Svensk ungdomsfilm har efterhånden fået sig sin helt egen kategori af film, der understreger, på hvilke områder broderlandet har været leveringsdygtige op igennem det seneste årti. Selv om der efterhånden er tendenser til, at der kan være lidt langt imellem de svenske snaps, så er der trods alt ganske imponerende eksempler på nuancerede og gribende film tilrettelagt for og om de svenske teenagere som eksempelvis Lukas Moodysson ganske nøgterne “Fucking Åmål”. Desværre er nyeste skud på stammen, “Sig du elsker mig”, ikke helt af samme kaliber.

Den ikke helt ubeskrevne instruktør Daniel Fridell har ellers stukket labberne godt og grundigt ind i hvepseboet og befamler således både racisme, pubertet, mobning, voldtægt, kort sagt alle aspekter af, hvad det vil sige at være ung i Sverige anno 2006. Og måske er det netop det, der i sidste ende bliver filmens overskyggende problem og udtalte svaghed.

Vi befinder os i et svensk forstadskvarter, hvor vi hurtigt præsenteres for 15-årige Fatou (Haddy Jallow), der er af gambisk herkomst, har en temperamentsfuld mor med en frisørsalon og uskylden selv i lillesøsteren Keisha (Reneida Braun). Som udgangspunkt er Fatou skolens eftertragtede og udadvendte pige, der har et stort behov for opmærksomhed, men som også, helt efter bogen, er usikkerheden selv, når man kommer en anelse tættere på. Som alle andre unge er hun i sin bedste alder, og hendes skolegang, fester og kærestesorger ligner vel mest af alt de traditionelle bump, man skal over for at bevare retningen mod det ventende voksenliv.

Selvsamme retning tager imidlertid en drastisk drejning, da to af klassekammeraterne, Ville (Erik Bergström) og Raddi (Mohammed Said), i forbindelse med en lokal fodboldkamp udnytter hendes usikkerhed og relativt høje promille til at forgribe sig på hende, mens barndomsvennen, Lamin (Stefan Mounkassa) ser passivt til. Det kommer ikke som den store overraskelse, at “Sig du elsker mig” er baseret på virkelige hændelser i Sverige, hvor gruppevoldtægter netop er et omsiggribende problem. Mere bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at skuespillerne til de bærende roller netop er fundet i det område, hvor overgrebet oprindeligt fandt sted. Om det er dette faktum, der gør sig gældende, eller at Daniel Fridell blot er en helvedes dygtig personinstruktør, kan der nu kun gisnes om. Men der er i hvert fald tale om en række meget fine og nærværende præstationer, der åbenlyst hører til de ypperste forcer ved “Sig du elsker mig”.

Undervejs udvikler historien sig, fordi den misbrugte pige hårdnakket nægter at blande politi eller andre offentlige myndigheder ind i sagen, da der, som hun siger, alligevel ikke er nogen, der vil tro på hendes udsagn. Tillidsfulde mennesker er der dog nok af, så mon ikke frygten for at sige frem i virkeligheden bunder i skammen over at være blevet udnyttet? I hvert fald er det præmisset for anden halvdel af “Sig du elsker mig”, hvor Fatou presser sig selv længere og længere ud i tovene, indtil hun står over for den endelige kulmination.

Der er ikke meget munterhed over “Sig du elsker mig”, og Daniel Fridell har da også formået at sætte fokus på de mest modbydelige pletter i manuskriptet. Når det er sagt, er “Sig du elsker mig” desværre plaget af en temmelig unuanceret tolkning af det at være ung, hvor de pubertetsramte drenge fremstilles som en flok hankønsvæsener, der udelukkende har sex på hjernen, men deres kvindelige modstykker spilder heller ikke tiden. Trods godt skuespil fremstår hele scenariet en anelse firkantet, og det er umådeligt svært at komme ind under huden på særligt de mandlige aktører.