Morderiske konspirationer på forsiden

Der er en skøn gammeldags følelse over “State of Play”, der placerer en journalist i hovedrollen som sandhedsvidnet, der mod alle odds og en særdeles pressende deadline må forsøge på at trænge gennem en labyrint af mord, korruption og ubesvarede spørgsmål.

Især sidstnævnte er der rigeligt af i denne film, hvor et tvivlsomt dødsfald er lige ved at sætte en stopper for politikeren Stephen Collins karriere, da det kommer frem, at han havde en udenomsægteskabelig affære med den døde kvinde. Collins – spillet af Ben Affleck – har en mistanke om, at der ligger en forbrydelse til grund for hendes død og deler sin mistanke med den garvede journalist Cal McAffrey i Russell Crowes skikkelse. Teorien lader yderligere til at blive bestyrket, da McAffrey forbinder dødsfaldet med et brutalt mord.

Op dukker selskabet PointCorp, der står overfor en lukrativ handel med det amerikanske forsvar. De tjener godt på krigen mod terror og vil måske heller ikke have et problem med at eliminere et par hjemlige problemer om nødvendigt.

“State of Play” er instrueret af Kevin Macdonald, der sidst ledte Forest Whitaker til en Oscar i “The Last King of Scotland”. Historien er en genindspilning af den seks timer lange tv-serie af samme navn, og med det ophav kunne man meget vel forvente, at den blev noget frygteligt rod pga. den forkortede spilletid. Overgangen er dog gået hæderligt. Filmen er gangske vist proppet til randen med handling, men man føler sig aldrig fortabt eller overvældet af informationsmængden. Vægtningen af plot over karakter har til gengæld den konsekvens, at vi aldrig rigtig lærer nogen af figurene at kende. Scenerne bruges på den eksterne handling snarere end på at udvikle personerne, som forbliver nogle meget grundlæggende arketyper.

At man til trods for deres overfladiske behandling alligevel kommer til at holde af og med hovedpersonerne bevidner om skuespillernes evner, og det er da også en førsteklasses rollebesætning, som giver dem liv. Ikke mindst Russell Crowe er svært charmerende som en lidt forhutlet bums af en journalist, komplet med hippie-hår og usunde madvaner. Ligeledes er Helen Mirren stærkt underholdende som hans redaktør, og Jason Bateman leverer muligvis filmens bedste præstation i en lille rolle som en slimet karl, der også giver historien en noget tiltrængt comic relief.