Springtur i Toscana
Udgivet 10. maj 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Titlerne siger det hele. Den danske “Springtur” har fokus på roadtrip-flugten fra den lukkede afdeling ud i et Toscana, der altid er pænt at se på. Den italienske titel betyder derimod noget i retning af ‘den skøre glæde’. Her er fokus på det psykisk skøre makkerpar, Beatrice og Donatella, der søger glæden i dem selv og i dem, der kigger på. Det er “Charlot og Charlotte” møder “Gøgereden” i Italien.
Hun var en del af røver-hoffet omkring Silvios medløbere af advokater og svindlere, inden han blev afsat og retfærdigheden blev genindsat. Det er hun blevet manisk skør af med fyldig kavalergang, imens det magre modstykke, Donatella, er deprimeret med snitsår og dødstanker. Udadvendt og indadvendt skal på indre rejse ud i et Toscana, hvor psykisk sygdom faktisk er en overraskende kompleks størrelse. Det kan ikke bare livsglædes væk med et glas chianti i hånden, sådan som Jack Nicholson kunne bagatellisere det i “Gøgereden”.
De stjæler ellers en bil af en mand, der tror. de kan købes til hygge på hotel. Beatrice forsøger at lyve sig til penge i banken med sin overklasse-attitude, de løber fra regningen og bliver udsmidt fra et kasino. Donatella lærer at åbne op, bearbejde og vende tilbage til livet, imens Beatrice lærer at tage ansvar for andre end sig selv. Den pointe er manisk tydeligt sat op og luret langt inden pigernes flugt på springtur.
Skizofreni er en alvorlig sygdom som alle andre psykiske sygdomme. Og kan være svært at overkomme. Det må “Springtur i Toscana” nok også indse. Den er både sin danske og italienske titel. Roadtrip og skør. Måske de to på flugt bare skulle være blevet hjemme i gøgereden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet