Manden af stål med den halvkedelige personlighed”Superman Returns” er lige så velproduceret og sikker i sin historiefortælling som lovet. Når man laver en af verdens dyreste film, er det vigtigt, at den kan ses af alle, og netop det er måske grunden til, at den er blevet lidt for forudsigelig.

Efter at have været forsvundet i fem år, dukker Superman igen op i Metropolis. I hans fravær er kriminaliteten taget til, ærkefjenden Lex Luthor har undgået fængsel på grund af Supermans manglende vidneudsagn, og Lois Lane har fået barn, kæreste og har vundet Pulitzer-prisen for en artikel med overskriften ”Hvorfor verden ikke har brug for Superman”.

I filmen tager Superman straks fat på at rydde op i underverdenen, hvilket der kommer en masse spektakulære actionsscener ud af. “Superman Returns” forsøger at komme med flere overraskelser – der dog ikke er spor overraskende for den bare nogenlunde kvikker seer – og selvom filmen ikke indeholder åbenlyse fejl, så mangler der alligevel lidt i en så velproduceret film.

Problemet med Superman er hans næsten kedelige godhed. Hvis han bare en enkelt gang kunne bruge sit røntgensyn på at se på nøgne damer, ville der straks være en større identifikationsfaktor for publikum, men Superman gør ikke sådan noget. Han lægger ikke engang rigtig an på Lois Lane, fordi hun har en anden kæreste. Til gengæld har hans notoriske nørdethed taget helt over, når han er Clark Kent, så det nærmer sig falden-på-halen komik. Og ja, selvfølgelig banker han alle skurkene, men det er hverken overraskende eller specielt interessant. Når man selv har læst det samme slidte eksemplar af tegneserien om og om igen, så er det en skuffelse at se Superman illustreret som køn, men intetsigende udgave på film. Hans karakter er for unuanceret til, at han føles virkelig.

En af de bedste ting ved filmen er helt klart Kevin Spacey, der lyser op på skuespillerholdet i rollen som Lex Luthor. Man kan bare se på ham, at han elsker at være ond på den indlysende måde: En skaldet skurk, der går efter det absolutte verdensherredømme! Den hidtil relativt ukendte skuespiller Brandon Routh må i forbløffende grad siges at have det fysiske udseende, der skal til for at udfylde supermands røde underbukser – han ligner en perfekt klon mellem den tidligere supermand Christopher Reeve og det tegnede forbillede. Men rollen som Superman er så forholdsvis vag, at det er svært at bedømme, om vi her står overfor et stort skuespiltalent. Ved siden af ham, gør Kate Bosworth sit for at løfte rollen som Lois Lane, men stagnerer på et middelmådigt niveau i en meget alvorlig udgave af Supermans elskede.

Filmen er visuelt set superstylet og på den vis er de mange millioner godt brugt. Det lykkes også at inddrage scenografien fra de tidligere Superman-film uden at det virker påklistret eller stikker for meget ud i det overordnede design. Der er også kælet for teksturen i Supermans dragt, som kameraet gerne lade øjnene kærtegne, men man må dog undre sig over hyppigheden af de close-ups, der giver mulighed for minutiøs udforskning af Supermans ergonomiske støvler.