Hvordan var det nu, det var?

Tre brødre siger ’shalom' til Italien. Deres hjemland, hvorfra de flygtede til Israel under 2. verdenskrig. Nu vil de tilbage og finde skovhulen, de skjulte sig i under krigen. Men hvor var det nu, den var? “Shalom Italia” er ikke dokumentation af krigens rædsler. Men derimod af, hvordan tiden kan gå, og hukommelsen kan svigte, selv om de og vi aldrig glemmer dengang.

Alvoren er tilsat humor og turistreklamer for Italien. Andrea går raskt til forrest. Han holder sig i form. Han er fuld af liv og glæde. Han er 82 og den mellemste. ’Det var sjovt. Vi legede Robin Hood i skoven omkring,', husker han fra året 1943. Bag ham går den yngste, Bubi. Han husker heller ikke meget. Han er ellers ni år yngre end Andrea. Begge er ivrige efter at finde hulen, som de og deres jødiske familie skjulte sig i under, da nazisterne kom til Firenze.

Bagerst af de tre går Emmanuel. Den ældste. Han var på vej ind i teenageårene, da familien flygtede ind i skoven. Han husker det hele anderledes. Fyldt med frygt og traumer. Han løb gennem skoven med sin mor i hånden. Han tabte sin sko. Den havde han ikke tid til at få på igen. Det gjaldt deres liv. Hans mor fortalte, at de ville gøre forfærdelige ting imod dem. “Shalom Italia” er ikke blot en genfortælling af krigen. Det er et indblik i den menneskelige hukommelse.

For brødrenes erindringer vrider billedet skævt. Var det nu i virkeligheden så fedt at lege Robin Hood i skoven, som Andrea husker? Eller var rædslerne og alvoren tættere på, som Emmanuel husker? Men uoverensstemmelserne i deres hukommelse bliver ikke fremstillet så alvorligt, som man kunne tro. Det er fortalt med brødrehumor. Uenigheder. Stædighed. Som i dokumentaren “Mistaken for Strangers”. Humoren i alvoren opstod også her på grund af brødrenes uenigheder og nærmest barnlige diskussioner. Præcis sådan er de tre jødiske brødre også.

Desværre lader de mig ikke glemme, at vi befinder os i Italien. Og når man er her, skal man huske at spise, drikke og se det smukke landskab. Hele tiden. Det er såmænd ikke, fordi én middagsscene eller ét klip med Toscanas bjergrige landskab er forstyrrende. Men når det sker så meget på den forholdsvis korte spilletid, så fjerner det min koncentration fra historien om brødrene i skoven. Jeg kan til tider ikke se andet end reklame for turistrejser til Italien. Lækker mad. Lækkert landskab. Et lille øv.