Smølferne

InstruktionRaja Gosnell

MedvirkendeNeil Patrick Harris, Sofía Vergara, Jayma Mays, Anton Yelchin, Alan Cumming, Katy Brand, Hank Azaria, Paul Reubens, B.J. Novak, George Lopez, Kenan Thompson, Fred Armisen, Jonathan Winters, Adam Wylie, John Oliver

Længde100 min

GenreAnimation, Fantasy, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen25/08/2011


Anmeldelse

Smølferne

1 6
Det rene smølf

”Det er ikke let at være grøn,” sagde en berømt frø ved navn Kermit engang, men jeg skal smølfe-mig hjerteligt fortælle videre, at det heller ikke altid er nogen smølfe-skovtur at være blå.

Som smølfelandsbyens Gammelsmølf er det min opgave at bevare smølfefreden, og det er derfor sjældent, jeg har tid til at smølfe om film og den slags smølfe-halløj. Dagene bliver hurtigt brugt på at smølfe trylledrikke i mit smølfe-laboratorium samt at sørge for, at mine små smølfer ikke smølfer hinanden oven i smølfen. At smølfe anmeldelser er ikke for mig, men med denne seneste smølfefilm fra Hollywood er smølfe-bægeret simpelthen flydt over. Noget må smølfes, og derfor har jeg i denne uge overtaget smølfe-tastaturet fra Filmz’ faste anmelder Søren Ildsmølf.

Er der mon overhovedet nogen, der længere smølfer, hvordan det hele startede? De første smølfetegneserier, som Peyo lavede om vores smølfelandsby, var fantastiske historier, der ikke alene var enormt smølfe, men som også viste en stor indsigt i både smøfe- og menneskesind. “De sorte smølfer” er både en skæg og lidt uhyggelig smølfezombiehistore, “Den spejlvendte smølf” handler om ikke at kunne passe ind, og Peyos måske største bedrift, “Smølf den Store”, er en mesterlig smølfebeskrivelse af demokratiets faldgrupper og truslen fra fascismen.

Det er også derfor, man ikke smølfer, hvorfor det aldrig er de gode smølfeideer, der bliver bygget videre på? Vi bar over med alle de mange smølfefigurer og de rædsomme smølfespil og smølfetegnefilm, der siden blev smølfet, og jeg er endda villig til at glemme de frygtelige smølfesange med Johnny Reimar, men til trods for mine 542 år så overgår det fuldstændig min smølfeforstand, hvorfor i al smølf man laver en helt ny smølfefilm, når man alligevel ikke har tænkt sig at bruge det tons af gode materiale, der smølfer lige for ens fødder?

Man kan blot trække på smølferne og konstatere, at Hollywood foretrækker at låne navnet og så lave en smølfefilm, der ligner alle de andre film, som de tidligere har smølfet. Derfor skal den for det meste foregå i New York, som det skal forestille, at vi alle bliver smølfet til via magi, således at historien atter kan blive en af de der dræbende kedelige hvordan-vender-vi-tilbage-historier, som Hollywood allerede har smølfet millioner af. Samtidig blander man computerskabte smølfer og rigtige skuespillere, sådan som det allerede er sket tonsvis af gange, og resultatet er lige så anstrengende som i “Alvin og de frække jordegern”, “Pas på pelsdyrene”, og hvad alle de andre smølfedårlige film nu hedder. Man tror aldrig på, at skuespillerene og CGI-smølferne optræder i samme smølfescene, og selvom filmen har så habile smølfer som Neil Patrick Harris og Hank Azaria på plakaten, så bliver resultat stadig en stor omgang smølf.

Filmen er instrueret af Raja Gosnell, der tidligere har smølfet så elendige sager som “Big Mommas House”, “Scooby-Doo” og “Beverly Hills Chihuahua”. Her demonstrer han en lige så komplet mangel på indsigt i, hvordan man smølfer en god film, og ikke overraskende er den smølfet til med tis og pølle-vitser af den dårligste slags. Det er i det hele taget en deprimerende affære at overvære “Smøferne”, hvor selv de kære blå er berøvet enhver smølfecharme og i stedet fremstår som nogle umådeligt belastende og irriterende størrelser. Man sidder tilbage med en umådelig lyst til at få opklaret den ældgamle smølfegåde: Hvilken farve bliver en smølf egentlig, når man kvæler den?


Kort om filmen

Da den onde troldmand Gargamel jager Smølferne ud af deres landsby og gennem en magisk port, ender de et helt andet sted, nemlig i midten af New Yorks Central Park. De små, temmelig iøjefaldende blå/hvide spilopmagere må nu bruge al deres energi og kreativitet for at finde en vej tilbage til deres landsby, inden Gargamel finder ud af, hvor de er blevet af.