Skrigende skuffelse

Der er ingen tvivl om, at Wes Cravens “Scream” var en trendsætter. Tilbage i 1996 drev Cravens mesterlige gyser gæk med vores forventninger med sin legesyge tilgang til genrens spilleregler, der gang på gang blev brugt og brudt. Det var en pragtfuld, postmoderne pærevælling af gys og grin, som pustede nyt liv i genren, og selvom blod, skrål og chok blev prioriteret højere end gode ideer i “Scream 2” og (især) i “Scream 3”, var underholdningsværdien stadig høj. Der er gået 11 år siden “Scream 3”, men alligevel virkede det fuldkommen oplagt at genoplive “Scream”-serien her i 2011, så Craven og Co. atter kunne skræmme os fra vid og sans og samtidigt tryne de triste tendenser, der har plaget genren siden årtusindskiftet.

De sidste ti år har gysergenren især været præget af rutineprægede genindspilninger og det, som sidenhen har fået tilnavnet torturporno – film som “The Human Centipede” og “Hostel”, hvor målet ikke er at skræmme, men at fremtvinge sure opstød med afskyelige billeder. Både remakes og torturporno står da også for skud i “Scream 4”, hvor især én vittig monolog, der opremser de seneste års utallige genindspilninger, understreger fantasiløsheden i nutidens Hollywood.

Desværre har den selvsamme fantasiløshed også smittet “Scream”-franchisen. Det er svært at ryste følelsen af, at man har set det hele før… Vi er tilbage i den lille flække Woodsboro, som ofte har ageret skueplads for seriens blodbad. Seriens heltinde, Sidney Prescott (Neve Campbell), vender tilbage til byen for første gang i evigheder for at reklamere for sin nye selvbiografi, og her støder hun også på gamle kendinge som den neurotiske politimand Dewey (David Arquette) og hans rapkæftede hustru, Gale (Courteney Cox). Og naturligvis går der ikke længe, før en maskeret morder begynder at slå mennesker ihjel til højre og venstre – nøjagtig som i de tre forrige film.

Filmens centrale plot er langtfra det eneste, som virker lige lovlig genkendeligt. Mange scener er mere eller mindre tro kopier af sekvenser fra forgængerne – og indimellem er lighederne tydeligvis overlagte, såsom da Sidney træder ind på sin kusines værelse midt under et skænderi mellem hende og ekskæresten, der nærmest er identisk med en diskussion mellem Sidney og hendes flamme i den allerførste “Scream”. Og en scene, hvor en gruppe unge, udklædte filmnørder skråler ad et filmlærred, som viser den fiktive film “Stab”, er en åbenlys pendant til starten i “Scream 2”. Samtlige karakterer er også skåret over samme læst som forgængernes unge, kække figurer – de stiller ofte træskoene på samme måde, og de fyrer endda mange af de samme replikker af.

Craven og manuskriptforfatteren Kevin Williamson (som også skrev “Scream” og “Scream 2”) vil formentlig forsvare sig med, at de mange lighedstegn er en “elegant” hentydning til Hollywoods forkærlighed for at genindspille gysere frem for at opdigte nye af slagsen. Men det er simpelthen for let at tørre filmens manglende opfindsomhed af på sådan en tese, og det er ikke nogen undskyldning for at glemme gysergenrens spilleregel numero uno: Skræm dit publikum. Med sit overforbrug af larmende musik og gysergentagelser kryber “Scream 4” aldrig ind under huden på samme måde som de tre første film, og selvom mordene ofte er enormt brutale (en tydelig cadeau til torturporno-undergenren), så bevirker de sjældent spjæt og chok.

Campbell, Arquette og Cox er tydeligvis veloplagte, men de får alt for lidt at lave af betydning. Emma Roberts, Julias niece, er det eneste store lyspunkt i et ensemble, der er proppet med anonyme teenagere, som er langt dygtigere til at skrige end til skuespil. Midt i virvaret af filmreferencer og postmoderne svadaer, som snarere er forudsigelige end fantasirige, kryber der sig en enkelt sandhed ind i ordstrømmen: ”Der er noget skræmmende ved én mand med en kniv…” Seriens ældre kapitler udnyttede fornemt den instinktive frygt for bøhmanden i mørket, men hvor “Scream” var smart, er “Scream 4” dumsmart – en kedelig blåstempling af de fortærskede klicheer, som den første “Scream” hånede. Hvor er det dog ærgerligt, at en så fornøjelig føljeton (formentlig) slutter sådan her.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Transferet har en vidunderlig, celluloidagtig tekstur, og grynniveauet er altid helt tilpas. Billedet er knivskarpt nærmest hele vejen igennem, og i nærbillederne af skuespillerne får man rig lejlighed til at nærstudere alle de mange ar, skægstubbe og bumser. Herligt. Farverne er smukke og naturtro, og glorier forekommer ikke, men i de allermørkeste scener er sortniveauet til tider så kraftigt, at billedet bliver lidt fladt, og detaljer synes at gå tabt i skyggerne. Men heldigvis ser størstedelen af filmen altså fuldkommen upåklagelig ud.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er lige så imponerende som transferet. Naturligvis disker alle højtalerne op med alskens uhyggelige lydeffekter i tide og utide, som ofte understøttes fornemt af subwooferens dybe rumlen, og de effektive panoreringer får også jævnligt nakkehårene til at krible. Musikken folder sig ofte ud i baghøjtalerne på fornem vis, og kun sjældent savner man en mere levende auditiv atmosfære. Replikkerne kommer desuden klokkeklart igennem.

Ekstramateriale

Bortset fra filmen indeholder skiven desværre kun trailere til en håndfuld kommende Scanbox-titler. Den internationale udgivelse af “Scream 4” indeholder et kommentarspor, fraklip, slettede scener og en dokumentar, men her i Danmark får vi altså intet ekstramateriale. Besynderligt.

Skrigende elendig 90’er-onani

”Fuck aldrig med originalen,” siger hovedpersonen Sydney Prescott i “Scream 4”. Det råd har filmens instruktør, Wes Craven, valgt ikke at følge i gyser-serien, som har ligget død og begravet i 11 år. Tværtimod fucker han alt det, som gjorde originalen banebrydende og vellykket, i stumper og stykker. “Scream 4” er selvironisk, selvrefererende og selvoptaget i en sådan grad, at selv Quentin Tarantino ville give Wes Craven en lussing, hvis han mødte ham på gaden.

Det fjerde kapitel i gyserserien starter med en prolog, der er 90’er-selvironisk på den ufede måde. To smukke, barmfagre kvinder sidder alene hjemme. Pludselig ringer telefonen. Det er den ikoniske morder Ghostface Killer, der er i den anden ende af røret og… ja, så går det hele ellers i selvsving med referencer og ligegyldige kommentarer på gysergenrens mange regler og konventioner. Lyder det smart og sjovt? Det er det virkelig ikke.

Da “Scream 4” rigtig går i gang, er Ghostface Killer endnu en gang løs i Laksegade, og myrderierne sker samtidig med, at hovedpersonen fra de tre første film, Sydney – spillet konstant på grådens rand af Neve Campbell – vender tilbage til sin hjemby. Courtney Cox er også tilbage i rollen som den øretæveindbydende journalist Gale Weathers, og David Arquette spiller endnu en gang sheriffen Dewey, der er så inkompetent, at han får Chief Wiggum fra “The Simpsons” til at ligne John McClane.

”Nyt årti. Nye regler” lyder sloganet til “Scream 4″. Og undervejs bliver publikum da også konstant mindet om alle de regler, der eksisterer i gysergenren i dag. En af filmens obligatoriske gysernørder siger på et tidspunkt, at ”det uventede er den nye kliché”. Ironisk taget i betragtning, at der ikke er noget som helst uventet over “Scream 4”. Den ender selv med at være en kæmpe kliché på alt det, som gjorde originalen seværdig. Og apropos regler så kunne instruktørens regelsæt for filmen se nogenlunde således ud:

1. Fyld “Scream 4” med så mange referencer til de tidligere film, at ingen lægger mærke til, at der ikke rigtig sker noget seværdigt i den nye.
2. Få skuespillerne til konstant at snakke om klicheerne i gysergenren, så der ikke er nogen, der opdager, at min egen film selv er én stor kliche.
3. Slut alle mordene af med en ironisk kommentar, så det fjerner fokus fra, at jeg ikke længere kan lave rigtige gys.