Tilbage til fremtiden

Hvis Paramounts ellevte “Star Trek”-spillefilm havde floppet, havde Star Trek som franchise formentlig været definitivt død. Den foregående film, den miserable “Star Trek: Nemesis”, var en fiasko. Den sidste tv-serie, “Star Trek: Enterprise”, døde en stille død i 2005 efter adskillige års dalende seertal. Respiratoren var slukket, den sidste olie var ude af skabet, og alt, der manglede, var det sidste søm i kisten – en tredje fuser i træk ville være nok. Star Trek trængte til en saltvandsindsprøjtning, elektrochok og et kæmpe los i røven… allerhelst på én gang. Gudskelov var multitalentet J.J. Abrams rede til at plante kanylen og støvlen i den haltende franchises astronomiske bagdel.

Det, Abrams og Co. har skabt, er et mindre mirakel: Et såkaldt reboot, som ikke blot ærer sine oldgamle rødder, men også formår at plante sine helt egne i jord, der ikke havde virket frugtbar i årevis. Fans kan more sig over de utallige (ofte obskure) referencer til forgangne tv-episoder og spillefilm. Men samtidigt er “Star Trek” lettilgængelig for de uindviede. Filmen fungerer blændende som en introduktion til universet og dets figurer, og man behøver altså hverken vide, hvad en photon-torpedo eller en klingon er for at sætte pris på det, der først og fremmest er en universel fortælling om venskab og det at blive voksen.

“Star Trek” lægger ud med et brag. Vi befinder os i det 23. århundrede, og Føderation-rumskibet U.S.S. Kelvin bliver pludseligt angrebet af et mastodontisk rumskib af ukendt oprindelse. Inden for blot få minutter ændrer scenen karakter fra at være et nådesløst sansebombardement til en emotionel mavepuster, da man begynder at krydsklippe mellem kaptajn James T. Kirks fødsel og faderens heroiske skæbne ombord på Kelvin – alt sammen understøttet af Michael Giacchinos himmelske, følelsesladede musik. Resten af filmen er ikke nær så gribende, men det er imponerende, hvor godt de efterfølgende 110 minutter også balancerer mellem det følelsesmæssigt engagerende og det rent underholdende. Tag dén, Michael Bay!

Mere utroligt end plottets tidsrejser og gigantiske rumskibe er dét faktum, at drejebogen blev griflet af Roberto Orci og Alex Kurtzman, som også forfattede de frygtelige “Transformers”-film. Det er nu ikke, fordi manuskriptet er direkte fejlfrit. Her er mange klicheer (synet af den unge, blondhårede farmer Jim Kirk, som stirrer dagdrømmende på stjernerne, giver for alvor deja-vu), man er nødt til at læse en håndfuld tegneserier for at få fuld forståelse for skurkenes motivation, og lidt kringlet sniksnak halvvejs igennem får filmens ellers afsindige tempo til at dale lidt. Men der er langt flere plusser end minusser – deriblandt tonsvis af solide twists, formidabelt karakterdrama og glimrende seriøse såvel som komiske replikker.

De storstilede actionsekvenser er spækkede med eksplosioner og glohede gnister, men der slås endnu flere gnister mellem skuespillerne. Chris Pine er superb som den ungdommelige Kirk. Pine gengiver William Shatners karakteristiske charme, men han skænker også Kirk både en selvtillid og en sårbarhed, der gør ham til en troværdig leder og en sympatisk helt. Zachary Quinto er fremragende som den spidsørede Spock – et rumvæsen med en menneskelig moder, hvorfor han er forhadt på hjemplaneten Vulcan, hvor følelser er tabu. Quinto holder følelserne i skak, men med en ekstremt nuanceret præstation lader skuespilleren os immervæk ane konflikten mellem Spocks menneskelige og vulcanske natur, som får hans grønne blod til at syde.

I Star Treks 43-årige historie har der aldrig været et mere fascinerende forhold end det mellem den fandenivoldske Kirk og den stoiske, logiske Spock, og det er allerhelvedes spændende at se deres komplekse venskab blomstre. Eric Bana er ugenkendelig og ufejlbarlig som filmens hævngerrige skurk, Nero. Simon Pegg og Karl Urban (begge såkaldte trekkies) fremtvinger filmens største latterbrøl som henholdsvis Enterprises maskinmester Montgomery ”Beam me up, Scotty!” Scott og cheflægen Leonard McCoy. Den oprindelige Spock, Leonard Nimoy, genoptager skuespillerkarrieren med manér via en mindre, men vigtig birolle. Faktisk er præstationerne generelt af samme tårnhøje kaliber som de multidimensionale karakterer. Men filmens succes bør først og fremmest tilskrives Abrams. Udstyret med både stor respekt for kildematerialet og en foragt for den konservative tankegang, der havde kørt franchisen i sænk, har den populære filmmager skabt en æstetisk overdådig hyldest til menneskets fantasi og et perfekt fundament for en ny stribe fortsættelser.

Video

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. “Star Trek” ser omtrent så godt ud, som en film kan på dvd. Billedet er knivskarpt, og kontrasten er perfekt. Selv ikke i verdensrummets dunkleste plamager går detaljer tabt. Farvegengivelsen er også eksemplarisk, grynniveauet er helt tilpas, og hverken edge-enhancement, utilsigtet støj (de mange lysskær er naturligvis tilsigtede) eller komprimeringsfejl forekommer.

Audio

Filmens talentfulde lyddesignere (deriblandt legenden Ben Burtt) har skabt utallige fantastiske, fantasifulde lydeffekter, der gør filmens univers mere dragende og levende, og de kommer alle klart og tydeligt igennem ligesom musikken og samtlige replikker. Her er utallige fremragende panoreringer, subwooferen kommer på overarbejde på de helt rigtige tidspunkter, og hverken støj eller overstyring figurerer nogensinde. Et sublimt mix.

Ekstramateriale

Ud over filmen indeholder dvd’en to trailere, seks minutters fraklip, én dokumentar om filmens tilblivelse (19 min.) og et kommentarspor med instruktør J.J. Abrams, manuskriptforfatterne Roberto Orci og Alex Kurtzman samt producerne Bryan Burk og Damon Lindelof. D’herrer er enormt underholdende fortællere, og de diskuterer alt fra Steven Spielbergs besøg under optagelserne til deres kontroversielle idé om at gøre “Star Trek” mere “Star Wars”-agtig i tempo og udseende. Og hvem havde gættet, at Enterprises rumfærgelandingsplads blev skudt på en Budweiser-fabrik?

Med sin nye film “Star Trek” har instruktøren J.J. Abrams sat nyt liv i Star Trek-franchisen og skabt årets første vellykkede actionepos, der uden tvivl vil udløse flere efterfølgere. Trods et par skønhedsfejl er filmen et gedigent eventyr, der ikke lader tilskueren gruble alt for længe over et lidt for velkendt plot. I Abrams’ hænder brager “Star Trek” af sted med Warp-hastighed, og man kan kun se gispende til.

Abrams har med sine forfattere besluttet at starte forfra, ligesom vi har set det med James Bond. I en stærk og visuelt forrygende prolog er vi vidner til, at James T. Kirk bliver født i kampens hede, hvor hans egen far må ofre sig selv for at redde sin besætning fra en hævngerrig romulaner kaldet Nero. Neros motiver involverer et tidsparadoks, og mere røber jeg ikke her. Selvom den faderløse Kirk udvikler sig til en uregerlig ballademager, lader han sig rekruttere til stjerneflåden, hvor han hurtigt både imponerer og bekymrer med sin dristighed. Sideløbende har vi Spock, der som halvt menneske og halvt Vulcan søger identitetsafklaring i flåden. De to figurer udgør den centrale kerne i filmen, hvorfor de naturligvis krydser hinandens veje sammen med en række andre velkendte figurer fra serien. Filmens tempo er højt, og der går derfor heller ikke lang tid, før rumskibet Enterprise skyder afsted for at komme universet til undsætning, da den blodtørstige Nero truer med at gøre det af med både Jorden og planeten Vulcan.

Herfra udvikler filmen sig af genkendelige spændingskurver. Farten er høj, smilet er bredt, og hjernen er slået fra. Og dog. For “Star Trek” er sat tilpas fermt sammen til at tilskueren er solidt underholdt hele tiden og ikke forstyrres alt for meget af filmens komplicerede tidsparadokser og et par narrative forsømmelser. Abrams forstår at fortælle en historie i høj fart. Der er masser af glimt i øjet, og det er en fornøjelse at være i selskab med Enterprises besætning henover de ca. to timer, filmen varer. Når filmen er så vellykket, hænger det også sammen med, at den ikke forudsætter kendskab til den oprindelige serie – men alligevel er der flere nik til kendere af den tidligere serie.

“Star Trek” skyder af sted som et smukt fartøj, man kun kan lade sig opsluge af. Visuelt er filmen forrygende flot og med fare for at rage uklar med Trekkies, så er designet alene – fra kostumer til rumskibe – forgængerne langt overlegent. Actionscenerne er behændigt sat i scene og effekterne upåklagelige. I nærmest Michael Bay-ånd har Abrams udviklet sin egen reflekterende lys-æstetik. Ind imellem er det lidt i overkanten, men flot ser det sgu ud.

I mange henseender er “Star Trek” frustrerende tæt på at være en lille genistreg inden for actiongenren. Når filmen ikke helt opnår topkarakterer, er det fordi den desværre er forsynet med et par svagheder. Specielt i sidste akt giver det høje tempo ikke plads til, at situationens alvor kan synke ind hos tilskueren. Det primære ankepunkt er Eric Banas fæle skurk Nero, hvis hævnmotiver kun gengives ganske overfladisk. Bana gør virkelig, hvad han kan, men motivet for hans vrede får ikke den fornødne opmærksomhed, hvorfor den trussel, han udgør som tragisk skurk, heller ikke står så stærkt eller gribende i filmoplevelsen, som man kunne have håbet på.