En stjerne bliver født

Tilbage i 2001 havde Star Trek-franchisen i dén grad brug for et ansigtsløft. I de foregående 14 år havde i alt tre Star Trek-tv-serier (henholdsvis “Star Trek: The Next Generation”, “Star Trek: Deep Space Nine” og “Star Trek: Voyager”) disket op med sammenlagt 526 afsnit, og da “Star Trek: Voyager” ebbede ud i maj 2001, var det tydeligt, at folkene bag franchisens ror var løbet tør for inspiration.

De samme ideer blev genbrugt konstant. Som regel blev det 24. århundredes galante Stjerneflåde-officerer truet af arrige rumvæsner, slemme computerfejl eller destruktive naturfænomener i det ydre rum. Og tit kunne forfatterne ikke finde på en dramaturgisk interessant løsning på hårdknuden, hvorfor episoderne bare endte med, at rumskibets topmoderne teknologi reddede dagen. Det har nu altid været mest interessant at se mennesker løse konflikter gennem kløgt og samarbejde, men efter flere hundrede episoder er det måske bare fristende for en udkørt forfatter at lade karaktererne trykke på et par knapper i stedet. Og seertallene reflekterede den skrumpede idérigdom. Siden franchisens klart mest populære spin-off, “Star Trek: The Next Generation”, sluttede i 1994, tunede færre og færre ind til flimmerkassens intergalaktiske eventyr. Star Trek var bogstaveligt talt døende. Men da “Star Trek: Enterprise” – franchisens sjette tv-serie – blev annonceret kort efter årtusindskiftet, så det ud til, at man havde konstrueret den helt perfekte redningskrans.

“Star Trek: Enterprise” foregår i det 22. århundrede – 100 år før Kirk og Spocks eskapader i den oprindelige tv-serie (og de nye film) samt 200 år før hændelserne i de tre foregående spin-offs. Det var på papiret en fremragende idé. For det første ville fans få lov til at se Star Trek-universets spæde begyndelse… hvordan menneskeheden omsider skrinlagde udyder som grådighed, racisme og intolerance og dernæst drog mod stjernerne som ét forenet folk. Den nye series opdagelsesrejsende ville heller ikke have adgang til det 24. århundredes ekstremt avancerede teknologi, så de ville ikke kunne løse deres problemer med blot et par kedelige knappetryk, og samtidig ville karaktererne angiveligt være mere lig os i virkelighedens 21. århundrede end figurerne i de andre serier. Mere ufuldkomne, uvidende og måske endda lidt lettere at relatere sig til end de andre seriers nærmest helgenagtige helte. Kort sagt: Star Treks bagmænd havde en gylden chance for at sende Star Trek af sted i en helt ny, spændende og nymodens retning, før franchisen kuldsejlede.

Men det viste sig hurtigt, at “Star Trek: Enterprise” bare var mere af samme skuffe. Jovist, efter et par sæsoner begyndte serien endelig at leve op til sit kæmpe potentiale, men i begyndelsen udeblev den ellers ventede, nye vinkel på franchisens velkendte univers, og i stedet blev vi bare præsenteret for flere arrige rumvæsner, alvorlige computerfejl og destruktive naturfænomener. Kun ganske få afsnit kunne ikke være blevet fortalt af en af de mange andre Star Trek-serier, og ærlig talt bed man sjældent mærke i, at besætningen om bord på Enterprise NX-01 (menneskehedens første store rumfartøj) havde mindre avancerede remedier til rådighed end deres kollegaer i det 24. århundrede. Alt virkede simpelthen for genkendeligt.

Alligevel må jeg sige, at seriens første sæson var langt bedre, end jeg huskede den som. Måske var jeg bare så skuffet over seriens manglende dristighed tilbage i 2001, at jeg slet ikke bemærkede dens mange styrker, men selvom 1. sæson af “Star Trek: Enterprise” har sine fejltrin, så er der alt i alt tale om en hæderlig tv-sæson, der især løftes af sit dygtige, engagerede ensemble. Scott Bakula er simpelthen fantastisk som Enterprises karismatiske kaptajn, Jonathan Archer, der med sin enorme varme, charme og fandenivoldskhed fremstår som en mægtig sammensmeltning af William Shatners kaptajn Kirk og Han Solo. Resten af skuespillerne imponerer også (især John Billingsley som rumskibets hjertevarme, humoristiske læge, Phlox, og Connor Trinneer i rollen som skibets kvikke maskinmester, Trip), og allerede fra og med åbningsafsnittet, “Broken Bow” kan man mærke skuespillernes stærke kemi og store entusiasme, som smitter gang på gang.

Faktisk indeholder sæsonen ingen deciderede fadæser, hvilket man bestemt ikke kan sige om de andre seriers indledende årgange. Jovist, der er flere forglemmelige, middelmådige episoder såsom “Strange New World” (hvor giftstoffer på en fremmed planet får besætningen til at hallucinere – ikke just en vildt original idé), “Terra Nova” (et afsnit, der simpelthen aldrig kommer op i gear, hvor Enterprise støder på en gruppe mennesker, der har udviklet stor mistro til deres artsfæller efter flere årtiers isolation) og “Oasis” (hvor Archer og Co. støder på en befolkning, der gemmer på en noget sær hemmelighed, som man for længst har gættet, før den omsider afsløres). Men man keder sig aldrig.

Her er også perler som “Dear Doctor”, der – ligesom alle de bedste Star Trek-afsnit – giver masser af stof til eftertanke. Enterprise konfronteres med et samfund bestående af to racer, hvor den ene er ved at blive udryddet af en frygtelig sygdom. Bør Stjerneflåde-officererne redde befolkningen? Har de overhovedet ret til at ændre naturens gang på en anden verden? Bør de vitterligt holde sig på afstand og lade en hel race uddø, så planetens undertrykte, kløgtigere og mere sympatisk minoritet kan overtage herredømmet engang i fremtiden, sådan som naturen åbenbart har planlagt det? “Shuttlepod One” er sæsonens højdepunkt. To af skibets officerer, førnævnte Trip og sikkerhedsofficeren Malcolm Reed, efterlades i en lille rumfærge og begynder at løbe tør for ilt, hvilket presser d’herrer op i det røde felt og bliver katalysatoren for flere humoristiske, intense og rørende sekvenser, der byder på fantastisk skuespil fra de to mænd. “The Andorian Incident” er et lille, spændingsmættet eventyr, og piloten, “Broken Bow”, er måske Star Trek-franchisens bedste åbningsafsnit til dato – en actionspækket episode, der fornemt slår tonen an og introducerer alle karaktererne ordentligt uden nogensinde at slække sit greb om speederen.

Derudover er det herligt, at serien ikke er lige så episodisk som de foregående (hvis man ser bort fra den meget sammenhængende “Star Trek: Deep Space Nine”). De senere afsnit refererer til begivenhederne i de foregående, og således får man virkelig fornemmelsen af, at karaktererne udvikler sig undervejs. Som så mange andre serier blev “Star Trek: Enterprise” født med en række børnesygdomme, men da den først fik dem udraderet efter de første par sæsoner, udviklede den sig til noget helt særligt. Så bliv endelig hængende!

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. “Star Trek: Enterprise” er den tredje Star Trek-serie, som udkommer på Blu-ray. Paramount har allerede udgivet samtlige sæsoner af den oprindelige “Star Trek”-serie fra 1960’erne samt de første tre sæsoner af “Star Trek: The Next Generation”, som blev produceret i 80’erne. Men selvom “Star Trek: Enterprise” er franchisens nyeste tv-serie (dens første årgang blev produceret i årene 2001 og 2002), ser den ikke nær så godt ud i HD som sine ældre søskende. Det virker måske besynderligt, men “Star Trek: Enterprise” har aldrig haft en lige så stor fanskare som franchisens andre føljetoner, hvorfor det finansielt set ikke ville give mening at bruge lige så megen tid og lige så mange ressourcer på at restaurere “Star Trek: Enterprise” som dens mere populære slægtninge.

Den første sæson af “Star Trek: Enterprise” blev dog skudt på 35mm-celluloid, så kildematerialet eksisterer altså i en meget høj opløsning. Derfor var jeg ret fortørnet over, hvor uimponerende “Star Trek: Enterprise” fremstod i HD under sæsonens første 5-6 afsnit. Jeg var ærlig talt ved at tro, at flere af scenerne blot var blevet hapset fra de gamle dvd-udgivelser og kunstigt opskaleret til Blu-ray-opløsningen på 1920×1080. Mange billeder er en anelse uskarpe og usædvanligt grynede, og detaljerigdommen er relativt lav. Jeg har dog hørt, at det formentlig skyldes, at man under seriens startfase var usikker på, om afsnittene ville blive transmitteret i 16:9 eller i 4:3 (hele serien blev vist i 16:9), og at man derfor skød visse scener i 4:3-formatet. Disse scener har man så været nødt til at zoome ind i og beskære i top og bund i forbindelse med 16:9-præsentationen. Men angiveligt var det kun under optagelserne af piloten, “Broken Bow”, at man var usikker på billedformatet, men den første håndfuld afsnit ser altså lige så uimponerende ud som “Broken Bow”.

Men lige pludselig stiger billedkvaliteten markant. Senere, fremragende afsnit som “Dear Doctor” og “Shuttlepod One” ser langt bedre ud end piloten. Pludseligt kan man spotte alle de små knapper på skibets paneler, tyde selv de mindste bogstaver og tal på broens computerdisplays og tælle skægstubbene på skuespillernes ansigter. Farvegengivelsen er heldigvis også perfekt fra start til slut, og det samme er kontrasten. Ingen detaljer går tabt i det mørke verdensrum. Jeg bemærkede heller ikke nogen glorier eller udtværing. Desværre blev den første sæsons computereffekter produceret i billedopløsningen 1024×480, så man har været nødt til at opskalere dem (ellers skulle man have rekonstrueret dem, men det har man altså ikke været villig til at bruge tid og penge på), hvorfor sekvenserne i det ydre rum indimellem fremstår lidt uskarpe og byder på aliasing (små vibrationer i billedets lige linjer). Men heldigvis ser hovedparten af serien altså rigtig godt ud i HD, og eftersom effekterne i seriens senere sæsoner blev produceret i en højere opløsning, kommer de formentlig og forhåbentlig til at se langt bedre ud på Blu-ray.

Audio

Ligesom billedkvaliteten er lydkvaliteten hæderlig, men langtfra overvældende. Alle replikker, lydeffekter og musikalske toner kommer klokkeklart igennem, og baghøjtalerne er regelmæssigt aktive. Men DTS-HD Master Audio 5.1-mixene imponerer sjældent for alvor. Der er kun få nævneværdige panoreringer, og lydbilledet savner ofte lidt mere liv. Tjek eksempelvis afsnittet “Two Days and Two Nights”, hvor besætningen besøger en planet spækket med mennesker og andre livsformer, men mens kaptajnen sidder på sin hotelaltan, føles omgivelserne forunderligt tavse. Vi krydser også fingre for, at seriens fremtidige sæsoner vil lyde mere imponerende.

Ekstramateriale

Den første sæson af “Star Trek: Enterprise” består af i alt 25 afsnit, som er blevet spredt over i alt seks skiver, der også er spækkede med ekstra godter. Først og fremmest er her alt det ekstramateriale, der befandt sig på den gamle dvd-udgivelse af sæsonen – dvs. anekdotefyldte tekstkommentarspor på afsnittene “Broken Bow”, “The Andorian Incident” og “Vox Sola”, et interessant kommentarspor til “Broken Bow” indtalt af producerne/forfatterne Rick Berman og Brannon Braga, en stribe slettede scener fra flere af afsnittene (som desværre ikke præsenteres i HD), ni minutters morsomme fraklip samt en lille stak dokumentarer. De tre “NX-01 Files” (samlet varighed: ca. 10 min.) er ultrakorte videoklip, der bl.a. gennemgår skabelsen af rumskibets kontrolpaneler og designet af de krigeriske klingoners hjemplanet. De seks andre dokumentarer fra dvd-udgivelsen varer tilsammen en lille time og beretter bl.a. om hovedrolleindehaveren Scott Bakula, seriens tidsrejseelementer og Star Trek-franchisens enorme og enormt dedikerede fanskare.

Der er også blevet indtalt nye kommentarspor til flere af afsnittene. Førnævnte Braga, effektmageren Dan Curry, instruktøren James L. Conway og skuespillerne Connor Trinneer (Trip) og Dominic Keating (Reed) har i fællesskab indtalt et både informativt og særdeles underholdende kommentarspor til “Broken Bow”. Det er lidt irriterende, at der er blevet skruet højere op for Bragas mikrofon end de andres, men det er under alle omstændigheder uhyre interessant at høre d’herrer gennemgå skabelsen af den serie, som de alle endte med at arbejde på i flere år. Braga er meget ærlig omkring afsnittets fejl og mangler, mens skuespillerne heldigvis ikke er bange for at tage lidt pis på dem selv og hinanden. Curry og manuskriptforfatteren Andre Bermanis har indtalt et kommentarspor til “Silent Enemy”; forfatterne Mike Sussman og Phyllis Strong har indspillet et kommentarspor til “Shadows of P’Jem”; og førnævnte Braga, Trinneer, Keating samt instruktøren David Livingston disker op med talløse spændende anekdoter på deres kommentarspor til “Shuttlepod One” (man brugte flydende kvælstof til at gøre kulisserne så kolde, at man kunne se skuespillerne ånde!).

Derudover er her fire ældre dokumentarer, som aldrig før er blevet udgivet på hjemmevideo: “Cast Introduction” (2 min.) gennemgår meget hurtigt seriens skuespillertrup. Både “Network Presentation” (3 min.) og “Syndication Presentation” (7 min.) kan bedst beskrives som forlængede trailere til serien, mens “On the Set” (29 min.) tilbyder et indsigtsfuldt og dybdeborende kig på skabelsen af afsnittet “Vox Sola”. Både skuespillerne og filmmagerne interviewes, og de er alle forfriskende ærlige omkring de mange udfordringer og det store tidspres, de oplever under skabelsen af den gængse “Star Trek: Enterprise”-episode. Alle disse gamle dokumentarer præsenteres i SD, mens boksens to nye, lange dokumentarer (og udgivelsens i øvrigt klart største trækplastre) præsenteres i HD: “In Conversation: Rick Berman and Brannon Braga” (63 min.) og “To Boldly Go: Launching Enterprise” (90 min.).

I “In Conversation: Rick Berman and Brannon Braga” sidder producerne/forfatterne Berman og Braga overfor hinanden og bruger over en time på at diskutere deres gode og dårlige minder om “Star Trek: Enterprise”. Duoen er ofte blevet beskyldt af fans for at have aflivet Star Trek, eftersom de var franchisens styrmænd, da den gik død i 2005, før J.J. Abrams pustede nyt liv i franchisen med sin succesrige “Star Trek”-reboot fra 2009. Men parret står også bag flere af franchisens største højdepunkter fra de sidste 25 år, og man kan bestemt ikke beskylde dem for at pynte på sandheden. De taler åbenhjertigt om alt fra deres skænderier og uenigheder med deres overordnede hos Paramount og Paramounts tv-selskab, UPN (som bl.a. fik den skrupskøre idé at få nutidens største ungdomsbands til at gæsteoptræde hver uge), og beskyldningerne om, at de dræbte Star Trek-franchisen, til deres oprindelige planer om at lade seriens første sæson foregå på Jorden og kulminere med opsendelsen af Enterprise. Det havde bestemt givet serien et mere originalt præg, men desværre nedlagde parrets overordnede veto mod den kreative idé.

“To Boldly Go: Launching Enterprise” er delt op i tre separate dele, og de er alle særdeles seværdige. Både Braga og Berman dukker også op her, og det samme gør et væld af seriens manuskriptforfattere, filmmagere og skuespillere (deriblandt Bakula og Trinneer). Igen bliver der talt meget om problemerne under seriens opstartsfase. Braga og Co. ville gerne have taget et års pause mellem “Star Trek: Voyager” og “Star Trek: Enterprise” til at genoplade de kreative batterier, men UPN forlangte at få en nye Star Trek-serie lanceret hurtigst muligt. Og jeg havde aldrig hørt, at det oprindeligt var planen at bruge U2’s megahit “Beautiful Day” til seriens titelsekvens. Men rettighederne var for dyre, så man endte med at bruge en coverudgave af et ældre Diane Warren-nummer, “Faith of the Heart”. Mange fans (og selv Braga) hadede titelmelodien, men jeg har egentlig altid følt, at dens tekst (der synges bl.a. ”I can reach any star”) afspejler seriens koncept ganske fint.

Desuden indeholder etuiet en håndfuld postkort med billeder af skuespillerne. Trekkies vil næppe nænne at frankere dem. Når man smækker udgivelsens første disk i afspilleren, præsenteres man i øvrigt for trailere til BD-udgivelserne af “Star Trek: Enterprise – Sæson 2” (som angiveligt udkommer engang i august) og “Star Trek: The Next Generation”-dobbeltafsnittet “The Best of Both Worlds” (som er udkommet).

Året var 2001, og Star Trek var i krise. Lige siden “Star Trek: The Next Generation” ophørte med at blive vist i fjernsynet i 1994 var Star Treks seertal så småt begyndt at dale, også selvom “Deep Space Nine” (der stoppede i 1999) blev ved med at få priser og positiv kritik. “Star Trek: Voyager” fusede ud i 2001 med langt mindre omtale end seriens første afsnit oprindeligt fik tilbage i 1995. Og blot nogle få år før havde den 9. Star Trek film, “Star Trek: Insurrection”, indtjent 200 mio. kroner mindre ind på verdensplan end den forrige film i serien, “Star Trek: First Contact”. Et gevaldigt kreativt spark i røven var påkrævet for at sikre Star Treks overlevelse. Løsningen så umiddelbart lovende ud: “Enterprise”.

“Enterprise”, den 5. Star Trek serie (hvis man ikke tæller tegnefilmsserien fra starten af 70’erne med), skulle ikke bare være mere af det samme… ikke blot endnu en serie, der fandt sted i det 24. århundrede på endnu et avanceret Starfleet-rumskib. “Enterprise” skulle foregå i det 22. århundrede – et tidspunkt i Star Trek universet, hvor mennesket først for alvor var begyndt at udforske verdensrummet. 150 år ude i fremtiden, 100 år før Kirk og co. rejste mælkevejen tyndt i den oprindelige Star Trek serie fra 60’erne. Fans ville få mulighed for at se, hvordan hele Føderationen opstod, mens helt nye seere fik mulighed for at starte ud med en fuldstændig blank tavle, hvor et kendskab til de andre serier og film ikke var nødvendigt. Det så lovende ud.

Men i stedet for at vise os, hvordan Star Trek universet blev til, hostede “Enterprise” op med flere helt nye racer og kopier af både gamle fortællinger og gamle karakterer. Senere fandt serien fodfæste og sin egen stemme i Star Trek universets gigantiske kor, men på det tidspunkt var det for sent. Seertallet var faldet med adskillige millioner i forhold til dengang første afsnit blev vist, og serien døde en stille død i 2005.

“Broken Bow”, seriens pilotafsnit, er faktisk ikke så ringe endda. Det er lidt rodet, forudsigeligt og mangler ambition, men det holder meget godt i forhold til de andre seriers piloter og disker op med nogle ret flotte og underholdende sekvenser. Og hvem end det var, der besluttede at filme “Enterprise” i bredformat, bør applauderes – “Enterprise” har den flotteste og mest filmagtige billedside af samtlige Star Trek serier. Og “Faith of the Heart” er en ganske passende titelsang, med en tekst, der lægger sig tæt op ad selve seriens grundidé.

Herefter går det dog støt ned ad bakke. Afsnittene, der kommer umiddelbart efter “Broken Bow”, er gode eksempler på, hvad “Enterprise” havde problemer med i sine første par sæsoner: at udnytte sit fede potentiale og koncept. Men der er undtagelser. “The Andorian Incident” (hvor vi for første gang møder de såkaldte andorianere, som var meget med i den oprindelige Star Trek serie) er et godt afsnit, selvom det dog trækker lidt i perioder. Det bliver senere i sæsonen fulgt op af det endnu bedre “Shadows of P’Jem” afsnit. “Cold Front” og “Shockwave, Part 1” er også ganske fornøjelige afsnit, der brygger videre på ideen om en temporal koldkrig, som piloten spillede en del på. “Fallen Hero” og “Shuttlepod One” er ikke særligt originale, men til gengæld ganske velspillede afsnit, der i visse øjeblikke udnytter seriens koncept til fulde.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. “Enterprise” ser heldigvis så ny ud, som den vitterligt er. Billedet er enormt rent, varmt og fuldstændig blottet for digital støj, pletter, komprimeringsartifacts og edge-enhancement. Men desværre er der en smule af den billedlige blødhed, der plagede mange af de andre Star Trek tv-udgivelser på dvd.

AudioLigesom Dolby Digital 5.1 lydsporene på de andre Star Trek tv-serie dvd’er, er lyden på disse discs meget frontbaseret og baghøjtalerne bliver sjældent taget rigtigt i brug. Men meningen er heller ikke at overbombardere lytteren fra alle sider af, men at skabe en troværdig og effektiv lydside, og det lykkes her på fineste vis. Lyden er klar og fyldig, og der er både subtile og bombastiske auditive øjeblikket at nyde.

EkstramaterialePå disc 1 i denne 7-disc pakke finder man et kommentarspor med seriens producere og pilotafsnittets manuskriptforfattere, Rick Berman og Brannon Braga. Der er grund til at lægge øre til deres kommentarer, som både er interessante og relativt oprigtige. Der bliver bl.a. talt om udviklingen af serien i dens barndom, hvad de mener fungerer og ikke fungerer, og hvad deres overordnede mål var med seriens karakterer. Boksen indeholder også tre tekstkommentarspor fra det kendte Okuda par. Disse er også ganske informative og interessante. De er at finde til afsnittene “Broken Bow”, “The Andorian Incident” og “Vox Sola”.

En anden ting, som man stærkt har savnet på tidligere Star Trek dvd-udgivelser, er slettede scener, men dem er der et væld af i denne boks. De bliver præsenteret i glimrende kvalitet, og er for det meste ganske interessante. For fans af “Enterprise” er det her rent guld.

Og så hopper vi videre til boksens 7. og sidste disc, hvor resten af udgivelsens ekstramateriale huserer. “Creating the Enterprise” (11 min.) starter med, at Scott Bakula introducerer skuespillerne og deres respektive karakterer på skibets bro. Dernæst hører vi fra nogle af seriens primære bagmænd, såsom Herman Zimmerman, Rick Berman og Brannon Braga, der fortæller kort om seriens rødder og forsøget på at få den til både at føles avanceret og som en naturlig forløber til de andre serier. En længere udgave af denne dokumentar havde været dejligt.

I “O Captain! My Captain! A Profile of Scott Bakula” (10 min.) benytter seriens rollebesætning, og visse af dem, der arbejder bag kameraet på serien, sig af muligheden for at rose Bakula til skyerne. Bakula taler også selv lidt om sit alter ego. Det er en ret overfladisk dokumentar, men ganske munter og seværdig. I “Cast Impressions: Season One” (12 min.) fortæller skuespillerne om deres roller og deres karakterers udvikling.

“Inside Shuttlepod One” (8 min.) handler om måske sæsonens mest populære afsnit. Der bliver fortalt om, hvordan man i afsnittet forsøgte at fokusere mere på karaktererne end tidligere, og at det minimalistiske afsnit oprindeligt blev skrevet for at spare penge. “Star Trek Time Travel: Temporal Cold Wars and Beyond” (8 min.) fortæller om de mange gange Star Trek har fortalt historier involverende tidsrejser. Noget, som var en stor del af især “Enterprise”. Med så mange Star Trek afsnit, der byder på rejser igennem tiden, kunne denne dokumentar godt have været en hel del længere.

“Enterprise Secrets” (2 min.) giver os et kort men superfedt indblik i, hvordan nogle af seriens kulisser rent faktisk ser ud og fungerer i den virkelig verden. “Admiral Forrest Takes Center Stage” (5 min.) er en ganske munter dokumentar, hvori Vaughn Armstrong, der har spillet talløse roller indenfor Star Trek, endelig får lov til at udtale sig en smule om sine eskapader og især den mest prominente af alle sine Star Trek roller: Admiral Forrest i “Enterprise” og som klingon i “Sleeping Dogs”.

“Celebrating Star Trek” (15 min.) er boksens længste og bedste dokumentar. Det er nærmest en destilleret udgave af “Trekkies” dokumentarerne, som hovedsageligt viser en masse Star Trek fans til en messe i USA, der fortæller om deres oplevelser til conventions og deres forhold til Star Trek.

Så kommer vi til endnu en ting, som fans i årevis har villet have fingre i, men som vi aldrig har fået: fraklip. Hele 9 minutter af slagsen, mange af dem særdeles morsomme. Alt fra dialog der bliver glemt eller omformuleret på mystisk vis, til practical jokes og mærkelige uheld.

Boksen indeholder også en trailer til Borg-forlystelsen i Las Vegas og en herlig, funky trailer til dvd-udgivelsen af den gamle 60’er serie. Naturligvis gemmer der sig også en hel del overraskelser – såkaldte “NX-01 Files”, som hver især er et par minutter lange og byder på endnu flere interviews, billeder og videoklip.