Endnu en hovedløs psykopat

Som om vi ikke havde nok i Ubådsmanden. Nu får vi også “Snemanden”, hvor kvinder parteres, hovedet skilles fra torso af en hvid mand, der hader kvinder. Og selv om det er perfektionistiske Tomas Alfredson, der filmatiserer den her Jo Nesbø-krimi, så er det stadig en Jo Nesbø-krimi, som er en Stieg Larsson-krimi, som er en Jussi Adler-Olsen-krimi. Det handler om at gætte en ny psykopat med en dårlig barndom.

Sådan behøver det ellers ikke nødvendigvis at være, når vi taler whodunnit. Det viste Alfredson selv med sin seneste filmatisering; realiseringen af John le Carrés “Tinker Tailor Soldier Spy”, der efter et utal af gensyn stadig er én af mine personlige favoritter. Det handlede om forræderi; privat, på arbejdspladsen og globalt under Den kolde krig. Ingen lange forklaringer, men derimod en ordknap sans for detaljer – særligt dem i brunt, som Alfredson er så nuanceret glad for.

Der er da også masser af spor i den norske sne efter Alfredson. Åbnings-flashbacket er nøglen til gåden. Den fraværende og onde, onde far slår mor, når søn ikke kan sine lektier. Det er altid der, at ondskaben starter i nordic noir-skabelonen. Sønnen bygger en skulende snemand med brune kaffebønner som øjne og mund. Den ser ond ud. For ondskaben går som bekendt i arv. Og det i et lækkert Alfredson-hjem af masser nuancer af brunt. Bord, stole, køkkenskabe og tapet. Det hele er brunt.

Men selv om det på overfladen ligner en Tomas Alfredson-film, så kan end ikke den rette instruktør ændre på en krimi, der kun handler om at finde psykopaten, som bygger snemænd og parterer kvinder. Ledetråden er fraværende fædre, utro mødre og de stakkels børn i et Norge, der er lige så mørkt og morderisk psykopatisk som det København, hvor Sarah Lund jagtede sine psykopater. Og netop “Forbrydelsen”-forfatter Søren Sveistrup har hjulpet med “Snemanden”. Det var ham, der fandt på, at forbrydelserne skulle været begået af henholdsvis vennen, makkeren og butleren. Han er ikke blevet mere opfindsom siden da.

For det er godt nok en kedelig gentagelse, at Michael Fassbender som efterforskeren Harry Hole er vodka-alkoholiker med rod i privaten. Endnu en Carl Mørck, der har et ‘hul’ i sit indre, hvilket dog gør ham god til at finde brikken, der passer til det manglende ‘hul’ i mord-puslespillet. Hole-y fuck! Heldigvis er det Alfredson, der skal skabe spændingen ud fra Sveistrupificeringen af Jo Nesbøs endnu-en-krimi. Det gør han bedst, når han tager sig sin tid. Som da Birte Becker er på vej hjem til datter og mand. Det er mørkt. Snebold rammer hende kastet bagfra. To biler på parkeringspladsen. Hun kører – den anden følger efter. Sekvens efter sekvens opbygges thrilleriet, indtil mor er hjemme og roser datteren for den fine snemand udenfor. Hun har ikke bygget nogen snemand… Shit!