Goonierne 2: E.T. vender tilbage

Der har altid været et bånd mellem J.J. Abrams og Steven Spielberg. Ikke blot fordi filmmagerne går med identiske briller, men også fordi begge mænd har efterladt et uudsletteligt præg på science fiction-genren – Spielberg med milepæle som “Nærkontakt af tredje grad” og “E.T. – The Extra Terrestrial”, Abrams for nylig via tv-serien “Lost” og den nyeste “Star Trek”. På “Super 8” slår d’herrer omsider pjalterne sammen, men grobunden for mændenes samarbejde blev allerede lagt for adskillige årtier siden, da Spielberg overdrog sine gamle 8mm-optagelser til en 15-årig Abrams efter at have læst en avisartikel om den unge knægts filmiske eskapader. Kært.

Der er da heller ikke nogen tvivl om, at selvom “Super 8” har været et dybt personligt projekt for Abrams (han har både forfattet og instrueret filmen, mens Spielberg har produceret løjerne), så står den i gæld til Spielbergs eventyrlige fabler fra 1970’erne og 80’erne. “Super 8” finder endda sted i 1979, dengang Abrams lige var trådt ind i teenagernes rækker, og hvor “Star Wars” og “Nærkontakt af tredje grad” netop havde brændt sig fast på en hel generations kollektive nethinde. De unge, bumsede filmnørder i “Super 8” har den samme enorme passion for filmmediet som Abrams – forskellen er blot (antager jeg temmelig skråsikkert), at de vitterligt støder på et rumvæsen, hvorimod den unge Abrams selv måtte konstruere de bidske bæster med lim og papmache.

Filmen følger en flok folkeskoleelever, som bruger fritiden på at indspille gakkede kortfilm fyldt med hjemmebrygget fyrværkeri og knaldrødt teaterblod. Holdet dirigeres af den småbuttede Charles, som vandrer demonstrativt rundt som en miniature-Alfred Hitchcock. Men hovedpersonen er i virkeligheden makeup-artisten Joe (Abrams’ fiktive alter ego), der forelsker sig hovedkulds i den jævnaldrende Alice, umiddelbart før børnenes optagelser afbrydes af en voldsom togulykke, som danner rammen om årets allerbedste actionsekvens. Et mystisk væsen flygter fra ruinerne, og pludseligt invaderes ungernes flække af militæret. Folk begynder at forsvinde, de ubesvarede spørgsmål hober sig op, og naturligvis er det op til Joe og Co. at finde svarene og redde byen.

Fra start til slut sender Abrams indirekte, intertekstuelle nik i Spielbergs retning. Ligesom Elliot i “E.T. – The Extra Terrestrial” kommer Joe fra en dysfunktionel familie ledet af én hårdt prøvet forælder, Joes venneskare ligner utrolig meget truppen i “Goonierne” (som Spielberg udtænkte og producerede), og soldaternes tilstrømning minder så meget om militærets indgreb i “Nærkontakt af tredje grad”, at jeg en overgang spekulerede over, om der var tale om en regulær fortsættelse.

Det ville være let at anklage Abrams for doven plagiering (og mere originalitet havde været velkommen), men i virkeligheden er “Super 8” enormt forfriskende – en kærkommen tilbagevenden til en nærmest uddød form for familiefilm, hvor virkelighedens dilemmaer lurer i baggrunden (døden, skilsmisse, den første forelskelse…), hvor sproget ikke er barnligt (ja, Hollywood, børn bander sgu også i virkeligheden), og hvor børn er børn og ikke troldmænd eller vampyrer – ja, man kan faktisk relatere sig til dem og deres omgivelser. Ligesom Spielberg i sin storhedstid formår Abrams også at balancere fornemt mellem den eventyrlige virkelighedsflugt og den barske virkelighed; mellem gys, spas og rørende romantik. Jovist, Abrams er en relativt nybagt filminstruktør, men hans greb om mediets virkemidler er solidt som cement.

Gudskelov går “Super 8” også sin hemmelighedsfulde PR-kampagne i bedene, idet vi kun ser ultrakorte glimt af rumvæsnet før filmens sidste akt. På den måde kickstarter Abrams vores egen fantasi, således at vi virkelig kommer på bølgelængde med fortællingens rollinger. Samtidig leverer alle børnene en formidabel indsats foran kameraet, og persongalleriet er lige så vidunderligt broget som banden i “The Goonies”. Men desværre gør “Super 8” også brug af en mindre positiv Spielberg-kiché: Den vammelsøde slutning. Filmen havde været markant bedre foruden det sidste kvarter, hvor uhyret rumsterer for meget i rampelyset, og hvor historien drukner i et ocean af forcerede glædestårer. Enden er ikke god, men alt op til da har heldigvis været ganske godt.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Selvom “Super 8” er en splinterny film spækket med digitale computereffekter, så har billedsiden et vidunderligt, celluloidagtigt look. Grynniveauet er altid helt tilpas, og hverken edge-enhancement, udtværing eller banding forekommer. Derudover er transferet knivskarpt, og detaljerigdommen er enorm. De jordnære farver gengives perfekt, og kontrasten er også solid, hvilket er heldigt, idet en stor del af filmen foregår om natten.

Audio

Mindst lige så godt som udgivelsens fremragende transfer er diskens Dolby TrueHD 7.1-lydspor. Naturligvis er togulykken filmens auditive højdepunkt, og scenen er fremover den allerførste, jeg afspiller, når jeg skal demonstrere hjemmebiografens kunnen. Panoreringerne, subwooferens rumlen og lydens klarhed er simpelthen eksemplarisk. Replikkerne kommer også klokkeklart igennem, og Michael Giacchinos stærke, storladne musik folder sig også ud i samtlige højtalere med bravur uden at overdøve lydsidens andre elementer. Abrams gør også fornemt brug af tavshed i nogle af de uhyggeligste scener, og lydsiden er spækket med små, underfundige lydeffekter, der styrker stemningen. Et af årets absolut bedste lydspor.

Ekstramateriale

J.J. Abrams har indtalt et kommentarspor til filmen sammen med produceren (og barndomsvennen) Bryan Burk og fotografen Larry Fong. Herrerne hygger sig tydeligvis sammen, og de har adskillige morsomme og informative anekdoter i ærmet. På et tidspunkt stopper de også op for at skrive en mail til Steven Spielberg. Mægtigt. Her er også en interaktiv (og lettere forvirrende) gennemgang af togscenens skabelse og 14 slettede/forlængede scener, som tilsammen varer knap 13 minutter. Man savner ingen af dem i den endelige udgave af filmen.

Derudover er her i alt otte dokumentarer, som tilsammen varer knap 98 minutter. Dokumentarerne er spækkede med underholdende klip fra børnenes auditions og filmoptagelserne (da en af børnene ikke aner, hvordan han skal bruge en ældre telefon med drejehjul, bemærker Abrams: ”Hvem har lyst til at slå sig selv ihjel?”), og interviewene er oplysende, morsomme og hudløst ærlige – ofte på samme tid. Vi får desuden lov til at se nogle af Abrams gamle 8mm-hjemmevideoer, og der bliver også talt om bl.a. filmens computereffekter og Michael Giacchinos musik. Kun lyden savner man at høre mere om. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger dvd-udgivelsen af filmen.