Trolden takker af

Tilbage i 2001 lancerede DreamWorks den første film i serien om Shrek, der helst ville lades i fred i sin sump, men endte med prinsessen og det halve kongerige. Senere fulgte to yderligere film, der med svingende held bryggede videre på den sære blanding af popmusik, brødrene Grimm og crazy-komik, som var etterens adelsmærke. Nu har eventyret så nået sit sidste kapitel med “Shrek Den Lykkelige”, og det er slet ikke så tosset en afslutning.

Den engang så frygtindgydende Shrek har lagt vildskaben fra sig til gengæld for turistoptræden og familieliv. Det burde være lykken, men Shrek er ikke tilfreds og savner sin tidligere rolle som skovens skræk. Den snedige magiker Rumleskaft tilbyder Shrek at genvinde sit brølende jeg, og som betaling skal han blot give en dag af sit liv – den dag, han blev født! For sent opdager Shrek aftalens hage, og så snart kontrakten er indgået, vendes alt på hovedet i Shreks verden: Fiona og æslet har aldrig kendt ham, og Rumleskaft er den nye, tyranniske konge af eventyrland.

For fjerde og sidste gang stables “Shrek”-ensemblet på benene til nye løjer langt, langt borte. Men med den sløje forrige film, “Shrek Den Tredje”, i erindring er spørgsmålet, om den grønne ogre, æslet, den bestøvlede kat og alle de andre eventyrlige figurer kan klare endnu en tur i den animerede manege? Svaret er, at det kan de lige akkurat. Fordi handlingen foregår i en parallelverden, har det været muligt at nytænke de så velkendte figurer, hvilket bl.a. indebærer, at den bestøvlede kat er blevet en mælkeslubrende tyksak og prinsesse Fiona en øksesvingende barbarkriger ala Red Sonja. Det har givet nyt liv til karaktererne, men man undslår sig ikke den syrlige tanke, at citronen vist er presset til det yderste.

Det stod klart i den trejde “Shrek”-film, at små gakkede referencer til brødrene Grimms eventyr ikke var nok til en underholdende film, men at det også krævede en elementær god historie. “Shrek Den Lykkelige” formår heldigvis med sin Frank Capra’ske fortælling om “hvordan det ville have været, hvis…” at tilføje en forfriskende uforudsigelighed, som efterhånden var blevet en mangelvare i “Shrek”-universet. Dertil har Shrek i Rumleskaft endelig fået en modstander, der i modsætning til den vattede Prins Charming kan bidrage til en vis spænding.

Desværre synes fokus på en mere seriøs historiefortælling at have tyndet godt ud i de gode grin. De er der, men med alt for store mellemrum. Alt for mange jokes kører videre på den slidte gænge, hvor en eventyrfigur optræder i utraditionelle sammenhænge, som når ulven i bedstemorkostume er blevet parykmager, eller når en flok pulverhekse danser disco. Det virkede i den første “Shrek”-film, fordi det var herligt nyt, at folkeeventyrernes højtidelighed blev punkteret, men efter fire film i serien falder denne form for komik oftest helt igennem som træt kliché. Selv en af seriens betydelige biroller, det talende æsel, synes overraskende at være reduceret til en larmende gentagelse af sig selv – ikke ulig den skuespiller, der lægger stemme til karakteren – Eddie Murphy.