En blandet landhandel

Der findes ikke nogen genre, som har spyttet flere penge i Hollywoods sparegris end science fiction-genren. “Transformers”, “Independence Day”, “Star Wars”, “Star Trek”, “Avatar”… vi taler om nok milliarder af dollars til at konstruere en guldlakeret Storebæltsbro og fragte den ud i rummet. Men når man gennemgår listen over genrens mest indbringende værker, finder man forbavsende få af den eftertænksomme slags. Lyssværd, laserpistoler og store, blå rumvæsner er herlige i afmålte doser, men når kosten sjældent varieres, bliver man hurtigt mæt. Derfor er “Splice” en enormt forfriskende filmoplevelse, også selvom den samtidigt er en anelse skuffende.

For hver “Gattaca” og “Children of Men” som produceres, synes der at udkomme et hav af fadæser à la “Alien vs. Predator” og “Skyline”. Selvfølgelig kan man forstå (om ikke bifalde) Hollywoods afholdenhed, når man studerer salgstallene, men det gør ikke filmselskabernes manglende vovemod mindre trist. Til forskel herfra er canadiske Vincenzo Natali, som både har forfattet og instrueret “Splice”, utroligt dristig. Han har skabt en film, der ikke blot omhandler et relativt upopulært tema (gensplejsning), men som også er ludfattig på sympatiske karakterer og samtidigt har frækheden til at forlange, at vi grubler godt og grundigt over, hvad der foregår på skærmen. Jamen dog.

Gensplejsning var også et af omdrejningspunkterne i den førnævnte “Gattaca”, men “Splice” har faktisk mere tilfælles med Mary Shelleys klassiske historie om Frankensteins monster. Natalis film er en moderne, men på mange måder også altmodisch monsterfortælling, som tit skræmmer og chokerer, men endnu oftere funderer over nøjagtig det samme, som Shelley gjorde i sin skelsættende roman. Hvad vil det sige at være et menneske? Har vi retten til at lege Gud, og hvor galt kan det gå, hvis vi forsøger? Mange film har tidligere stillet disse spændende spørgsmål, men Natali er klog nok til at lade os nå frem til svarene på egen hånd.

Det er også spørgsmål, der tit bliver stillet af filmens to hovedpersoner, videnskabsfolkene Clive og Elsa, som netop har udviklet det allerførste levedygtige væsen, der er skabt via gener fra flere forskellige dyrearter. Clive og Elsa er stensikre på, at de kan kurere alverdens sygdomme ved at gensplejse mennesker med dyr, men forskernes foresatte er uenige, så duoen tager sagen i egen hånd. De blander menneskeligt dna med dna fra dyrerigets mange verdenshjørner og voila: En ny livsform er skabt. Det lille hunkønsvæsen, som forskerne døber “Dren”, udvikler sig i lynets hast, men mens Dren bliver ældre, bliver hun også sværere at kontrollere.

I rollen som Dren mønstrer franske Delphine Chanéac en perfekt balancegang mellem det gakkede og det menneskelige. Adrien Brody og Sarah Polley er derudover fremragende som de to forskere. Det er sjældent, man får lov til at nyde skuespillere af så høj kaliber i den slags roller og i sådan en type film, men det talentfulde par er formentlig blevet tiltrukket af Natalis modige manuskript. Selvom Clive og Elsa ofte træffer valg, der synes at krydse barrieren mellem det forsvarlige og det forkastelige, så mærker man immervæk deres enorme eventyrlyst og higen efter positiv forandring, og derfor bliver det alligevel svært ikke at holde af dem. Og når Elsas dystre fortid dukker op til overfladen, og Dren truer med at skille de to forskere/elskende ad, bliver filmen for alvor spændende. Ja, i lange perioder er “Splice” faktisk et særdeles habilt karakterdrama.

Men desværre lykkes det ikke helt for filmmagerne at sammensplejse karakterdrama, science fiction og horror. Jovist, indimellem bliver Drens utilregnelighed direkte uhyggelig, og et blodigt, fejlslået eksperiment er næsten ulideligt spændende at overvære… Men under filmens sidste akt virker det, som om Natali pludseligt er blevet træt af at fascinere og filosofere, og karaktererne og alle de påfaldende problemstillinger drukner i et kedeligt og klichefyldt blodbad, som kulminerer i en brat og utilfredsstillende slutning. “Splice” kunne have været vor generations svar på David Cronenbergs “Fluen”, men den snubler for alvor ved målstregen, og i modsætning til Dren formår filmen altså ikke at få vinger og lette på ny.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. “Splice” har en meget dunkel og kølig billedside, hvor de fleste nuancer samtidig har et blåligt skær. Mange dvd’er har svært ved at gengive så mørke kulører ordentligt, men dette transfer håndterer opgaven med bravur. Farvegengivelsen er simpelthen upåklagelig (især hudfarverne imponerer), og kontrasten er solid. Kun få skud fremstår en smule uskarpe, uønsket støj figurerer aldrig, og jeg bed kun mærke i meget mild edge-enhancement i ganske få sekunder.

Audio

Diskens Dolby Digital 5.1-lydspor er lige så godt som transferet. Både musikken, lydeffekterne og replikkerne gengives med en iørefaldende klarhed, når Dren bliver fuldvoksen og udvikler vinger, skaber panoreringerne i baghøjtalerne fornemmelsen af, at hun flyver rundt i hjemmebiografen. Den auditive atmosfære er også dejligt nuanceret, og overstyring forekommer aldrig. Indimellem savner man lidt mere auditiv punch, såsom når musikken dominerer lydsiden i kapitel 2, men dette er under alle omstændigheder et fremragende lydspor.

Ekstramateriale

Ud over traileren til filmen medfølger to dokumentarer: “A Director’s Playground” (32 min.) og “Behind the Scenes of Splice” (33 min.). Vi præsenteres for en masse interviews med filmmagerne og skuespillerne, og vi ser også adskillige klip fra optagelserne og arbejdet på computereffekterne. Det er interessant at bemærke, at optagelserne begyndte for næsten fire år siden. Man savner indimellem lidt mere fokus i den rodede “A Director’s Playground”, men den anden dokumentar kompenserer en del for artsfællens svagheder.