Spirit, The

InstruktionFrank Miller

MedvirkendeGabriel Macht, Scarlett Johansson, Samuel L. Jackson, Eva Mendes, Paz Vega, Jaime King, Dan Lauria, Sarah Paulson, Stana Katic, Frank Miller, Eric Balfour

Længde102 min

GenreAction, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen01/01/2009


Anmeldelse

Spirit, The

2 6
Ingen sjæl i “The Spirit”

Frank Miller har i mange år været elsket og beundret af tegneserie-entusiaster rundt omkring i verden. Og med succesfulde filmatiseringer af hans tegneserier “Sin City” og “300” giver lyden af hans navn dollartegn i øjnene på de magtfulde mænd i Hollywood. Tegneseriefilmatiseringer og superhelte har længe været en fed fidus for filmproducenter, og nu har Frank Miller selv skiftet pennen ud med kameraet og drejet en film om Will Eisners gamle superhelt “The Spirit”. Men det skulle han aldrig have gjort.

“The Spirit” udspiller sig i byen Central City – en korrupt og kriminel storby, hvor lyset aldrig trænger igennem, og ondskaben har overtaget. Tænk Sin City, og du har en idé om, hvilket miljø vi har med at gøre. Superhelten The Spirit er byens sjæl. En beskytter, som vi kender dem til døde fra tegneserieuniverset, og da ligene begynder at hobe sig op i gaderne, bliver han klar over, at hans nemesis, den gale videnskabsmand Octopus, har igangsat en plan for at blive enehersker i Central City: Han skal drikke blodet fra sagnhelten Herakles og på den måde blive udødelig! Lyder det åndssvagt? Det er det virkelig også.

At begynde at gå i detaljer med handlingen i denne nye superheltefilm er lige så svært som at gengive en våd bytur med vennerne. Alt er usammenhængende, fyldt med sorte huller og i sidste ende fuldstændig ligegyldigt. Filmen er visuelt imponerende, og Frank Miller forstår at vække tegneserieæstetikken til live på det store lærred, så det er en fryd for øjet, men han har simpelthen ikke historien eller karaktererne til at gøre det mindeværdigt.

Superhelten bliver spillet med lige så stor indlevelse og entusiasme som et stykke vådt pap, og resten af persongalleriet er så karikerede og klichefyldte, at de overskrider grænsen fra at være selvironiske til at være decideret platte. Dialogerne er tåkrummende dårlige og kunne lige så godt være brugt ved et skoleteater. Når Eva Mendes i rollen som Sand Saref mumler ordene ”Hold kæft og blød!”, tager man sig til hovedet og undrer sig over, om der overhovedet er nogen, der har sat sig ned og læst manuskriptet igennem.

Det værste ved “The Spirit” er dog dens forsøg på at integrere humor i det kaotiske univers, den prøver at stable på benene. Det er aldrig sjovt, kun tåbeligt og forstyrrende, og man sidder med en følelse af, at Frank Miller ikke har haft nogen idé om, hvilken slags film, han har villet lave.

“The Spirit” er et makværk af dimensioner og et af de værste eksempler på en film, der er så stiliseret, at al substans er gået tabt. Filmen er flot og betagende i sit visuelle formsprog, men skræller man de æstetiske lag væk, sidder man tilbage med en usammenhængende, prætentiøs og ligegyldig historie, der skyder i alle retninger, men aldrig på noget tidspunkt rammer plet. Næste gang skulle Frank Miller måske gribe røret og få fat på Robert Rodriguez, inden han overvejer at filmatisere endnu en tegneserie. Det ville i hvert fald være bedst for ham selv og for alle os andre.


Kort om filmen

Han er byens gode ånd, dens beskytter og forsvarer af de hjælpeløse. Han er The Spirit. Engang var han politibetjenten Denny Colt, der blev dræbt i tjenesten. På en eller anden måde vendte han imidlertid tilbage til livet, og han valgte – med skjulested på kirkegården – at fortsætte sit virke som en anonym fjende af ondskab og kriminalitet. Kun politichefen Dolan er klar over hans rette identitet… og så måske en forbryder ved navn Octopus. Netop nu er Octopus atter på spil med sin narkotikaring, men han er tilsyneladende ude efter et andet bytte. Imidlertid har juveltyven Sand Saref også sine fingre ude efter dette bytte, og The Spirit bliver fanget i krydsilden. I mere end en forstand – hvis Octopus er det onde modstykke til The Spirit, så er Sand Saref kvinden, der kan afsløre hans fortid, for hun var engang hans første kærlighed…