Indtagende debuterende gråtoner

En af sidste års absolut bedste filmoplevelse var brødrene Coens “A Serious Man”. Den seriøse mand var Larry, der havde mistet meningen med det hele – med livet, hvad skal det til for? George har ligeså mistet meningen. Han er ikke nogen seriøs mand, men derimod en single mand. “A Single Man” er ikke nødvendigvis årets bedste film, men den kandiderer ganske insisterende til at blive en af de mest interessevækkende og vellykkede debutfilm i lange tider. Bid mærke i navnet Tom Ford.

En foruroligende regn rusker i en forulykket bil. En mand er dræbt. George Falconer nærmer sig den dræbte med sørgmodige skridt. Det er hans elskede, hans livsledsager igennem 16 år, Jim, der livløst ligger på vejen. George kysser på hug sin kæreste en sidste gang, idet vækkeuret ringer og flår George ud af drømmen – det er nu otte måneder siden ulykken, der stadig hjemsøger. Otte måneder siden George mistede meningen med det hele, og i dag vil George gøre en ende på sine lidelser, han orker ikke at kæmpe mere. En sidste dag, der trykket af frygten fra den igangværende Cuba-krise byder på små møder med mennesker. Med en beundrende elev fra universitetet, naboens pige, en mindefremkaldende hund, en smuk prostitueret og Georges gode veninde Charley. De små øjeblikke tvinger tvivlen frem – måske er der håb for George?

Smagende og selvsmagende. “A Single Man” er en debutfilm på godt og ondt. Mest godt. Instruktør Tom Ford har skabt en unik selvstændig filmvision, der forsøger at lege med mediet på nye og forfriskende måder, hvilket altid er prisværdigt, da det sker så sjældent. Mest markant er Fords leg med filmens farvetoning, der i udgangspunktet er holdt i tristpoetiske gråtoner. Filmens personer og farver liver og lyser imidlertid op, når George møder andre på sin sortsynede vej. Det er i mødet og i de små øjeblikke, at livet leves, synes farverne og filmens grundbudskab at være. Man skal altid passe på med at lege med en films visuelle udtryk på den måde, da det er vanskeligt at lykkes med. Heller ikke her lykkes det fuldstændigt, men cadeau for det mere end udmærkede og sofistikerede forsøg.

Homoseksualitet skildres oftest i en konfliktorienteret ramme på film. Konflikten er ikke fraværende i “A Single Man”, men dejligt atypisk er den sekundær. Vi får ingen banal baggrundsfortælling om en repressiv faderskikkelse som forklaring på Georges seksualitet, og han forfølges ikke døgnet rundt på grund af den. Georges seksualitet er blot et faktum og ikke filmens grundtematik. Det er tabet af hans elskede og genopdagelsen af livet, der er i centrum i denne spartanske film om nogle af de største spørgsmål.

I en indre monolog fortæller George indledningsvis om sin dagligdag, der er blevet en kamp, og hvordan han selv i dagligdagen er en rolle, der skal spilles. Den offentlige George er en maske, der bærer ham igennem dagen som engelskunderviser på universitetet. Masken og rollen som George spilles inderligt og bittersødt af britiske Colin Firth. Vi føres med helt ind under huden på denne roligt tempererede mand, idet han modtager det tragiske opkald om kærestens død. George søger herefter trøst hos veninden Charley i en scene, der igen giver eksempler på Tom Fords format som filmskaber. Regnen buldrer ned udenfor i takt med tårerne i Georges øjne, men i det følelsesmæssigt overvældende møde med Charley lukkes der ned for al lyd. Kun lyden af den hidsige regn får lov at stå tilbage som enormt følelsesaktiverende lydspor til Georges utrøstelige omfavnelse af Charley. Smukt.