Lykken er derude

Der sker ikke en skid i Sofia Coppolas nye film “Somewhere”. Skuespillerne går i bad, snakker lidt sammen, spiser, sover og rejser rundt, alt imens handlingen lunter af sted i et søvndyssende tempo. Alligevel keder man sig aldrig rigtigt i filmens selskab. Instruktøren, Sofia Coppola, som før har stået bag mesterværket “Lost in Translation”, har nemlig en helt unik evne til at skabe det store drama i den lille fortælling.

Hvad er lykken egentlig? For hovedpersonen i “Somewhere”, Hollywood-stjernen Johnny Marco, er svaret klart: En konstant rus af piller, alkohol og lækre kvinder. Det vil sige, lige indtil hans 11-årige datter Chloe beslutter sig for at lære sin far bedre at kende og langsomt får ham til at indse, hvor intetsigende og forloren hans tilværelse er blevet. ”Hvem er Johnny Marco,” spørger en journalist ham på et tidspunkt i filmen. Johnny kommer ikke med noget svar, for han ved det ikke selv.

“Somewhere” er ikke så meget en film, som det er en perlerække af små, fine sekvenser, der viser en mand i eksistentiel krise og en industri, som er tillokkende og frastødende på én og samme tid. Instruktøren Sofia Coppola arbejder tydeligvis ud fra devisen om, at less is more, og selvom det sætter publikums tålmodighed på prøve, at handlingen er så fragmentarisk, så giver det samtidig også filmen et sjældent poetisk udtryk. Som i scenen, hvor Marco får støbt sit ansigt i gips i forbindelse med en special-effect til en kommende film. I hvad der føles som en uendelighed, ser vi ham sidde helt stille og alene i lokalet, mens han trækker vejret tungt ud igennem to huller til næseborene iført den groteske gipsmaske. En simpel, men kraftfuld måde at pille glansen af Hollywood og fortælle om ensomhed og fremmedgørelse på.

Det er en overfladisk og tom skal af en filmindustri, Sofia Coppola viser os i “Somewhere”. Man kan undervejs ikke undgå at tænke tanken, at der er lidt af Chloe i instruktøren selv, som bekendt er datter af en af 70’ernes mest feterede filmmagere, Francis Ford Coppola. Den amerikanske drøm om succes og stjernestatus er her forvandlet til et mareridt, hvor der ikke er plads til ægte følelser som kærlighed, vrede, sorg og glæde. Johnny Marco føler ingenting, og hans apati bliver illustreret på humoristisk vis i en scene, hvor han under en af sine talrige erobringer falder i søvn med hovedet mellem kvindens ben. Hans liv er blevet til en fest, han ikke længere kan holde sig vågen til.

Ligesom “Lost in Translation” er “Somewhere” en film, som står og falder med skuespillerne, og selvom Stephen Dorff ikke er nogen Bill Murray, så gør han det fremragende i rollen som Johnny Marco. Han bliver dog overskygget af datteren Chloe, spillet af Elle Fanning, der charmerer og betager fra det øjeblik, hun banker på hans hoteldør. Forholdet mellem de to er den lim, som holder filmen sammen, og det er i høj grad skuespillernes fortjeneste, at “Somewhere” bliver så vellykket. Filmen bliver ikke fortalt med store armbevægelser og brede penselstrøg, men med en udsøgt sans for den store fortælling i den enkle historie. En sjældenhed i amerikansk film og et bevis på, at Sofia Coppola er lidt af en ener i Hollywood.