Spoor
Udgivet 6. dec 2017 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
På stribe falder jægerne døde om. Myrdet en efter en. Eneste spor er hovene fra rådyrene. Hvem er morderen? Er det dyrene? Eller bare en almindelig menneskelig morder? Hvorfor? Vigtige spørgsmål i en krimi. Men her er spørgsmålet om, hvordan vi behandler dyr, vigtigst. En dyrevelfærdskrimi, der ender mere som en belærende kampagnevideo end krimi.
Krimien tager sig flot ud. Det er næsten umuligt andet med de omgivelser, som mordene skal opklares i. Fra første sekund udnyttes de. Jægerne mødes om aftenen på toppen af bakken. Kun lyset fra deres biler lyser op. Kameraet følger dem og fortsætter op i luften og afslører skoven og bjergene. Skulle Polen være gråt og trist? Ikke her i hvert fald. Uanset om det bjergklædte område er dækket i sne eller solskin, så er det bare et perfekt område til en mordkrimi. Den er flot. Meget flot.
Men budskabet ødelægger krimien. Det bliver en kampagnevideo til sidst. Alle er onde imod dyrene. Undtagen Duszejko. Hun bliver rasende. Morder! Alle er jægere. Alle er mordere. I denne by er det åbenbart normalt, at alle dræber dyr. Undtagen Duszejko. Så er der billeder af ræve i bur. Dyr, der bliver skudt. Dyrehoveder. Og selvfølgelig en ond nabo, der også er krybskytte. Hvad var det nu, vi skulle opklare i krimien? Jeg er med på, at dyr skal have det godt, men denne her kampagnevideo har skygget for min krimi.
Jeg får dog opklaret mine mord. Selvfølgelig til allersidst, som jeg gerne vil have det i min krimi. Men det føles ikke rigtigt. Jeg har ikke fået spændingen udløst. Der var nemlig aldrig nogen spænding. Kun forfærdeligheder mod dyr. Det er synd for dyrene. Det er synd for krimien.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet