Survival of the Dead
Udgivet 14. sep 2010 | Af: DjBeau | Set på DVD
Da Filmz i 2005 anmeldte George A. Romeros comeback, “Land of the Dead”, lød dommen, at zombiegenren i sin originale form er udpint. Da efterfølgeren blev anmeldt i 2008, var konklusionen ikke meget anderledes: Genren er fortærsket. Der skal tilsyneladende andre boller på suppen, hvis man med succes skal lave en zombiefilm, som ikke blot bliver en tom parafrase over Romeros originale kultfilm. Romero selv evner det ikke.
Genremæssigt er Romeros seneste værk lidt af et miskmask. Fusionsgenrer kan såmænd være ganske underholdende og gode, men det kræver, at de enkelte genrer har noget at byde på i det pågældende værk. “Survival of the Dead” forsøger sig som både splatter, actiondrama og gyser – en kombination, som har fungeret fremragende i andre film – men actionsekvenserne er dårligt udført, blodsugydelserne er hverken klamme eller forargende, og gyserelementerne er ikke spor skræmmende, endsige chokerende.
Et af filmens største problemer er manglen på en decideret hovedperson. Der jongleres mellem to-tre personer, men Romero går ikke i dybden med en eneste af dem, hvorfor deres historier og deres overlevelse let bliver beskueren ligegyldig. Filmens mest interessante figur – en ældre herre, som udgør den ene hovedpart i familiefejden – degraderes i nogen grad til en halvfjollet gammel mand. Havde karakterudviklingsfasen været lidt mere grundig, og havde fokus holdt sig på den aldrende herre, kunne han let have været et solidt element i den skrøbelige fortælling.
Præsenteret i anamorfisk 2.35:1. Det er ikke en overdrivelse at kalde billedkvaliteten på denne dvd elendig. Der er vanvittigt meget digital støj, hvilket kontrasten naturligvis lider meget under. Derudover forekommer der store mængder blocking – en artefakt, som opstår ved for hård komprimering og inddeler billedet i små segmenter, altså blokke. Flere steder står billedet decideret og hopper pga. denne fejl. Desuden er der gennem hele filmen en tynd, grøn stribe i venstre side, som sandsynligvis er forårsaget af falsk lys i digitaliseringsprocessen.
DTS 5.1. Lydsporet er heller ikke ligefrem at råbe hurra for. Dialogen er ikke specielt nærværende, men lyder lidt som om, karaktererne taler ind i en dåse, altså en anelse dump og næsten metallisk. Musikken lider af samme problem, og på trods af, at man sidder midt i en surround-produktion, føles det hele en smule kedeligt og mudret.
Der er ikke det store at sige om ekstramaterialet, eftersom der ikke er noget. Det skulle da lige være en kort kommentar om de danske undertekster, som er fyldt med slåfejl.
“Survival of the Dead” er en af de kedeligste zombiefilm i mange år. På nuværende tidspunkt burde det stå enhver klart, at zombiegenren kun kan holdes i live gennem mere originale film som “Zombieland” og “28 Days”-filmene, men Romero er tilsyneladende fanget i de gamle dogmer. Det er naturligvis ikke hans skyld, at filmen oven i hatten leveres med så elendig en AV-præsentation, men dette er blot endnu et incitament til at lægge pengene fra månedens dvd-budget et andet sted.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet