Spirit, The
Udgivet 31. dec 2008 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
Frank Miller har i mange år været elsket og beundret af tegneserie-entusiaster rundt omkring i verden. Og med succesfulde filmatiseringer af hans tegneserier “Sin City” og “300” giver lyden af hans navn dollartegn i øjnene på de magtfulde mænd i Hollywood. Tegneseriefilmatiseringer og superhelte har længe været en fed fidus for filmproducenter, og nu har Frank Miller selv skiftet pennen ud med kameraet og drejet en film om Will Eisners gamle superhelt “The Spirit”. Men det skulle han aldrig have gjort.
At begynde at gå i detaljer med handlingen i denne nye superheltefilm er lige så svært som at gengive en våd bytur med vennerne. Alt er usammenhængende, fyldt med sorte huller og i sidste ende fuldstændig ligegyldigt. Filmen er visuelt imponerende, og Frank Miller forstår at vække tegneserieæstetikken til live på det store lærred, så det er en fryd for øjet, men han har simpelthen ikke historien eller karaktererne til at gøre det mindeværdigt.
Det værste ved “The Spirit” er dog dens forsøg på at integrere humor i det kaotiske univers, den prøver at stable på benene. Det er aldrig sjovt, kun tåbeligt og forstyrrende, og man sidder med en følelse af, at Frank Miller ikke har haft nogen idé om, hvilken slags film, han har villet lave.
“The Spirit” er et makværk af dimensioner og et af de værste eksempler på en film, der er så stiliseret, at al substans er gået tabt. Filmen er flot og betagende i sit visuelle formsprog, men skræller man de æstetiske lag væk, sidder man tilbage med en usammenhængende, prætentiøs og ligegyldig historie, der skyder i alle retninger, men aldrig på noget tidspunkt rammer plet. Næste gang skulle Frank Miller måske gribe røret og få fat på Robert Rodriguez, inden han overvejer at filmatisere endnu en tegneserie. Det ville i hvert fald være bedst for ham selv og for alle os andre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet