtig, korrupt DEA-agent. Det er simpelthen en kæmpe fornøjelse at se de garvede gutter forsøge at slå hinanden i overspildisciplinen. “Savages” er altså alt i alt en noget rodet pærevælling af en masse herlige ingredienser.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Oliver Stone leger lidt mindre med alskens filtre, end han plejer, og derfor har “Savages” generelt en meget flot, detaljeret og behagelig billedside. Kontrasten er solid, detaljerigdommen er sædvanligvis enorm, transferet har en lækker, celluloidagtig tekstur, og jeg bemærkede aldrig edge-enhancement eller banding. Indimellem skruer Stone dog gevaldigt op for farvemætheden, men det er et stilistisk valg, som fungerer godt (især fordi han kun gør det under filmens mest dramatiske sekvenser). Til tider bliver farvemanipulationen dog ledsaget af digital støj – heldigvis aldrig i et tilnærmelsesvis distraherende omfang, men der er i hvert fald nok støj til at frarøve billedsiden topkarakter.

Audio

På lydfronten er Stone heller ikke så legesyg, som han plejer at være – hvilket er pudsigt, når nu en film som “Savages” i dén grad lægger op til et aggressivt mix. Men diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er trods alt fremragende. Enkelte replikker kan godt være lidt utydelige (især når Benicio Del Toro mumler), men de har altid en fornem rumklang, og langt de fleste (og alle de vigtige) replikker kommer klokkeklart igennem. Samtlige panoreringer fungerer efter hensigten, og under filmens actionsekvenser vågner hele kanalnetværket op til dåd, og man føler helt, at man er omgivet af maskinpistoler og flammer. Lydmæssigt er de mere stilfærdige scener ikke helt så imponerende, men den auditive atmosfære er detaljeret nok til at være overbevisende.

Ekstramateriale

Jeg har altid nydt Oliver Stones kommentarspor. Stone er ekstremt velformuleret, informativ og forfriskende uprætentiøs. Desværre indeholder denne danske disk ingen af de to kommentarspor, som befinder sig på den amerikanske Blu-ray. Øv. Her er dog i alt ni slettede/forlængede/alternative scener, som tilsammen varer omtrent 16 minutter. Flere af dem er interessante (Stone laver sjældent en direkte kedelig sekvens), men man savner ikke nogen af dem i den endelige udgave af filmen – en flashbacksekvens med Chon som barn er eksempelvis lige lovlig fjollet. Derudover er her fem korte dokumentarer, som tilsammen varer cirka 34 minutter, og som er så interessante, at man ville ønske, der var flere af dem. Især featuretten med Stones klippere måtte gerne have været længere. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Vild og voldsom

Oliver Stone har gennem tiden lavet nogle virkelig gode film og nogle virkelig dårlige film, og desværre har instruktørens seneste periode hovedsageligt været præget af den sidstnævnte slags. Men med “Savages” kan man håbe, at den dårlige stime er ved at ende, for her er altså en forrygende film, der både er sexet og brutal, smuk og grim, underholdende og dyb, nytænkende og konventionel – og dog mangler Stone lige det overskud, der kunne have gjort “Savages” til en af hans bedste og et ægte mesterværk.

Filmen handler om to venner, Ben og Chon. Ben er en veluddannet, buddhistisk indstillet filantrop, og Chon er en tidligere Navy SEAL-elitesoldat. Sammen dyrker de verdens bedste cannabis i Californien og lever fedt på pengene fra den forretning. O (eller Ophelia, som er hendes egentlige navn) er deres fælles kæreste. Men da det mexicanske Baja-kartel bliver misundelige på kvaliteten af de to venners eftertragtede cannabis, modtager Ben og Chon et tilbud, de ikke kan afslå, og som pludseligt gør, at de må kæmpe for at redde O’s liv.

Historien er som sådan ikke nyskabende, og den kaster ikke synderligt nyt lys over narkoproblematikken mellem USA og Mexico. I stedet leverer den hårdkogt mafiabrutalitet af den kaliber, der rent faktisk er forbudt for børn – og hvor er det befriende, at “Savages” er sådan en film, der ikke viger tilbage, når det kommer til at være kynisk og voldelig. Det har blandt andet den effekt, at the bad guys fremstår så kyniske og ondskabsfulde, at man som tilskuer vitterligt frygter deres reaktioner, og dermed fastholdes man i konstant spænding.

Og når nu vi er ved skurkene… Her er det duoen Benicio Del Toro og Salma Hayek, der begge gør det helt forrygende. Toro har fundet sit klammeste smil frem, og han stjæler billedet i samtlige scener, han er med i. Salma Hayek er isnende kølig deltidsmor og fuldtidsmafiaboss, og hendes overlegne stil sidder lige i skabet. Især scenerne, hvor Del Toro og Hayek spiller sammen, slår gnister, og det er også her, at filmen tilføres en del velfungerende humor. Det er ren, filmisk guld at se Del Toro aflive en eller anden stakkel på brutal vis det ene øjeblik, hvorefter han det næste øjeblik får både skideballe og en lussing af Hayek.

Filmen har dog også sine minusser. Vores hovedpersoner, Ben, Chon og O, spilles henholdsvis af Aaron Johnson, Taylor Kitsch og Blake Lively, og specielt Kitsch og Lively falder flere gange igennem. Derudover får filmen aldrig rigtig grebet ordentligt fat om nogle af de psykologiske og politiske emner, den tager op. F.eks. lægges der op til, at vores hovedpersoner vil udvikle sig på spændende vis, men karakterudviklingen går hurtigt i stå, og diskussionen om, hvem der vitterligt er de gode og onde i den omfattende narkokrig, bliver heller aldrig taget op på nogen meningsfuld måde. Ved første øjekast er slutningen både fed og overraskende, men når man lige får den tænkt igennem, hænger den desværre ikke helt godt sammen.