Dwayne ‘The Rock’ Johnson skygger med sin kæmpekrop næsten for den brændende skyskraber i baggrunden. Men ikke engang hans kæmpekarisma kan skjule den forvrøvlede historie i en klassisk sommerrabalder-møgfilm.

1990’ernes kombinationen af én mand, én bygning og tusind terrorister er åbenbart ikke endt på lossepladsen sammen med VHS-bånd, DVD’er og Blockbusters papfigurer af Willis, Stallone og Seagal. Den er bare blevet fuldstændig revolutioneret her – helten har en benprotese. One man, one leg etc…

Og med det faktum at The Rock jo bare er en helt almindelig fyr. Det kunne have været dig eller mig i den skyskraber. Det kan være dig eller mig, der en dag bliver megastjerner. Det hele er muligt for os average Joes. Og Rocks.

Den amerikanske drøm om den selvgjorte lille mand driver ned ad de helt faste vægge i “Skyscraper”.

Efter en fejlslagen mission har eks-FBI-agent (no way!) Will Sawyer startet et enmands-sikkerhedsfirma, som i næste scene får opgaven med at passe på verdens største prestigebyggeri i Hongkong.

Hans gamle makker lagde et godt ord ind for ham. Det eneste man kan regne med – foruden sig selv – er sin bro’. Eller kan man?

Der er jo ugler i mosen, og snart står Roland Møller i bunden af skyskraberen og vrisser på ‘skandinavisk’. Det er u-uhyggeligt. Altså overhovedet ikke uhyggeligt.

Terroristerne vil have et usb-stik med alle mulige vigtige data og lukker bygningen ned og dem selv inde med Will og hans familie. Der selvfølgelig ikke burde have været der, men sønnen blev syg, og nu er The Rock en almindelig et-benet mand med ét mål… Etc…

Det er præmissen for den slags film, det blev slået fast engang i 1980’erne, men her er det udført med en energiforladt ligegyldighed.

Der er halsbrækkende stunts med kraner og helikoptere, masser af eksplosioner og talrige demonstrationer af Johnsons overmenneskelige (undskyld helt almindelige) superstyrke.

De er bare så absurde og påklistrede, at de kun lige kan tvinge et lille vantro grin frem.

Det er også ærgerligt, at udflytningen til Hongkong kun har sat sig spor i den konstante product placement og ikke i de klodsede kampscener.

Der er ikke meget John Woo over The Rock, der møver rundt på sit ene ben, som var han tilbage i wrestling-ringen for at brawle og smackdowne.

Han kunne sætte sig på Roland Møllers lille bandit, og så havde den gidselsituation været løst.

Derfor laver man alle mulige krumspring for, at de ikke mødes. Primært at hive fat i konen og børnene først. Neve Campbell er både vildt 90’er og ret almindelig, hvilket vil sige højt dekoreret militærlæge, der snildt kan tæve en kinesisk lejemorder med cirka 17 politifolk på samvittigheden.

Den slåskamp er som alle de andre, og som det store (anti)klimaks i øvrigt, set hårdere, mere intens og langt friskere på de førnævnte kasserede VHS-bånd.

“Skyscraper” er ikke engang rigtig en hyldest til action-klassikerne, bare en kedelig efterligning.

For godt nok har The Rock brede skuldre, men han kan ikke bære noget så gumpetungt alene. Han er trods alt kun én mand…