Sherlock Holmes 2 – Skyggespillet
Udgivet 25. dec 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Desværre. Guy Ritchies andet livtag med den spydige sporhund fra Bakerstreet 221 B hverken overgår eller når op på højde med den bestemt veloplagte første film i serien. “Sherlock Holmes 2 – Skyggespillet” er vævet sammen af en silketrådstynd og usammenhængende historie om anarkister, sigøjnere og hvedebrødskærlighed, som ikke engang den livlige præstation fra Robert Downey Jr. kan opveje for.
Mordet på Østrigs Kronprins sætter fut i en heksekedel, der potentielt kan bringe hele den vestlige verden i krig. Og Moriarty, der netop har opkøbt en enorm våbenfabrik, bare gnider sig i hænderne med et skummelt-ondt smil på læben. Holmes må og skal stoppe professoren – han skal bare lige have lokket sin gamle bonkammerat Watson (Jude Law) med på løjerne. Problemet er dog, at Watson netop er på vej på romantisk bryllupsrejse.
Tilføjelsen af svenske Noomi Rapace som kvindeligt modspil til Sherlock Holmes fungerer heller ikke efter hensigten. Rapace gør hvad hun kan med en nærmest skabelon-agtig rolle som sigøjneren Sim, hvis bror vist er involveret i den rodede anarkisthistorie, man aldrig helt får svunget sig op til at interessere sig for. Men om ikke andet ser hun forbandet godt ud i sit sigøjnerantræk. Og så til det opløftende. Samspillet og ping-pong-dialogen mellem gavtyven Downey Jr. og den snusfornuftige Law fungerer igen upåklageligt. Måske fordi Guy Ritchie her tager sig den tid, der skal til, og ikke pacer igennem deres scener. Det er om noget bromancen mellem de to, som franchisen hænger i med neglene med.
Overraskelsesmomentet, som første film leverede i form af en radikal anderledes og hyperopdateret Sherlock Holmes-actionfigur, mangler i denne halvslappe 2’er. Guy Ritchie har dovnet den lidt og præsenterer således ikke publikum for noget, der ikke allerede er set i første film. Det skulle da lige være Jared Harris’ Professor Moriarty, der gør en herlig og rigtig, rigtig ond figur. Et overrumplende og intenst slutspil mellem Holmes og Moriarty, hvor tæppet i den grad trækkes væk under én (hvorledes skal selvfølgelig ikke afsløres her), mildner dog ens humør. Alligevel – lidt for elementært, min kære Watson.
Se også: Filmz TV: Årets sidste film og “Sherlock Holmes 2 – Skyggespillet”-interviews.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet