Alexander Payne er et instruktørnavn, som de fleste mennesker nok ikke umiddelbart vil kunne nikke genkendende til. Det vil kræve en visit hos IMDb eller en kort bladren igennem det gængse filmleksikon for at få sat ordentligt på plads. Lær det udenad. Payne fortjener opmærksomhed og applaus som USAs måske bedste nulevende auteur med evnen til at blande underspillet og djævelsk finurlig komik med menneskeligt drama og tragedie. Stilen i hans to forrige film, “Rundt om Schmidt” og “Election”, har været minimalistisk og tilbagelænet, og det har tjent begge film nydeligt. Men ingen af disse to fremragende film når Paynes 3. homerun i træk til sokkeholderne: “Sideways”.

“Sideways” fortjener mere end blot det forbeholdne skulderklap, det amerikanske filmakademi gav den i februar, ved udelukkende at give filmen Oscaren for bedste manuskript. I en tid hvor flere og flere film udpensler deres problematik til sagesløshed og leverer deres pointer og twists på et sølvfad for publikum, er det herligt at se en film, der tør være moden og tålmodig, uden samtidigt at drukne i en kedelig og fortænkt suppedas.

Filmen er på mange måder et filmisk triumftog. Et tog, der farer igennem den gyldne og hede amerikanske vestkyst, der, takket været filmens græske fotograf Phedon Papamichaels veltrænede falkeøje, aldrig har set mere indbydende ud. En roadmovie, hvor to venner rejser af sted for at nyde et par hyggelige feriedage, men som ender med at opleve langt mere, end de havde regnet med. Men filmens største triumf er den mest tiltalende, charmerende og rent ud sagt fornøjelige komiker-duo på det hvide lærred siden Lemmon/Matthau og Redford/Newman: Paul Giamatti og Thomas Haden Church – selvom dette filmiske par dog besidder et lidt mere tragisk og jordnært skær end de førnævnte.

Giamatti har hidtil måttet nøjes med biroller skænket få minutters spilletid i makværk som “Paycheck” og “Doctor Dolittle”. Først i forrige års unikke “American Splendor” (som først for nylig har fået dansk biografpremiere) fik Giamatti endelig en stærkt forsinket mulighed for at fyre den af på alle cylindere som en films primære personmæssige drivkraft. Resultatet i “Sideways” er Giamattis bedste præstation til dato. Højdepunktet er en scene i en restaurant, hvor Giamattis karakter, Miles, beruset og forvildet ringer sin ekskone op. Han har netop fået at vide, at hun har giftet sig igen. En af de mange scener, hvor Giamatti leverer skuespil af den hjerteskærende og dybfølte art, som burde have gjort en Oscar-nominering til en selvfølge.

Thomas Haden Church bør bestemt heller ikke forbigås. Church spiller en flamboyant drengerøv med en hårfin realitetsfornemmelse omringet af en trio af mere forbeholdne og klarsynede karakterer (de to kvinder i filmens kvartet spilles solidt af Sandra Oh og Oscar-nominerede Virginia Madsen), og det gør, at han skiller sig ud og ofte stjæler de scener, hvori han medvirker. Men det er ikke et ucharmerende egotrip eller opblæste ambitioner, der ligger til grund herfor, men en præstation, der syder af humor og veloplagthed. Church rammer sin karakters højdepunkter med stor præcision, og det resulterer både i vores latter, afsky og sympati – nogle gange endda alle tre ting på samme tid.

Det er en kliché at sige det, og det er allerede blevet sagt i hundredvis af andre anmeldelser verden rundt, men “Sideways” virker vitterligt som en film, der, ligesom en god flaske vin, blot vil blive bedre og bedre med alderen. Hvis du foretrækker dine filmpersonligheder menneskelige, fejlbarlige og indbydende til identifikation, så giv “Sideways” en chance. Du vil grine, du vil måske græde, og du vil helt sikkert få en unaturlig stor lyst til at kværne en flaske rødvin. Det gjorde millioner af andre i hvert fald. Salget af Pinot Noir steg med 20 % i kølvandet på filmens udgivelse…

VideoPræsenteret i 1.85:1 Anamorphic-widescreen format. “Sideways” er ikke den type film du smækker på DVD-afspilleren, når du lige skal blære dig overfor dine venner med dit nye plasmafjernsyn til 40.000 dask. Men Papamichaels brug af stærke farver og filmens adskillige nattescener stiller alligevel visse krav til denne dvd’s billedside. Heldigvis klarer billedsiden skærene, måske også fordi der er så meget fri plads på skiven, at kvaliteten af billedsiden virkelig kan maksimeres. Mange af scenerne er gul- eller orangetonede, men det truer aldrig med at resultere i farverig udvaskning eller unaturlige hudfarver. Dog optræder der en lille smule billedlig blødhed, og i nogle af filmens mange scener, hvor solen figurerer stærkt, synes man at miste et par billedlige detaljer. Generelt imponerende.

AudioDet kommer ikke som nogen overraskelse, at lydsporet på “Sideways” ikke er fuldstændig overvældende. Der er ingen flystyrt… ingen motorcykeljagter… ingen eksplosioner. Til gengæld er der en masse dialog, og den bliver præsenteret fint og klar fra fronthøjtalerne. Generelt er lydsporet meget frontdomineret, men det fungerer også meget godt, og baghøjtalerne bliver også af og til brugt til at skabe en mere overbevisende surround-atmosfære.

EkstramaterialeDet stærkt morsomme kommentarspor med Giamatti og Church, som er at finde på de fleste andre udgaver af “Sideways” på dvd, er ikke at finde her. Til gengæld får vi en stærk overfladisk behind-the-scenes dokumentar, der varer knap syv minutter, og som stort set udelukkende indeholder klip fra filmen og interviews med filmens bagmænd, der blot opsumerer filmens plot.

Syv slettede scener får vi også, inklusive et par tekstlige introduktioner til disse, nedfældet af Payne. De slettede scener er da okay, men som 99 % af alle andre slettede scener, kan man godt forstå, hvorfor de ikke blev inkluderet i den endelige udgave af filmen. Scenerne har en samlet varighed på ca. 17 minutter, men det er kun, hvis man tæller introduktionerne og de skud med, som både fremtræder her og i den ægte vare.

Til sidst får vi søreme også et smugkig på Ridley Scotts episke “Kingdom of Heaven” – en film der handler om korstogene og er fyldt til randen med riddere, spyd og sværd. Altså var det jo selvfølgelig oplagt at smide denne lille godbid på en dvd, der indeholder en film, der i høj grad beskæftiger sig med ting som kærlighed, uopnåelighed og frygten for at blive ældre. Eller…?

Dvd’en byder også på tre gemte påskeæg. Det ene af disse er en lille collage af billeder taget under produktionen. Men jeg vil lade jer om at finde disse små ting, da “fornøjelsen” af at prøve at finde dem, er noget af det eneste, man kan bruge tiden på med denne lettere tørlagte dvd.

Instruktøren Alexander Payne fik i “About Smith” storcharmøren Jack Nicholson til at spille den jævne mand Smith med en neddæmpet attitude og små armbevægelser. På samme måde formår han i sin nye film “Sideways” på fantastisk vis at bringe de små, underspillede nuancer ud af sine skuespillere og karakterer, såvel som sin historie. Det er der kommet en af de bedste film fra det forgangne år ud af.

“Sideways” handler om to midaldrende venner, der sidder fast i tilværelsen, og som – ligesom den pensionerede forretningsmand Smith – ikke har noget virkelig betydningsfuldt at kunne kigge tilbage på. Miles (Paul Giamatti) er blevet skilt fra sin kone og underviser nu på en skole, men hans rigtige passion er vin. Han sætter stor pris på aromaen, bouqueten, årgangen, og måske også virkningen. Der når i hvert fald at ryge mange glas, plus en enkelt tønde, indenbords i løbet af filmen. Miles’ ven Jack (Thomas Haden Church) er en tidligere tv-skuespiller, der nu leverer stemmer til reklamer, og som skal giftes.

De to venner beslutter derfor at tage på en mandetur med masser af vin, golf og – hvis det står til Jack – kvinder. På turen møder de to singlekvinder Maya (Virginia Madsen) og Stephanie (Sandra Oh). Den selvsikre Jack kaster sig sultent over Stephanie, som han ikke fortæller om sit forestående bryllup, mens Miles kejtet svæver mellem fortvivlelse over ekskonen og tiltrækningen til den ligeledes vinkyndige Maya. I frygt for at hun ikke skal finde ham interessant fortæller han, at de to venner er på tur for at fejre den kommende udgivelse af hans roman – der i virkeligheden har lidt en stille død og er blevet afvist af det ene forlag efter det andet.

Mellem vinranker og vinkroer lærer de fire hinanden at kende på godt og ondt, og de to venner opdager at man ikke kan løbe fra hvem man er. Virkeligheden står altid på spring for at ødelægge det sjov man har, og når man er kommet skævt ind på livet, må man bevæge sig sidelæns tilbage for at komme på rette spor.

“Sideways” bliver fortalt uforceret og usentimentalt. Ganske langsomt og i det nødvendige tempo lærer vi figurerne at kende. Det er svært at forestille sig andre i rollen som Miles end Paul Giamatti, der som den lidt tvære outsider fortæller Madsens karakter, hvorfor hans favoritvin er Pinot – den har brug for opmærksomhed, man skal passe på den og tage sig tid til at lære dens potentiale at kende. Miles beskriver her også sig selv. Giamatti er et stort talent, som efterhånden er ved at blive anerkendt for alvor. Han kan næsten ubemærket skifte halm mellem den arrige lille mandsperson, som man griner af, til den kiksede outsider med det sårbare hjerte på rette sted.

Giamatti blev snydt for en Oscarnominering ved årets uddeling, hvilket må betegnes som en mindre Oscar-skandale, især set i lyset af at både Virginia Madsen og Thomas Haden Church fik en nominering. De spiller begge ganske solidt, men er ikke i stand til at tage lyset væk fra Giamattis fantastiske præstation.