Spider-Man: Homecoming
Udgivet 5. jul 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det handler om homecoming. Om Spider-Man, der er kommet hjem til Marvel Cinematic Universe – på udlån fra Sony. Men også om årets homecoming – gallafesten på skolen, hvor en Peter Parker på 15 år forsøger at finde ud af det der med dates og piger, imens han som spinkel Spider-Kid slås med at vokse op til at blive en ægte avenger, en jernmand – ligesom Tony Stark. Aldrig har MCU givet så meget mening.
Derfor er Michael Keaton den hidtil bedste MCU-skurk. Han vil ikke bare indhylle verden i mørke, fordi han er Loki – og dermed automat-ond. Derimod er han blevet frataget jobbet fra Starks storkapital og lever nu på resterne af Avengers-holdets egne ødelæggelser. Hvor passer Spider-Man så ind? Kan Iron/Far Man ikke klare den selv? Nej, for han har vigtigere ting at tage sig til. Nyt hovedkvarter, måske Thanos – de store linjer. Skrotskurken er for småt for en Man, men helt rigtig for et Kid.
“Homecoming” er nemlig først og fremmest en high school-film – som en ældre udgave af danske “Antboy”. Spindelvæv koges i kemi, imens en skrottet Ultron-bombe afmonteres i metalsløjd. Det var også der, hvor “The Amazing Spider-Man”-filmene var bedst. Når Peter var ungdomshelt i skoletiden. Når “Spider-Man” får lov til at opleve puberteten, kroppen der forandres, imens den egentlig skurk ikke er våbenhandleren Vulture, men derimod svigerfar, der da lige vil have en alvorlig far-snak, inden han lader Peter følge Liz til årets gallafest. Graden af alvor følger med alderen.
Marvel Studios har planlagt den perfekte hjemkomst til Spider-Man. Pubertet, teen-oprør og pigeproblemer flettes organisk ind i det større og mere larmende MCU, der stiller Iron Man og sine ødelæggelser til rådighed i en bedre films tjeneste. Så selv om Peter Parker sikkert snart gerne vil flytte hjemme fra Tante May, er jeg nu glad for, at han er kommet hjem til MCU.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet