Miniserie i megaklasse

I dag er sendefladen så proppet med fremragende føljetoner, at det efterhånden er svært at mindes en tid, hvor de allerbedste tv-serier sjældent var mere end blot ”tilforladeligt tidsfordriv”. Her i 2014 er flere af filmbranchens største dynamoer sprunget med på tv-vognen, og tv-kanalerne bugner af genialiteter. Til sammenligning var 1980’s programflade en gold ødemark, hvor filmindustriens (i bedste fald) måske-egnede fordrev tiden, mens de drømte om mere lukrative jobtilbud fra Hollywood. Flimmerkassen var domineret af latterlige sæbeoperaer (den grinagtige “Dallas” var vel den mest anstændige af slagsen) og moderat underholdende pjat som “The Dukes of Hazzard”. Tv-miniserien “Shogun” stak ud fra mængden som en bleg, britisk sømand i det 17. århundredes Japan.

Og dét er netop, hvad historien i “Shogun” omkredser: en engelsk styrmand, John Blackthorne, hvis skib forliser tæt på Japans kyst i år 1600. Blackthorne og hans engelsk/hollandske besætning har sejlet i evigheder for at nå frem til den dengang nærmest sagnomspundne, asiatiske nation. Men mandskabets drømme om at sikre Holland/England-alliancen en givtig handelsaftale med japanerne brister, da de bliver taget til fange og truet på livet af de indfødte, der rådgives af de griske portugisere og den religiøse jesuiterorden, som gjorde deres indtog i Japan længe før England og Holland. Ude af stand til at kommunikere med japanerne bliver Blackthorne og Co. stemplet som pirater og truet med henrettelser.

Men langsomt får Blackthorne nedbrudt japanernes mistillid. Det kan man nu også sagtens forstå, særligt fordi Blackthorne spilles af Richard Chamberlain – en mand, der bugner af så megen charme og selvtillid, at man ikke alene hægter sig fast i mandens skæbne, så snart han dukker op, men at man også sluger Blackthornes tiltagende betydning i Japans politiske magtspil, som han bliver viklet ind i undervejs. Køber du ikke historien? “Shogun” er faktisk baseret på den autentiske fortælling om den engelske handelsmand William Adams, som ligeledes endte med at spille en kæmpe rolle i Japans historie. Han var den eneste vesterlænding nogensinde, der blev skænket samurai-status. Sådan.

Men selvom Chamberlain er uhyre veloplagt, så har filmmagerne en endnu større andel i historiens tække. Deres største genistreg? De undertekster aldrig de japanske replikker (selvom tv-selskabet oprindeligt tryglede dem om at gøre det). Således styrker de øjeblikkeligt vores identifikation med Blackthorne og vores forståelse for hans forvirring og angst i et særegent land, hvor ét forkert ord eller én overilet bevægelse kan føre til døden. Og gudskelov kommer der aldrig den scene, jeg længe frygtede, hvor Orson Welles’ flossede fortællerstemme pludseligt fastslår ”og så fik han lige lært japansk”. I en tid, hvor tv-serier var prægede og plagede af overspændt dramatik, var autenticitet et nøgleord for “Shogun”-bagmændene. Gudskelov!

Selvom “Shogun” blev produceret til tv, mens de flestes fjernsyn var bittelille, er den spækket med betagende billeder, mens samtlige kulisser og kostumer både er bedårende og overbevisende. Miniserien har langt mere tilfælles med storfilmene fra fordums tid end dens tv-slægtninge fra samme æra. Men “Shogun” er først og fremmest fængslende, fordi den med så stor succes formår at placere os i Blackthornes sted – gennem fraværende undertekster, intim, fokuseret historiefortælling og (ikke mindst) Chamberlains præstation, som ikke blot bæres af skuespillerens karisma, men også af en sårbarhed og skrøbelighed, der gør det hamrende let at leve sig ind i ham. Man føler vitterligt, at man ikke blot overværer Blackthornes rejse, men at man er med på den.

Den legendariske Toshirô Mifune, Kurosawas kæledægge, udstråler så stor autoritet i rollen som krigsherren Toranaga, at man næsten bukker impulsivt, hver gang han dukker op. Toranagas blomstrende venskab med Blackthorne er et af dramaets største og mest fascinerende tandhjul, idet det kaster styrmanden ud i en helt ny verden, hvor han bl.a. møder tolken Mariko, som han forelsker sig i – en romance, der får god tid til at gære og bestemt ikke skades af den forbløffende kemi mellem Chamberlain og Yôko Shimada. Og så må man endelig ikke glemme John Rhys-Davies (Sallah i “Indiana Jones”-filmene), der tilføjer miniserien nogle små, velkomne anstrøg af humor i rollen som den portugisiske kaptajn Rodrigues – en flamboyant fupmager med et hjerte af guld.

Blackthornes rejse tager uventede drejninger, som det ville være en skam at afsløre, men både krig og kærlighed spiller væsentlige roller i serien, der rummer så mange spændende intriger og tvister, at dens ni timer snildt kan kværnes i én omgang – også selvom tempoet daler lidt omkring miniseriens midtpunkt, hvor flere af kærlighedsscenerne trækker lidt ud og tangerer til at være cheesy. Tempoet stiger dog igen mod slutningen, der er vidunderligt overraskende og uortodoks – ligesom seriens respektfulde, tænksomme portræt af det feudale Japan er uortodokst, idet det aldrig belemres af klicheer eller stereotyper. I vesten portrætteres oldtidens Japan som regel som et rige blot bestående af karikerede krigere og lydige kvinder. Man bliver altså undervist såvel som underholdt. Tag dén, “Dallas”!

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. “Shogun” blev i sin tid skudt på celluloid, og eftersom miniserien nu er udkommet på Blu-ray, går jeg stærkt ud fra, at man også oprindeligt klippede serien på 35mm uden først at overføre kildematerialet til videobånd (og derved forringe billedkvaliteten betragteligt), hvilket ellers var kutymen i 1980’erne, hvorfor det er allerhelvedes besværligt at restaurere og udgive datidens serier på Blu-ray. Hvorom alting er: “Shogun” ser forbløffende godt ud i HD, især når man tænker på, at der er tale om en godt 30 år gammel tv-produktion.

Detaljerigdommen er enorm – man kan nærmest tælle alle småstenene på de japanske strande og samtlige hår på Chamberlains ofte blotlagte bryst. Man kan dog også tydeligt se skillelinjerne mellem de japanske skuespillers ægte hår og de skaldede isser, de har fået lavet i makeup-lokalet. Seriens bagmænd havde næppe forestillet sig, at deres arbejde nogensinde ville blive præsenteret i så høj kvalitet som her og blæst op på store lærreder og fladskærme. Slørede skud, grums og snavs forekommer hist og her, men billedsiden er for det meste knivskarp og pletfri, og jeg observerede ingen banding og kun få, tynde glorier. Farvegengivelsen er upåklagelig (tidens gang har på ingen drænet nuancerne for saft og kraft), og kontrasten er god. Her er ingen kulsorte plamager, der drukner billedsidens detaljer. “Shogun” ligner bestemt ikke en serie, der blev produceret godt 20 år før HD-revolutionen.

Audio

På lydsiden er det lidt tydeligere, at “Shogun” er en tv-miniserie med nogle årtier på bagen. Selvom lydsiden præsenteres i DTS-HD Master Audio 5.1, så bemærkede jeg aldrig, at baghøjtalerne blev taget i brug. Det giver nu også god mening, da seriens lydside oprindeligt blev produceret i mono (de oprindelige mono-lydspor medfølger i øvrigt), og i det mindste bliver man aldrig bombarderet med nyproducerede lydeffekter eller ineffektive panoreringer, som de oprindelige lydfolk aldrig har blåstemplet. Og selvom surround-højtalerne godt nok er tavse, så er subwooferen ofte aktiv – tjek bare stormen i afsnit 1’s kapitel 6, hvor LFE-kanalens dybe, larmende rumlen bringer uvejret helt ind i hjemmebiografen. Lydeffekterne, musikken og replikkerne kommer også klart igennem, og jeg mindes ingen støj.

Ekstramateriale

Dokumentaren “The Making of Shogun” blev oprindeligt produceret til dvd-udgivelsen fra 2003 og varer hele 80 minutter. Det er en fremragende dokumentar, hvor de fleste af miniseriens hovedrolleindehavere (inklusive Richard Chamberlain, Yôko Shimada og John Rhys-Davies) og største bagmænd (deriblandt instruktøren Jerry London og produceren/manuskriptforfatteren Eric Bercovici) udtaler sig om alt fra hyringen af skuespillerne og seriens eftermæle til scenografien, fotograferingen og kostumerne. Ganske vist leverer deltagerne en hel del verbalt rygklapperi, men de gennemgår også grundigt og bramfrit miniseriens tilblivelse, og de finkæmmer endda produktionens konflikter og nedture (såsom en tyfon, der ødelagde kulisserne, filmholdets søsyge under optagelserne på havet og de kreative uenigheder mellem de amerikanske og japanske filmmagere). Jeg savnede dog lidt snak om Maurice Jarres mægtige musik.

Her er også tre minidokumentarer, “The Samurai” (6 min.), “The Tea Ceremony” (5 min.) og “The Geisha” (5 min.), som gør os lidt klogere på Japans historie, kultur og skikke. Videomaterialet er blevet opskaleret fra SD. Instruktøren Jerry London har desuden indtalt kommentarer til syv udvalgte scener fra miniserien (alle klippene er samlet på udgivelsens tredje og sidste disk). Mange af Londons anekdoter bliver dog også fortalt i “The Making of Shogun”-dokumentaren.