Smølferne – Den hemmelige landsby
Udgivet 29. mar 2017 | Af: Andreas Ellemann | Set i biografen
Det er svært at være ene pige i en hel landsby fyldt med blå drenge. Eller smølfer rettere sagt. En er gammel, en er selvglad, en er klog, og så er der Smølfine. Hun er en pige, hvis ikke du havde gættet det. Sådan har det altid været med “Smølferne”. Smølfine er defineret ved sit lange lyse hår, og det er hun træt af. Hun vil være mere end sit køn. Og hun kan selv – dog med hjælp fra tre drengesmølfer.
I Smølfelund er der andre smølfer. Piger. Men de er tilsyneladende udviklet til et højere niveau, hvor de netop ikke er defineret ud fra ét eneste karaktertræk. De kan det hele. Smølfer med ét navn – flere egenskaber. Det er et sundt budskab og et godt tænkt twist på det gamle smølfe-univers, hvor pigen var defineret ved sit køn. Aldrig Advokatsmølf eller Statsministersmølf. Men i Smølfelund kan Smølfine gå i sporene på aktivt handlende heltinder som Vaiana eller Elsa. Hun ignorerer Stærksmølfs lumre flirten, trodser Gammelsmølf og gør, hvad hun vil. Hun bekæmper sin skæbne som smølfen, der er defineret ved sit køn.
Det feministiske budskab drukner desuden i det modsætningsforhold, der ligger i, at de eneste tålelige mænd er Gammelsmølf og skurken, Gargamel, kombineret med, at pige-smølferne kan det hele. De ender med at virke ensartede, som om alle piger er den samme, imens drengene har hver deres simple, men specielle karaktertræk. For det virker trods alt stadig sjovere med en Bordbidersmølf eller en Jazzsmølf, der spiller “Baker street” på toppen af et svampehus, sammenlignet med 20 selvstændige krigerinde-smølfer.
Smølfine prøver at skille sig ud, være selvstændig og interessant som en moderne Disney-prinsesse. Og hun er også både motoren i begyndelsen af historien og i slutningen med uforklaret blå magi. Hun kan selv. Men der er ikke meget ved at kunne selv i et univers, hvor alle andre kan så lidt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet